5 Mosebok 9:22

Original Norsk Bibel 1866

Desligeste gjorde I Herren vred i Tabeera og i Massa og i Kibroth-Hattaava.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • 2 Mos 17:7 : 7 Saa kaldte han Stedets Navn Massa og Meriba, for Israels Børns Kiv, og fordi de havde fristet Herren og sagt: Monne Herren være iblandt os, eller ei?
  • 4 Mos 11:34 : 34 Og man kaldte det samme Steds Navn Kibroth-Hattaava, fordi man begrov der Folket, dem, som havde været begjærlige.
  • 4 Mos 11:1-5 : 1 Og det skede, der Folket murrede, da var det mishageligt for Herrens Øren; og Herren hørte det, og hans Vrede optændtes, og Herrens Ild brændte iblandt dem og fortærede (en Deel) af det Yderste i Leiren. 2 Da raabte Folket til Mose; og Mose bad til Herren, saa blev Ilden dæmpet. 3 Og han kaldte det samme Steds Navn Tabeera; thi Herrens Ild brændte iblandt dem. 4 Og det menige Folk, som var midt iblandt dem, fik stor Begjærlighed; derfor begyndte ogsaa Israels Børn igjen at græde og sagde: Hvo vil give os Kjød at æde? 5 Vi komme ihu den Fisk, som vi aade for Intet i Ægypten, Græskarrene og Melonerne og Løgene og Rødløgene og Hvidløgene.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 87%

    7Kom ihu, glem ikke, at du fortørnede Herren din Gud i Ørken; fra den Dag, da du udgik af Ægypti Land, indtil I ere komne til dette Sted, have I været gjenstridige imod Herren.

    8Og I fortørnede Herren ved Horeb, og Herren blev vred paa eder, at han vilde ødelagt eder,

  • 18enddog de gjorde sig en støbt Kalv og sagde: Det er din Gud, som opførte dig af Ægypten, og de gjorde store Bespottelser.

  • 79%

    23Og da Herren sendte eder fra Kades-Barnea og sagde: Gaaer op og indtager Landet, som jeg haver givet eder, da vare I Herrens eders Guds Mund gjenstridige, og troede ikke paa ham, og hørte ikke paa hans Røst.

    24I have været gjenstridige mod Herren, saa længe som jeg haver kjendt eder.

  • 16I skulle ikke friste Herren eders Gud, saasom I fristede ham i Massa.

  • 7Saa kaldte han Stedets Navn Massa og Meriba, for Israels Børns Kiv, og fordi de havde fristet Herren og sagt: Monne Herren være iblandt os, eller ei?

  • 34Der Herren hørte eders Ords Røst, da blev han vred, og svoer og sagde:

  • 14efterdi I vare gjenstridige imod min Mund i den Ørk Zin, der Menigheden kivede, der I skulde helliget mig ved Vandet for deres Øine; det er Kivevandet i Kades, udi den Ørk Zin.

  • 3Og han kaldte det samme Steds Navn Tabeera; thi Herrens Ild brændte iblandt dem.

  • 76%

    26Men I vilde ikke drage op, og I vare Herrens eders Guds Mund gjenstridige.

    27Og I murrede i eders Pauluner og sagde: Fordi Herren hader os, haver han udført os af Ægypti Land, at give os i Amoriternes Haand til at fordærve os.

  • 18Og I, I vende tilbage idag fra Herren; og det skeer, om I ere idag gjenstridige imod Herren, at han herefter bliver vred paa al Israels Menighed.

  • 1Og det skede, der Folket murrede, da var det mishageligt for Herrens Øren; og Herren hørte det, og hans Vrede optændtes, og Herrens Ild brændte iblandt dem og fortærede (en Deel) af det Yderste i Leiren.

  • 32De fortørnede ham ogsaa ved Trættevandet, og det gik Mose ilde for deres Skyld.

  • 51fordi at I forgrebe eder imod mig midt iblandt Israels Børn ved Kivevandet i Kades, i den Ørk Zin, fordi I ikke helligede mig midt iblandt Israels Børn.

  • 40Hvor tidt forbittrede de ham i Ørken, de bedrøvede ham i de øde Stæder.

  • 9hvor eders Fædre fristede mig, prøvede mig, enddog de saae mine Gjerninger i fyrretyve Aar.

  • 74%

    33Der Kjødet var endnu imellem Tænderne paa dem, før det blev aldeles fortæret, da optændtes Herrens Vrede imod Folket, og Herren slog paa Folket med en saare stor Plage.

    34Og man kaldte det samme Steds Navn Kibroth-Hattaava, fordi man begrov der Folket, dem, som havde været begjærlige.

