Salmenes bok 4:8
Du gav Glæde i mit Hjerte fremfor (den, de havde) den Tid, deres Korn og deres Most vare mangfoldige.
Du gav Glæde i mit Hjerte fremfor (den, de havde) den Tid, deres Korn og deres Most vare mangfoldige.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5 Jeg raabte til Herren med min Røst, og han bønhørte mig fra sit hellige Bjerg. Sela.
6 Jeg, jeg lagde mig og sov; jeg opvaagnede, thi Herren opholder mig.
23 Da skal du vandre tryggeligen paa din Vei, og du skal ikke støde din Fod.
24 Naar du lægger dig, da skal du ikke frygte, men du skal ligge, og din Søvn skal være sød.
7 Min Sjæl! kom igjen til din Rolighed, thi Herren haver gjort vel imod dig.
8 Thi du udfriede min Sjæl fra Døden, mit Øie fra Graad, min Fod fra Stød.
18 Og mit Folk skal boe i Freds Bolig, og i (megen) Trygheds Boliger, og i (meget) stille rolige (Steder).
3 Jeg vil ikke gaae ind i mit Huses Paulun, jeg vil ikke opstige paa min Sengs Leie,
4 jeg vil ikke lade mine Øine sove, (eller) mine Øienlaage slumre,
5 indtil jeg finder et Sted for Herren, Boliger for Jakobs Mægtige.
6 Og jeg vil give Fred i Landet, at I maae hvile (i Ro), og Ingen skal forfærde eder; og jeg vil borttage de onde Dyr af Landet, og Sværdet skal ikke gaae igjennem eders Land.
1 Davids Psalme. Herren er min Hyrde, mig skal ikke fattes.
2 Han lader mig ligge i grønne Græsgange, han leder mig (sagteligen) til de stille (rindende) Vande.
13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leie skal lette (noget) af min Klage,
18 Du skal og være tryg, thi der er Haab, og du skal grave og sove tryggeligen.
19 Og du skal lægge dig, og Ingen skal forfærde (dig), og Mange skulle bede for dit Ansigt.
11 Herren skal give sit Folk Kraft, Herren skal velsigne sit Folk med Freden.
9 Derfor glæder mit Hjerte sig, og min Ære fryder sig; ja, mit Kjød skal boe tryggelig.
14 Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.
12 Herre! du skal skaffe os Fred, thi ogsaa alle vore Gjerninger haver du gjort for os.
4 Naar jeg end skal vandre i Dødens Skygges Dal, vil jeg ikke frygte for Ondt, thi du er med mig; din Kjep og din Stav, de skulle trøste mig.
1 Davids gyldne Smykke. Gud, bevar mig, thi jeg troer paa dig.
15 (Men) jeg, jeg skal beskue dit Ansigt i Retfærdighed, jeg skal mættes, naar jeg opvaagner (efter) din Lignelse.
2 Jeg vil sige: Herren er min Tillid og min Befæstning, min Gud, paa hvilken jeg forlader mig.
8 Lad mig aarle høre din Miskundhed, thi jeg haver forladt mig paa dig; kundgjør mig den Vei, som jeg skal gaae paa, thi jeg haver opløftet min Sjæl til dig.
4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staae op, og (naar) faaer Aftenen naaet sit Maal? og jeg blev mæt af Uroligheder indtil Tusmørket.
26 Derfor vaagnede jeg op og saae, endskjøndt min Søvn var mig sød.
3 (Det er) et fast Forsæt: Du skal bevare Fred, (ja) Fred; thi man haver forladt sig paa dig.
3 Mine Fjender (søge) den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som stride imod mig, o høie (Gud)!
9 Thi du, Herre! er min Tillid; — den Høieste haver du, (du Gudfrygtige!) sat til din Bolig.
3 Han skal ikke lade din Fod snuble, han, som bevarer dig, skal ikke slumre.
6 Visseligen, Godt og Miskundhed skal efterjage mig alle mit Livs Dage, og jeg skal blive i Herrens Huus en lang Tid.
13 I Tanker af Syner om Natten, naar en dyb Søvn falder paa Folk,
8 For mine Brødres og mine Venners Skyld vil jeg nu sige: Fred være dig!
33 Men hvo mig lyder, skal boe tryggeligen og være rolig for Frygt for det Onde.
6 Min Sjæl skal mættes som af det Fede og af Fedme, og min Mund skal love (dig) med frydefulde Læber.
13 Thi (da) havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, (og) da havde jeg hvilet,
4 paa de ti Strænge og paa Psalteret, paa Higgajon med Harpe.
2 Han skal gaae ind med Fred, de skulle hvile sig i deres Sovekammere, (hver,) som vandrer for ham.
14 Denne er min Rolighed stedse og altid, her vil jeg boe, thi jeg begjærede (den).
4 Vider dog, at Herren haver adskilt en From til sig; Herren skal høre, naar jeg raaber til ham.
5 Bliver vrede og synder ikke; taler i eders Hjerte paa eders Leie, og værer stille! Sela.
3 Herren skal bevare ham og holde ham ved Live; han skal blive lyksalig paa Jorden, og du skal ikke give ham i hans Fjenders Villie.
8 Dersom jeg farer op til Himmelen, (da er) du der, og reder jeg Seng i Helvede, see, (da er) du der.
3 Dersom en Hær vil leire sig imod mig, da skal mit Hjerte ikke frygte; dersom en Krig opreises imod mig, da forlader jeg mig paa dette.
18 Jeg vil klage og hyle Aften og Morgen og Middag, saa skal han høre min Røst.
5 Thi han skal gjemme mig i sin Hytte paa den onde Dag, han skal skjule mig i sit Pauluns Skjul, han skal ophøie mig paa en Klippe.
7 Jeg er fredsommelig, men naar jeg taler, da ere de (færdige) til Krigen.
3 Jeg raaber fra Landets Ende til dig, naar mit Hjerte forsmægter; du fører mig paa en Klippe, (som ellers) bliver mig for høi.
8 Afgrund raaber til Afgrund under dine Renders Lyd; alle dine Vandvover og dine Bølger gik over mig.