Salmenes bok 131:2

Original Norsk Bibel 1866

Haver jeg ikke sat og stillet min Sjæl (tilfreds) som den, der er afvant hos sin Moder? (ja) som den, der er afvant, er min Sjæl i mig.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • 1 Kor 14:20 : 20 Brødre! vorder ikke Børn i Forstand, men værer Børn i Henseende til Ondskab; i Forstand derimod værer Fuldvoxne.
  • Joh 14:1-2 : 1 Eders Hjerte forfærdes ikke! troer paa Gud og troer paa mig! 2 I min Faders Huus ere mange Værelser. Men dersom det ikke saa var, havde jeg sagt eder det. Jeg gaaer bort at berede eder Sted;
  • Jes 30:15 : 15 Thi saa sagde den Herre Herre, den Hellige i Israel: Ved Omvendelse og Stilhed skulle I frelses, i Hvile og i Tillid skal eders Styrke være; men I vilde ikke.
  • Klag 3:26 : 26 Det er godt, at man haaber og er stille til Herrens Frelse.
  • Matt 18:3-4 : 3 og sagde: Sandelig siger jeg eder: Uden I omvende eder og blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige. 4 Derfor, hvo, som fornedrer sig selv som dette Barn, han er den Største i Himmeriges Rige.
  • Mark 10:15 : 15 Sandelig siger jeg eder: Hvo, som ikke annammer Guds Rige som et lidet Barn, han skal ingenlunde komme ind i det.
  • Luk 21:19 : 19 Bevarer eders Sjæle ved eders Taalmodighed.
  • 1 Sam 24:10 : 10 Og David sagde til Saul: Hvorfor hører du de Menneskers Ord, som sige: See, David søger efter din Ulykke?
  • 1 Sam 25:32-33 : 32 Da sagde David til Abigail: Lovet være Herren, Israels Gud, som sendte dig paa denne Dag imod mig! 33 Og velsignet være din Fornuftighed, og velsignet være du, som forhindrede mig paa denne Dag fra at komme til (at udøse) Blod, og at min Haand skulde have frelst mig!
  • 1 Sam 30:6 : 6 Og David blev saare ængstet, thi Folket havde sagt, at de vilde stene ham, thi det ganske Folks Sjæle vare beskeligen bedrøvede, hver for sine Sønner og for sine Døttre; men David styrkede sig i Herren sin Gud.
  • 2 Sam 15:25-26 : 25 Da sagde Kongen til Zadok: Bær den Guds Ark tilbage i Staden; dersom jeg finder Naade for Herrens Øine, da fører han mig tilbage og lader mig see den og sin Bolig. 26 Men dersom han siger saa: Jeg haver ingen Behagelighed i dig, — see, (her er) jeg, han gjøre med mig, efter som det er godt for hans Øine!
  • 2 Sam 16:11-12 : 11 Og David sagde til Abisai og til alle sine Tjenere: See, min Søn, som er kommen af mit Liv, søger efter mit Liv, og hvi skulde ikke meget mere nu denne Benjaminit (gjøre det)? lader ham være, og lader ham bande, fordi Herren har sagt det til ham. 12 Maaskee Herren skal see til min Elendighed, og Herren skal betale mig Godt istedetfor hans Forbandelse paa denne Dag.
  • Sal 42:5 : 5 Disse Ting vil jeg komme ihu og udøse min Sjæl hos mig (selv); thi jeg vilde gaae frem med Hoben, vilde gaae afsted med dem til Guds Huus med Frydeskrigs og Taksigelses Røst iblandt den Hob, som holder helligt.
  • Sal 42:11 : 11 I (det der drives) Mord i mine Been, forhaane mine Fjender mig, idet de sige den ganske Dag til mig: Hvor er din Gud?
  • Sal 43:5 : 5 Hvorfor nedbøier du dig, min Sjæl, og hvorfor bruser du over mig? bi efter Gud, thi jeg skal endnu takke ham; (thi han er) mit Ansigts megen Frelse og min Gud.
  • Sal 62:1 : 1 Til Sangmesteren for Jeduthun; Davids Psalme.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 1 Davids Sang paa Trapperne. Herre! mit Hjerte er ikke ophøiet, og mine Øine ere ikke høie, og jeg vandrer ikke i store Ting eller i dem, som ere mig for underlige.

  • 13 Thi (da) havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, (og) da havde jeg hvilet,

  • 7 Min Sjæl! kom igjen til din Rolighed, thi Herren haver gjort vel imod dig.

  • 2 Jeg sagde: Jeg vil bevare mine Veie, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil bevare min Mund med en Mundkurv, da en Ugudelig er endnu for mig.

  • 72%

    5 Jeg biede efter Herren, min Sjæl biede, og jeg haabede paa hans Ord.

    6 Min Sjæl (vogter) paa Herren mere end de, som vogte paa Morgenen, vogte paa Morgenen.

  • 3 Israel haabe paa Herren fra nu og indtil evig (Tid)!

  • 4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.

  • 14 Jeg taug fra fordum (Tid), jeg var taus, jeg holdt mig; (men nu) vil jeg raabe, som hun, der føder, jeg vil ødelægge og upsluge tillige.

  • 15 Hvad skal jeg sige? han baade tilsagde mig det, og han gjorde det; jeg skal vandre (sagteligen) frem alle mine Aar for min Sjæls Bitterheds Skyld.

