Salmenes bok 132:3
Jeg vil ikke gaae ind i mit Huses Paulun, jeg vil ikke opstige paa min Sengs Leie,
Jeg vil ikke gaae ind i mit Huses Paulun, jeg vil ikke opstige paa min Sengs Leie,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
4jeg vil ikke lade mine Øine sove, (eller) mine Øienlaage slumre,
5indtil jeg finder et Sted for Herren, Boliger for Jakobs Mægtige.
2som svoer Herren, som lovede Jakobs Mægtige, (sigende:)
13Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leie skal lette (noget) af min Klage,
3Han skal ikke lade din Fod snuble, han, som bevarer dig, skal ikke slumre.
6Thi (der skeer) ingen Erindring om dig i Døden; hvo vil takke dig i Graven?
1Jeg ledte om Nætterne paa min Seng efter den, som min Sjæl elsker; jeg ledte efter ham, men fandt ham ikke.
3Jeg vil ikke sætte Belials Sag for mine Øine; jeg hader det, Overtrædere gjøre, det skal ikke hænge ved mig.
5Jeg raabte til Herren med min Røst, og han bønhørte mig fra sit hellige Bjerg. Sela.
6Jeg, jeg lagde mig og sov; jeg opvaagnede, thi Herren opholder mig.
4Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staae op, og (naar) faaer Aftenen naaet sit Maal? og jeg blev mæt af Uroligheder indtil Tusmørket.
11Og Uria sagde til David: Arken og Israel og Juda blive i Teltene, og Joab, min Herre, og min Herres Tjenere have leiret sig paa Marken, skulde jeg, jeg da gaae ind i mit Huus at æde og drikke og at ligge hos min Hustru? (saa vist som) du lever, og din Sjæl lever, jeg gjør ikke denne Gjerning.
26Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke, og der kom Uro.
4Tilsted dine Øine ikke at sove, eller dine Øienlaage at slumre.
5efterdi jeg haver ikke boet i et Huus fra den Dag, da jeg opførte Israel, indtil denne Dag, men jeg haver været (med dem) fra Paulun til Paulun og fra Tabernakel (til Tabernakel).
4Vider dog, at Herren haver adskilt en From til sig; Herren skal høre, naar jeg raaber til ham.
9Men Uria laae for Døren af Kongens Huus med alle sin Herres Tjenere, og han gik ikke ned i sit Huus.
20Thi Sengen er saa kort, at man ikke kan strække sig ud, og Dækket er (for) smalt, naar man vil dække sig (dermed).
3Du prøvede mit Hjerte, du besøgte det om Natten, du smeltede mig, du fandt Intet; jeg tænkte: min Mund skal ikke overtræde.
24Naar du lægger dig, da skal du ikke frygte, men du skal ligge, og din Søvn skal være sød.
7Du fordærver dem, som tale Løgn; Herren haver Vederstyggelighed til en blodgjerrig og falsk Mand.
1Jeg gjorde en Pagt med mine Øine, hvad skulde jeg da agte paa en Jomfru?
13Thi (da) havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, (og) da havde jeg hvilet,
26Derfor vaagnede jeg op og saae, endskjøndt min Søvn var mig sød.
3Herren skal bevare ham og holde ham ved Live; han skal blive lyksalig paa Jorden, og du skal ikke give ham i hans Fjenders Villie.
7Vi ville gaae ind i hans Boliger, vi ville tilbede for hans Fødders Fodskammel.
6Min Sjæl skal mættes som af det Fede og af Fedme, og min Mund skal love (dig) med frydefulde Læber.
5Det skal være langt fra mig, at jeg skal give eder Ret; indtil jeg opgiver Aanden, vil jeg ikke vende min Fuldkommenhed fra mig.
13Jeg vil gaae ind i dit Huus med Brændoffere, jeg vil betale dig mine Løfter,
11Saa svoer jeg i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke indgaae til min Hvile.
3Hvorlænge skal jeg raadslaae i min Sjæl og have Bedrøvelse i mit Hjerte om Dagen? hvorlænge skal min Fjende ophøie sig over mig?
7Paa den samme Dag skal han opløfte (sin Haand og sværge) og sige: Jeg vil ikke forbinde (eders Skade), og der er hverken Brød, ei heller Klæder i mit Huus, sætter mig ikke til Fyrste over Folket.
4Jeg sidder ikke hos forfængelige Folk, og kommer ikke hos de Underfundige.
21Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgjerning fare bort? thi jeg skal nu ligge i Støvet, og naar du søger mig om Morgenen, da skal jeg ikke (findes).
14Denne er min Rolighed stedse og altid, her vil jeg boe, thi jeg begjærede (den).
1Davids Psalme. Herre! hvo skal være til Herberge i dit Paulun? hvo skal boe paa dit hellige Bjerg?
1Davids Sang paa Trapperne. Herre! mit Hjerte er ikke ophøiet, og mine Øine ere ikke høie, og jeg vandrer ikke i store Ting eller i dem, som ere mig for underlige.
35Jeg vil ikke vanhellige min Pagt, og ikke forandre det, som gik ud af mine Læber.
15I Drøm, i Syn om Natten, naar en dyb Søvn falder paa Folk, naar de slumre paa Seng,
7Den skal ikke blive inden i mit Huus, som gjør Svig; den, som taler Løgn, skal ikke befæstes for mine Øine.
32— (ja) en Fremmed maatte ikke ligge udenfor om Natten, jeg lod mine Døre op for den Veifarende —
16Jeg haver prydet mit Leie med Tapeter, med udhugget (Arbeide), med (kosteligt) Linklæde fra Ægypten;
2Det er forgjæves, at I staae aarle op, (derefter) længe sidde, æde Brød med (megen) Bekymring; thi han giver sin elskelige Ven det (som) i Søvne.
16Og han sagde: Jeg kan ikke vende tilbage med dig og komme med dig; jeg vil og ikke æde Brød, ei heller drikke Vand med dig paa dette Sted.
3Dersom en Hær vil leire sig imod mig, da skal mit Hjerte ikke frygte; dersom en Krig opreises imod mig, da forlader jeg mig paa dette.
2Gud! mit Hjerte er beredt, jeg vil synge, ja, jeg vil synge Psalmer, ogsaa min Ære (skal synge).
6efterdi jeg har ikke boet i et Huus fra den Dag, jeg opførte Israels Børn af Ægypten, og indtil denne Dag, men jeg vandrede i Paulun og i Tabernakel.
14Derfor har jeg og svoret Elis Huus, at Elis Huses Misgjerning skal ikke blive forsonet med Slagtoffer eller med Madoffer til evig (Tid).
5Thi mit Huus er ikke saa med Gud; thi han haver sat mig en evig Pagt, som er ordentligen beskikket i alle (Maader) og bevaret; thi han skal være al min Salighed og al (min) Lyst, enddog han ikke (endnu) lader (ham) opvoxe.
8Dersom jeg farer op til Himmelen, (da er) du der, og reder jeg Seng i Helvede, see, (da er) du der.