  • 10Og Herrens Vrede optændtes den samme Dag, og han svoer og sagde:

  • 16Og jeg saae, og see, I havde syndet imod Herren eders Gud, I havde gjort eder en støbt Kalv; I vare snart vegne af fra den Vei, som Herren havde budet eder.

  • 3Og Israel føiede sig til Baal-Peor; da optændtes Herrens Vrede imod Israel.

  • 17Dog bleve de endnu ved at synde imod ham, at forbittre den Høieste i Ørken.

  • 22Thi alle de Mænd, som have seet min Herlighed og mine Tegn, som jeg gjorde i Ægypten og i Ørken, og have nu fristet mig ti Gange og ikke hørt paa min Røst,

  • 37Herren blev endog vred paa mig for eders Skyld og sagde: Du skal ikke heller komme derind.

  • 43Der jeg sagde eder det, da vilde I ikke høre mig; og I vare Herrens Mund gjenstridige, og formastede eder hovmodeligen, og droge op paa Bjerget.

  • 16De have gjort ham nidkjær ved Fremmede; med Vederstyggeligheder have de opirret ham.

  • 21Men eders Synd, den Kalv, som I havde gjort, tog jeg og opbrændte den med Ild, og stødte den og malede den vel, indtil den blev til Pulver, til Støv, og jeg kastede dens Støv i Bækken, som flyder ned af Bjerget.

  • 58Og de opirrede ham med deres Høie, og gjorde ham nidkjær med deres udskaarne Billeder.

  • 5og hvad han haver gjort ved eder i Ørken, indtil I ere komne til dette Sted,

  • 21Derfor hørte Herren det og blev fortørnet, og en Ild optændtes i Jakob, og en Vrede kom ogsaa op i Israel,

  • 11Og Herren sagde til Mose: Hvor længe skal dette Folk opirre mig? og hvor længe ville de ikke troe paa mig, ved alle de Tegn, som jeg haver gjort midt iblandt dem?

  • 8at opirre mig med eders Hænders Gjerninger ved at gjøre Røgelse for andre Guder i Ægypti Land, som I ere indkomne udi til at være fremmede der; paa det (jeg skal) udrydde eder, og paa det at I skulle blive til en Forbandelse og til en Forhaanelse iblandt alle Hedningerne paa Jorden?

  • 12Og Herren sagde til mig: Gjør dig rede, gak snart ned herfra, thi dit Folk, som du udførte af Ægypten, haver fordærvet sig; de ere snart afvegne fra den Vei, som jeg bød dem, de have gjort sig et støbt Billede.

  • 10Og Mose hørte Folket græde iblandt deres Slægter, hver i sit Pauluns Dør; og Herrens Vrede optændtes saare, ogsaa var det ondt for Mose Øine.

  • 11Og Mose bad ydmygeligen for Herrens sin Guds Ansigt, og sagde: Herre, hvorfor skal din Vrede optændes imod dit Folk, som du udførte af Ægypti Land med stor Kraft og med en stærk Haand?

  • 2Og Folket kivede med Mose, og de sagde: Giver os Vand, at vi kunne drikke; og Mose sagde til dem: Hvad ville I kive med mig? hvad ville I friste Herren?

  • 32Men I troede ikke formedelst dette Ord paa Herren eders Gud,

  • 19Thi jeg gruede for den Vrede og den Hastighed, med hvilken Herren var vred paa eder, til at ødelægge eder; men Herren hørte mig ogsaa denne Gang.

  • 26Men de bleve gjenstridige og vare opsætsige imod dig, og kastede din Lov bag deres Ryg og ihjelsloge dine Propheter, som vidnede for dem for at omvende dem til dig, og de gjorde store Bespottelser.

  • 29Og de opirrede ham med deres Idrætter, saa at en Plage gjorde et Rift iblandt dem.

  • 16Og de reiste fra Sinai Ørk, og de leirede sig i Kibroth-Hattaava.

  • 14Men de fik stor Begjærlighed i Ørken, og fristede Gud paa det øde (Sted).

  • 16Men de og vore Fædre handlede hovmodeligen, og de forhærdede deres Nakke og hørte ikke dine Bud.

  • 17Men paa hvilke harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis Legemer faldt i Ørkenen?

  • 13Dette er Kivevandet, der, hvor Israels Børn kivede mod Herren; og han blev helliggjort i dem.

  • 20Og Herrens Vrede optændtes over Israel, og han sagde: Efterdi dette Folk har overtraadt min Pagt, som jeg har budet deres Fædre, og de løde ikke min Røst,

  • 9hvor eders Fædre fristede mig; de prøvede mig, ja de saae min Gjerning.

  • 2Og al Israels Børns Menighed knurrede imod Mose og imod Aron i Ørken.