  • 14 Jeg omgikkes (med ham), som han havde været min Ven og Broder; jeg gik i Sørgeklæder (og var) nedbøiet som En, der sørger over (sin) Moder.

  • 2 Herre, vort Herskab! hvor herligt er dit Navn over al Jorden! du, som sætter din Majestæt over Himlene.

  • 6 Min Sjæl har meget (længe) boet hos den, som hader Fred.

  • 1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.

  • 10 som kommer Krigene til at holde op indtil Jordens Ende, sønderbryder Buen og afhugger Spydet, brænder Vognene med Ilden.

  • 2 Og han haver gjort min Mund som et skarpt Sværd, han haver skjult mig med sin Haands Skygge, og gjort mig til en reen Piil, og skjult mig i sit Kogger.

  • 1 Til Sangmesteren for Jeduthun; Davids Psalme.

  • 3 Thi der jeg vilde tie, fortæredes mine Been (som af Alderdom) ved min Hylen den ganske Dag.

  • 17 Dersom Herren ikke havde været min Hjælp, da havde min Sjæl paa et Lidet nær boet i det Stille.

  • 20 Min Sjæl kommer det vel ihu og bøier sig over mig.

  • 5 Disse Ting vil jeg komme ihu og udøse min Sjæl hos mig (selv); thi jeg vilde gaae frem med Hoben, vilde gaae afsted med dem til Guds Huus med Frydeskrigs og Taksigelses Røst iblandt den Hob, som holder helligt.

  • 18 Og mit Folk skal boe i Freds Bolig, og i (megen) Trygheds Boliger, og i (meget) stille rolige (Steder).

  • 1 Til Sangmesteren; Davids (Psalme). Jeg haaber paa Herren; hvorledes ville I (da) sige til min Sjæl: Fly (hen) paa eders Bjerg (som) en Fugl?

  • 20 See, Herre! at jeg haver Angest, mine Indvolde ere rørte, mit Hjerte haver vendt sig inden i mig, thi jeg haver været meget gjenstridig; udentil haver Sværdet gjort (mig) barnløs, i Huset var Døden.

  • 18 Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.

  • 69%

    1 En Sang paa Trapperne. Af det Dybe raaber jeg til dig, Herre!

    2 Herre! hør paa min Røst, lad dine Øren mærke paa mine (ydmyge) Begjæringers Røst.

  • 6 Jeg haver fast forladt mig paa dig fra (Moders) Liv, du drog mig af min Moders Liv; min Ros er altid om dig.

  • 17 Og du haver forkastet min Sjæl fra Fred, jeg haver glemt det Gode.

  • 16 Men jeg, jeg hastede ikke fra (at være) Hyrde efter dig, jeg har og ikke begjæret en ulægelig Dag, du, du veed det; hvad der er udgaaet af mine Læber, det er for dit Ansigt.

  • 9 Han haver væltet (sin Omhu) paa Herren, han befrie ham; han redde ham, efterdi han haver Lyst til ham!

  • 8 Thi mine Lænder ere ganske fortørrede, og (der er) intet Sundt i mit Kjød.

  • 21 Da mit Hjerte var opsvulmet, og jeg led Sting i mine Nyrer,

  • 3 Herre! vær mig naadig, thi jeg er skrøbelig; læg mig, Herre! thi mine Been ere forfærdede.

  • 2 Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han skal vende sine Øren til mig.

  • 11 I (det der drives) Mord i mine Been, forhaane mine Fjender mig, idet de sige den ganske Dag til mig: Hvor er din Gud?

  • 3 Thi (ogsaa) jeg var min Faders Søn, øm og (som) den Eneste for min Moder.

  • 18 — thi han er opvoxen hos mig af min Ungdom som hos en Fader, og af min Moders Liv haver jeg ledet hende —

  • 13 Som En, hvem en Moder trøster, saaledes vil jeg, jeg trøste eder, og I skulle trøstes i Jerusalem.

  • 1 Davids (Psalme). Til dig, Herre! vil jeg opløfte min Sjæl.

  • 14 Denne er min Rolighed stedse og altid, her vil jeg boe, thi jeg begjærede (den).

  • 5 De raadslaae aleneste om at udstøde (ham) fra hans Høihed, de have Behagelighed til Løgn; de velsigne med deres Mund, og de bande i deres Inderste. Sela.

  • 14 Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.

  • 5 Jeg raabte til Herren med min Røst, og han bønhørte mig fra sit hellige Bjerg. Sela.

  • 7 Al Jorden hviler og er stille; de raabe med frydefuldt Skrig.

  • 11 Da jeg var et Barn, talede jeg som et Barn, tænkte jeg som et Barn, dømte jeg som et Barn; men da jeg blev Mand, aflagde jeg det Barnagtige.

  • 25 Thi jeg haver (overflødeligen) vederqvæget en træt Sjæl, og jeg haver fyldt enhver bedrøvet Sjæl.

  • 24 Herren er min Deel, sagde min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham.

  • 8 Du gav Glæde i mit Hjerte fremfor (den, de havde) den Tid, deres Korn og deres Most vare mangfoldige.

  • 16 eller jeg havde ikke været til som et skjult utidigt Foster, som de spæde Børn, der ikke have seet Lyset.