Salmenes bok 106:24
De foragtede og det ønskelige Land, de troede ikke paa hans Ord.
De foragtede og det ønskelige Land, de troede ikke paa hans Ord.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
25 Men de murrede i deres Pauluner, de hørte ikke paa Herrens Røst.
26 Og han (svoer) dem med oprakt Haand, at (han vilde) lade dem falde i Ørken,
27 og lade deres Sæd falde iblandt Hedningerne, og bortstrøe dem i Landene.
32 Med alt dette syndede de endnu, og troede ikke paa hans underlige Gjerninger.
22 fordi de ikke troede paa Gud, og forlode sig ikke paa hans Frelse,
12 Og de troede paa hans Ord, de sang hans Lov.
13 Dog glemte de hans Gjerninger snart, de biede ikke efter hans Raad.
14 Men de fik stor Begjærlighed i Ørken, og fristede Gud paa det øde (Sted).
56 Men de fristede og forbittrede den høieste Gud, og holdt ikke hans Vidnesbyrd.
22 Thi alle de Mænd, som have seet min Herlighed og mine Tegn, som jeg gjorde i Ægypten og i Ørken, og have nu fristet mig ti Gange og ikke hørt paa min Røst,
23 de skulle ikke see det Land, som jeg haver svoret deres Fædre; ja Ingen af dem, som have opirret mig, skal see det.
23 Og da Herren sendte eder fra Kades-Barnea og sagde: Gaaer op og indtager Landet, som jeg haver givet eder, da vare I Herrens eders Guds Mund gjenstridige, og troede ikke paa ham, og hørte ikke paa hans Røst.
9 Thi de gik op til Escols Bæk og besaae Landet, og de forvendte Israels Børns Hjerte, at de ikke vilde komme i Landet, som Herren havde givet dem.
10 Og Herrens Vrede optændtes den samme Dag, og han svoer og sagde:
11 Disse Mænd, som ere opgangne af Ægypten, fra tyve Aar gamle og derover, skulle ikke see det Land, som jeg haver svoret Abraham, Isak og Jakob; thi de have ikke fuldkommeligen efterfulgt mig;
25 Og de toge i deres Haand af Landets Frugt og førte ned til os, og de førte os Svar tilbage og sagde: Det er et godt Land, som Herren vor Gud haver givet os.
26 Men I vilde ikke drage op, og I vare Herrens eders Guds Mund gjenstridige.
27 Og I murrede i eders Pauluner og sagde: Fordi Herren hader os, haver han udført os af Ægypti Land, at give os i Amoriternes Haand til at fordærve os.
32 Men I troede ikke formedelst dette Ord paa Herren eders Gud,
11 Og Herren sagde til Mose: Hvor længe skal dette Folk opirre mig? og hvor længe ville de ikke troe paa mig, ved alle de Tegn, som jeg haver gjort midt iblandt dem?
17 Men paa hvilke harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis Legemer faldt i Ørkenen?
18 Og om hvilke svoer han, at de ikke skulde indgaae til hans Hvile, uden om dem, som vare blevne vantroe?
19 Vi see altsaa, at de ikke kunde indgaae formedelst Vantro.
10 De holdt ikke Guds Pagt, og vægrede sig ved at vandre i hans Lov.
11 Og de glemte hans Gjerninger og hans underlige Ting, som han havde ladet dem see.
32 De fortørnede ham ogsaa ved Trættevandet, og det gik Mose ilde for deres Skyld.
33 Thi de forbittrede hans Aand, at han talede ubetænksomt med sine Læber.
34 De ødelagde ikke Folkene, om hvilke Herren havde talet til dem.
40 Hvor tidt forbittrede de ham i Ørken, de bedrøvede ham i de øde Stæder.
41 Thi de kom igjen og fristede Gud, og mestrede den Hellige i Israel.
42 De kom ikke hans Haand ihu paa den Dag, da han forløste dem af Nød,
16 Men de og vore Fædre handlede hovmodeligen, og de forhærdede deres Nakke og hørte ikke dine Bud.
23 Og han sagde, at han vilde ødelægge dem, dersom Mose, hans Udvalgte, ikke havde staaet i Revnen for hans Ansigt, for at afvende hans Hastighed fra at fordærve (dem).
12 Og Herren sagde til Mose og til Aron: Fordi I ikke troede paa mig, at helliggjøre mig for Israels Børns Øine, derfor skulle I ikke føre denne Menighed ind i det Land, som jeg haver givet dem.
16 Og de bare Avind imod Mose i Leiren, imod Aron, Herrens Hellige.
30 De havde ikke endnu styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund,
17 Dog bleve de endnu ved at synde imod ham, at forbittre den Høieste i Ørken.
18 Og de fristede Gud i deres Hjerte, da de begjærede Mad for deres Sjæle.
19 Og de talede imod Gud, de sagde: Mon Gud kunde berede et Bord i Ørken?
40 Da optændtes Herrens Vrede imod hans Folk, og han fik en Vederstyggelighed til sin Arv.
11 — fordi de vare gjenstridige imod Guds Ord og havde foragtet den Høiestes Raad.
26 Men de bleve gjenstridige og vare opsætsige imod dig, og kastede din Lov bag deres Ryg og ihjelsloge dine Propheter, som vidnede for dem for at omvende dem til dig, og de gjorde store Bespottelser.
37 Men deres Hjerte var ikke fast med ham, og de bleve ikke bestandige i hans Pagt.
31 Og eders smaae Børn, om hvilke I sagde, de skulle blive til Rov, ja dem vil jeg føre derind, at de skulle kjende det Land, som I have foragtet.
12 Derfor, saa sagde Israels Hellige: Efterdi I forkaste dette Ord, og forlade eder paa Vold og Afvigelse, og støtte eder derved,
6 Og de sagde ikke: Hvor er Herren, han, som førte os op af Ægypti Land, han, som ledede os i Ørken, i et Land, som var øde og (fuldt af) Grave, i et tørt og Dødens Skygges Land, i et Land, som Ingen haver (tilforn) vandret igjennem, og hvor intet Menneske boer?
11 Saa svoer jeg i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke indgaae til min Hvile.
36 Og de Mænd, som Mose havde sendt til at bespeide Landet, og som vare komne igjen og kom al Menigheden til at knurre imod ham, idet de udførte ondt Rygte om Landet,
9 Og Mose sagde saaledes til Israels Børn; men de hørte ikke Mose for Aands Angest og for den haarde Trældom.
16 Fordi Herren ikke formaaede at føre dette Folk i det Land, som han havde svoret dem, derfor har han slagtet dem i Ørken.