Salmenes bok 78:17
Dog bleve de endnu ved at synde imod ham, at forbittre den Høieste i Ørken.
Dog bleve de endnu ved at synde imod ham, at forbittre den Høieste i Ørken.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
40Hvor tidt forbittrede de ham i Ørken, de bedrøvede ham i de øde Stæder.
41Thi de kom igjen og fristede Gud, og mestrede den Hellige i Israel.
56Men de fristede og forbittrede den høieste Gud, og holdt ikke hans Vidnesbyrd.
18Og de fristede Gud i deres Hjerte, da de begjærede Mad for deres Sjæle.
19Og de talede imod Gud, de sagde: Mon Gud kunde berede et Bord i Ørken?
20See, han haver slaget Klippen, at der flød Vand, og Bækkene løbe over; mon han kunde og give Brød? mon han kunde beskikke Kjød for sit Folk?
14Men de fik stor Begjærlighed i Ørken, og fristede Gud paa det øde (Sted).
30De havde ikke endnu styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund,
31da opkom Guds Vrede paa dem og ihjelslog Nogle iblandt de Fedeste af dem, og han nedslog de Udvalgte i Israel.
32Med alt dette syndede de endnu, og troede ikke paa hans underlige Gjerninger.
15Han adskilte Klipperne i Ørken, og gav dem at drikke som af store Afgrunde.
16Og han udførte flydende (Vande) af en Klippe, og lod Vand fare ned som Floder.
58Og de opirrede ham med deres Høie, og gjorde ham nidkjær med deres udskaarne Billeder.
16hvo vare da vel de, som hørte den, og dog forbittrede ham? Mon ikke Alle, som udgik af Ægypten ved Moses?
17Men paa hvilke harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis Legemer faldt i Ørkenen?
18enddog de gjorde sig en støbt Kalv og sagde: Det er din Gud, som opførte dig af Ægypten, og de gjorde store Bespottelser.
22Desligeste gjorde I Herren vred i Tabeera og i Massa og i Kibroth-Hattaava.
26Men de bleve gjenstridige og vare opsætsige imod dig, og kastede din Lov bag deres Ryg og ihjelsloge dine Propheter, som vidnede for dem for at omvende dem til dig, og de gjorde store Bespottelser.
11— fordi de vare gjenstridige imod Guds Ord og havde foragtet den Høiestes Raad.
32De fortørnede ham ogsaa ved Trættevandet, og det gik Mose ilde for deres Skyld.
33Thi de forbittrede hans Aand, at han talede ubetænksomt med sine Læber.
24De foragtede og det ønskelige Land, de troede ikke paa hans Ord.
25Men de murrede i deres Pauluner, de hørte ikke paa Herrens Røst.
26Og han (svoer) dem med oprakt Haand, at (han vilde) lade dem falde i Ørken,
29Og de opirrede ham med deres Idrætter, saa at en Plage gjorde et Rift iblandt dem.
7Kom ihu, glem ikke, at du fortørnede Herren din Gud i Ørken; fra den Dag, da du udgik af Ægypti Land, indtil I ere komne til dette Sted, have I været gjenstridige imod Herren.
8Og I fortørnede Herren ved Horeb, og Herren blev vred paa eder, at han vilde ødelagt eder,
16De have gjort ham nidkjær ved Fremmede; med Vederstyggeligheder have de opirret ham.
16Men de og vore Fædre handlede hovmodeligen, og de forhærdede deres Nakke og hørte ikke dine Bud.
8da forhærder ikke eders Hjerter, som (det skede) i Forbittrelsen paa Fristelsens Dag i Ørkenen,
9hvor eders Fædre fristede mig, prøvede mig, enddog de saae mine Gjerninger i fyrretyve Aar.
10Derfor harmedes jeg paa hiin Slægt og sagde: De fare altid vild i Hjertet, og selv kjende de ikke mine Veie.
11Og de havde gjort Røgelse der paa alle Høie, ligesom Hedningerne, hvilke Herren havde bortført fra deres Ansigt, og de havde gjort onde Stykker til at opirre Herren.
43Han friede dem mange Gange; men de, de forbittrede (ham) med deres Raad, og de bleve nedtrykte for deres Misgjerningers Skyld.
14efterdi I vare gjenstridige imod min Mund i den Ørk Zin, der Menigheden kivede, der I skulde helliget mig ved Vandet for deres Øine; det er Kivevandet i Kades, udi den Ørk Zin.
5men Gud havde ikke Behag i de Fleste af dem; thi de bleve nedslagne i Ørkenen.
10De holdt ikke Guds Pagt, og vægrede sig ved at vandre i hans Lov.
11Og de glemte hans Gjerninger og hans underlige Ting, som han havde ladet dem see.
2Og al Israels Børns Menighed knurrede imod Mose og imod Aron i Ørken.
7Ligesom de bleve mangfoldige, saa syndede de imod mig; jeg vil omskifte deres Ære til Skam.
22Thi alle de Mænd, som have seet min Herlighed og mine Tegn, som jeg gjorde i Ægypten og i Ørken, og have nu fristet mig ti Gange og ikke hørt paa min Røst,
40Og om Morgenen stode de tidlig op, og gik op ovenpaa Bjerget, og sagde: See, her ere vi, og vi ville drage op til det Sted, som Herren haver talet om, thi vi have syndet.
2Og Folket kivede med Mose, og de sagde: Giver os Vand, at vi kunne drikke; og Mose sagde til dem: Hvad ville I kive med mig? hvad ville I friste Herren?
3Og Folket tørstede der efter Vand, og Folket knurrede imod Mose, og de sagde: Hvorfor førte du os op fra Ægypten, at lade mig og mine Børn og mit Fæ døe af Tørst?
8da forhærder ikke eders Hjerte, som (det skede) i Meriba, som paa Fristelsens Dag udi Ørken,
9hvor eders Fædre fristede mig; de prøvede mig, ja de saae min Gjerning.
18Og henved fyrretyve Aars Tid fordrog han deres Sæder i Ørkenen.
22Og Juda gjorde det Onde for Herrens Øine, og de opvakte ham mere til Nidkjærhed end alt det, deres Fædre havde gjort, med deres Synder, som de syndede.
11Og Herren sagde til Mose: Hvor længe skal dette Folk opirre mig? og hvor længe ville de ikke troe paa mig, ved alle de Tegn, som jeg haver gjort midt iblandt dem?
26Men I vilde ikke drage op, og I vare Herrens eders Guds Mund gjenstridige.