Salmenes bok 8:2
Herre, vort Herskab! hvor herligt er dit Navn over al Jorden! du, som sætter din Majestæt over Himlene.
Herre, vort Herskab! hvor herligt er dit Navn over al Jorden! du, som sætter din Majestæt over Himlene.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1Til Sangmesteren paa Githith; Davids Psalme.
16Hører du, hvad disse sige? Men Jesus sagde til dem: Ja! have I aldrig læst: Af de Umyndiges og Diendes Mund skal du berede Lov?
3Af de spæde og diende (Børns) Mund grundfæstede du en Magt for dine Fjenders Skyld, for at komme Fjenden til at høre op, og den, som vil hevne sig.
1Davids Psalme. Herren sagde til min Herre: Sid hos min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Fodskammel.
2Herren skal sende din Styrkes Spiir af Zion, (sigende): Regjer midt iblandt dine Fjender.
3Dit Folk (skal fremføre) frivillige (Offere) paa din Krafts Dag; i (saare) hellig Prydelse skal af Morgenrøden, som af Moders Liv, (fremkomme) dig din Afkoms Dug.
3See, Børn ere Herrens Arv, Livsens Frugt er en Løn.
4Som Pile i den Vældiges Haand, saa ere de unge Sønner.
6Herre, din høire Haand har beviist sig herlig med Styrke; Herre, du nedslog Fjenden med din høire Haand.
7Og du nedstødte dine Modstandere i din store Høihed; du udsendte din Vrede, den fortærede dem som Straa.
4Og jeg vil give dem Børn til Fyrster, og Barnagtige skulle regjere over dem.
17Herren haver gjort det, han havde tænkt, han haver udrettet sit Ord, som han fra gamle Dage havde befalet, han haver nedbrudt og ikke sparet, og han lod Fjenden glæde sig over dig, han ophøiede dine Modstanderes Horn.
39Jeg knuser dem, at de ikke kunne opstaae; de faldt under mine Fødder.
40Og du haver omgjordet mig med Kraft til Krigen; du skal nedbøie dem under mig, som staae op imod mig.
14fra Folk ved din Haand, Herre! fra Verdens Folk, (som have) deres Deel i Livet, og hvis Bug du fylder med dit skjulte Liggendefæ; deres Børn mættes, og det, (som de have) tilovers, lade de (efter sig) til deres spæde Børn.
40Og du har omgjordet mig med Kraft til Krigen; du skal nedbøie dem under mig, som staae op imod mig.
41Og du haver givet mig mine Fjender paa Flugt, (ja) mine Hadere, og jeg udrydder dem.
12Unge Karle og Jomfruer ogsaa, de Gamle med de Unge!
7Jeg vil ikke frygte for ti Tusinde af Folket, som have lagt sig omkring imod mig.
42Alle, som gik forbi paa Veien, røvede ham; han var sine Naboer en Forsmædelse.
6Jeg haver fast forladt mig paa dig fra (Moders) Liv, du drog mig af min Moders Liv; min Ros er altid om dig.
9Han haver væltet (sin Omhu) paa Herren, han befrie ham; han redde ham, efterdi han haver Lyst til ham!
2Haver jeg ikke sat og stillet min Sjæl (tilfreds) som den, der er afvant hos sin Moder? (ja) som den, der er afvant, er min Sjæl i mig.
28Der hersker over dem den lille Benjamin, Judæ Fyrster med deres Hob, Sebulons Fyrster, Naphthali Fyrster.
9Fuglene under Himmelen og Fiskene i Havet, hvad som farer igjennem Stierne i Havet.
13Thi du skal gjøre, (at) de (maae vende) Skuldrene (og flye); du sigter med dine Buestrænge imod deres Ansigt.
17De skulle fryde sig i dit Navn den ganske Dag, og ophøie sig i din Retfærdighed.
4Herre! alle Konger paa Jorden skulle takke dig, naar de have hørt din Munds Ord.
10De, som trætte med Herren, skulle forskrækkes, han skal lade tordne i Himmelen over dem, Herren skal dømme Jordens Ender, og han skal give sin Konge Styrke og ophøie sin Salvedes Horn.
2Og han haver gjort min Mund som et skarpt Sværd, han haver skjult mig med sin Haands Skygge, og gjort mig til en reen Piil, og skjult mig i sit Kogger.
13Thi han gjør dine Portes Stænger stærke, han velsigner dine Børn midt udi dig.
5(da maa jeg sige:) Hvad er et Menneske, at du kommer ham ihu, og et Menneskes Barn, at du besøger ham?
6Og du haver ladet ham lidet blive ringere end Englene, men du skal krone ham med Ære og Hæder.
35Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue brydes med mine Arme.
13Du, du skabte Norden og Sønden; Thabor og Hermon skulle fryde sig i dit Navn.
3Siger til Gud: Hvor forfærdelig (er du) i dine Gjerninger! dine Fjender skulle smigre for dig for din store Magts Skyld.
5Gud! du er den samme, min Konge; befal Jakobs megen Frelse (at komme).
2Gud! ti du ikke, vær ikke taus, og, Gud! hold ikke stille.
8See, de udgyde (meget) af deres Mund, (der ere) Sværd i deres Læber; thi hvo hører det?
10Og: Du, Herre! grundfæstede Jorden fra Begyndelsen, og Himlene ere dine Hænders Gjerninger.
4Der sønderbrød han Buens gloende (Pile), Skjold og Sværd og Krig. Sela.
8Og et diende (Barn) skal forlyste sig ved en Øgles Hul, og et afvant (Barn) stikke sin Haand i en Basilisks Hule.
7Jeg vil fortælle om et beskikket (Raad): Herren sagde til mig: Du er min Søn, jeg, jeg fødte dig idag.
8Begjær af mig, saa vil jeg give dig Hedningerne til Arv, og Verdens Ender til din Eiendom.
1Davids (Psalme). Lovet være Herren, min Klippe! den, som lærer mine Hænder til Striden, mine Fingre til Krigen,
8Gud er skrækkelig i de Helliges store hemmelige Raad, og forfærdelig over Alle, som ere trindt omkring ham.
9Herre, Gud Zebaoth! hvo er som du, stormægtig, o Herre? og din Sandhed er trindt omkring dig.
49og som udfører mig fra mine Fjender; og du ophøier mig over dem, som staae op imod mig, du skal redde mig fra en Voldsmand.
12Herre! du skal skaffe os Fred, thi ogsaa alle vore Gjerninger haver du gjort for os.
6De skulle ophøie Gud meget med deres Strube, og (der skal være) et tveegget Sværd i deres Haand,