Hebreerbrevet 3:11
Saa svoer jeg i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke indgaae til min Hvile.
Saa svoer jeg i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke indgaae til min Hvile.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8da forhærder ikke eders Hjerte, som (det skede) i Meriba, som paa Fristelsens Dag udi Ørken,
9hvor eders Fædre fristede mig; de prøvede mig, ja de saae min Gjerning.
10Fyrretyve Aar kjededes jeg ved den Slægt og sagde: De ere et Folk, som farer vild med Hjertet; men de, de kjendte ikke mine Veie;
11saa at jeg haver svoret i min Vrede, at de skulle ikke komme til min Hvile.
17Men paa hvilke harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis Legemer faldt i Ørkenen?
18Og om hvilke svoer han, at de ikke skulde indgaae til hans Hvile, uden om dem, som vare blevne vantroe?
19Vi see altsaa, at de ikke kunde indgaae formedelst Vantro.
7Derfor, som den Hellig-Aand siger: Idag, dersom I høre hans Røst,
8da forhærder ikke eders Hjerter, som (det skede) i Forbittrelsen paa Fristelsens Dag i Ørkenen,
9hvor eders Fædre fristede mig, prøvede mig, enddog de saae mine Gjerninger i fyrretyve Aar.
10Derfor harmedes jeg paa hiin Slægt og sagde: De fare altid vild i Hjertet, og selv kjende de ikke mine Veie.
3Thi vi indgaae til Hvilen, vi, som troe, efter hvad han haver sagt: Saa svoer jeg i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke indgaae til min Hvile; nemlig efterat Gjerningerne ved Verdens Skabelse vare fuldendte.
4Thi saaledes haver han et Sted sagt om den syvende Dag: Og Gud hvilede paa den syvende Dag fra alle sine Gjerninger.
5Og paa dette Sted atter: Sandelig, de skulle ikke indgaae til min Hvile.
6Efterdi det altsaa er tilbage, at Nogle skulle indgaae til den, og de, hvem Forjættelsen først var forkyndt, ikke kom ind formedelst Vantro,
7saa bestemmer han atter en Dag, (nemlig) idag, da han siger ved David efter saa lang en Tid — som forhen er sagt: — Idag, dersom I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter,
8Thi dersom Josva havde skaffet dem Hvile, da havde (Gud) ikke sidenefter talet om den anden Dag.
9Altsaa er der en Sabbatshvile tilbage for Guds Folk.
10Thi hvo, som er indgaaet til hans Hvile, ogsaa han hviler fra sine Gjerninger, ligesom Gud fra sine.
11Lader os derfor beflitte os paa at komme ind til hiin Hvile, paa det ikke Nogen skal falde efter samme Vantroes Exempel.
22Thi alle de Mænd, som have seet min Herlighed og mine Tegn, som jeg gjorde i Ægypten og i Ørken, og have nu fristet mig ti Gange og ikke hørt paa min Røst,
23de skulle ikke see det Land, som jeg haver svoret deres Fædre; ja Ingen af dem, som have opirret mig, skal see det.
10Og Herrens Vrede optændtes den samme Dag, og han svoer og sagde:
11Disse Mænd, som ere opgangne af Ægypten, fra tyve Aar gamle og derover, skulle ikke see det Land, som jeg haver svoret Abraham, Isak og Jakob; thi de have ikke fuldkommeligen efterfulgt mig;
34Der Herren hørte eders Ords Røst, da blev han vred, og svoer og sagde:
35Der skal ingen af disse Mænd, af denne onde Slægt, see det gode Land, som jeg svoer at give eders Fædre.
1Lader os derfor, da Forjættelse om at indgaae til hans Hvile endnu staaer os aaben, vogte os, at ikke Nogen af eder skulde synes at blive tilbage.
37Herren blev endog vred paa mig for eders Skyld og sagde: Du skal ikke heller komme derind.
12Seer til, Brødre! at der ikke nogensinde i Nogen af eder skal være et ondt, vantro Hjerte, saa at han affalder fra den levende Gud.
15Idet der siges: Idag, dersom I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter, som (det skede) i Forbittrelsen;
40Hvor tidt forbittrede de ham i Ørken, de bedrøvede ham i de øde Stæder.
26Men Herren blev fortørnet paa mig for eders Skyld, og vilde ikke høre mig; men Herren sagde til mig: Lad det være dig nok, bliv ikke ved at tale til mig ydermere om denne Sag.
12til hvilke han sagde: Denne er Roligheden, lader den Trætte hvile, og denne er Vederqvægelsen; men de vilde ikke høre.
16Fordi Herren ikke formaaede at føre dette Folk i det Land, som han havde svoret dem, derfor har han slagtet dem i Ørken.
21Og Herren blev vred paa mig for eders Handelers Skyld, og svoer, at jeg skulde ikke gaae over Jordanen, ei heller komme ind i det gode Land, som Herren din Gud giver dig til Arv.
5Da skal han tale til dem i sin Vrede og forfærde dem i sin Grumhed, (sigende):
17Der have Ugudelige afladt (at gjøre) Uro, og der hvile de Kraftesløse.
13Men Israels Huus var gjenstridigt imod mig i Ørken, de vandrede ikke efter mine Skikke, men forkastede mine Rette, hvilke Mennesket skal gjøre og leve ved dem, og de vanhelligede mine Sabbater saare; da sagde jeg, at jeg vilde udøse min Grumhed over dem i Ørken, at gjøre Ende paa dem.
51fordi at I forgrebe eder imod mig midt iblandt Israels Børn ved Kivevandet i Kades, i den Ørk Zin, fordi I ikke helligede mig midt iblandt Israels Børn.
32De fortørnede ham ogsaa ved Trættevandet, og det gik Mose ilde for deres Skyld.
21Men Børnene vare gjenstridige imod mig, de vandrede ikke efter mine Skikke og holdt ikke mine Rette at gjøre efter dem, hvilke Mennesket skal gjøre efter og leve ved dem; de vanhelligede mine Sabbater; da sagde jeg, at jeg vilde udøse min Grumhed over dem, at fuldende min Vrede over dem i Ørken,
8Lad af fra Vrede og forlad Hastighed, lad (din Vrede) ikke optændes, (hvormed du) visseligen gjør ilde.
15Og jeg, jeg opløftede ogsaa min Haand til dem i Ørken, at jeg vilde ikke føre dem til det Land, som jeg havde givet (dem), som flyder med Melk og Honning, — det er det deiligste af alle Landene —
24De foragtede og det ønskelige Land, de troede ikke paa hans Ord.
22Desligeste gjorde I Herren vred i Tabeera og i Massa og i Kibroth-Hattaava.
3Jeg vil ikke gaae ind i mit Huses Paulun, jeg vil ikke opstige paa min Sengs Leie,
37Men deres Hjerte var ikke fast med ham, og de bleve ikke bestandige i hans Pagt.
11Og Herren sagde til Mose: Hvor længe skal dette Folk opirre mig? og hvor længe ville de ikke troe paa mig, ved alle de Tegn, som jeg haver gjort midt iblandt dem?
26Og han (svoer) dem med oprakt Haand, at (han vilde) lade dem falde i Ørken,
15Dersom jeg sagde: Jeg vil fortælle Saadant, see, da havde jeg fordømt dine Børns Slægt.