5 Mosebok 9:19
Thi jeg gruede for den Vrede og den Hastighed, med hvilken Herren var vred paa eder, til at ødelægge eder; men Herren hørte mig ogsaa denne Gang.
Thi jeg gruede for den Vrede og den Hastighed, med hvilken Herren var vred paa eder, til at ødelægge eder; men Herren hørte mig ogsaa denne Gang.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
20 Herren blev ogsaa saare vred paa Aron, saa at han vilde ødelægge ham; men jeg bad og for Aron paa den samme Tid.
21 Men eders Synd, den Kalv, som I havde gjort, tog jeg og opbrændte den med Ild, og stødte den og malede den vel, indtil den blev til Pulver, til Støv, og jeg kastede dens Støv i Bækken, som flyder ned af Bjerget.
22 Desligeste gjorde I Herren vred i Tabeera og i Massa og i Kibroth-Hattaava.
24 I have været gjenstridige mod Herren, saa længe som jeg haver kjendt eder.
25 Da faldt jeg ned for Herrens Ansigt fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, i hvilke jeg faldt ned; thi Herren havde sagt, at han vilde ødelægge eder.
26 Og jeg bad til Herren og sagde: Herre, Herre, fordærv ikke dit Folk og din Arv, som du igjenløste med din store (Kraft), som du udførte af Ægypten med en stærk Haand.
15 Og jeg vendte mig og gik ned af Bjerget, og Bjerget brændte med Ild; og jeg havde de to Pagtens Tavler i begge mine Hænder.
16 Og jeg saae, og see, I havde syndet imod Herren eders Gud, I havde gjort eder en støbt Kalv; I vare snart vegne af fra den Vei, som Herren havde budet eder.
17 Da tog jeg fat paa begge Tavlerne, og kastede dem af begge mine Hænder, og jeg sønderbrød dem for eders Øine.
18 Og jeg faldt ned for Herrens Ansigt, som første (Gang), fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, jeg aad ikke Brød og drak ei Vand, for alle eders Synders Skyld, som I syndede, at gjøre det Onde for Herrens Øine, at opirre ham.
7 Kom ihu, glem ikke, at du fortørnede Herren din Gud i Ørken; fra den Dag, da du udgik af Ægypti Land, indtil I ere komne til dette Sted, have I været gjenstridige imod Herren.
8 Og I fortørnede Herren ved Horeb, og Herren blev vred paa eder, at han vilde ødelagt eder,
9 da jeg var opgangen paa Bjerget, at modtage de Steentavler, den Pagtes Tavler, som Herren gjorde med eder; og jeg blev paa Bjerget fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, jeg aad ikke Brød og drak ei Vand.
10 Og Herren gav mig de to Steentavler, skrevne med Guds Finger; og paa dem (var skrevet) efter alle de Ord, som Herren talede med eder paa Bjerget, midt af Ilden, paa Forsamlingens Dag.
11 Og det skede, der de fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter havde Ende, da gav Herren mig to Steentavler, Pagtens Tavler.
10 Og jeg stod paa Bjerget, som de første Dage, fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter; og Herren hørte mig ogsaa denne Gang, Herren vilde ikke fordærve dig.
26 Men Herren blev fortørnet paa mig for eders Skyld, og vilde ikke høre mig; men Herren sagde til mig: Lad det være dig nok, bliv ikke ved at tale til mig ydermere om denne Sag.
23 Og jeg bad Herren om Naade paa den samme Tid, og sagde:
37 Herren blev endog vred paa mig for eders Skyld og sagde: Du skal ikke heller komme derind.
5 Jeg stod imellem Herren og eder paa den samme Tid, at give eder Herrens Ord tilkjende; thi I frygtede for Ildens Aasyn og gik ikke op paa Bjerget, og han sagde:
16 efter alt det, du begjærede af Herren din Gud i Horeb paa Forsamlingens Dag, og sagde: Jeg kan ikke blive ved at høre Herrens min Guds Røst, og ikke ydermere see denne store Ild, at jeg skal ikke døe.
34 Der Herren hørte eders Ords Røst, da blev han vred, og svoer og sagde:
10 Nu (er det) i mit Hjerte at gjøre en Pagt for Herren, Israels Gud, at han maa vende sin grumme Vrede af fra os.
11 Og Mose bad ydmygeligen for Herrens sin Guds Ansigt, og sagde: Herre, hvorfor skal din Vrede optændes imod dit Folk, som du udførte af Ægypti Land med stor Kraft og med en stærk Haand?
12 Hvorfor skulle Ægypterne tale og sige: Han haver udført dem til det Onde, for at ihjelslaae dem paa Bjergene og ødelægge dem af Jorderige? vend om fra din grumme Vrede, og lad det Onde fortryde dig, hvormed du haver truet dit Folk.
19 Fordi dit Hjerte er blevet blødt, og du er ydmyget for Herrens Ansigt, da du hørte, hvad jeg haver talet imod dette Sted og imod dets Indbyggere, at de skulle blive til en Ødelæggelse og til en Forbandelse, og du sønderrev dine Klæder og græd for mit Ansigt, saa haver jeg, jeg ogsaa hørt det, siger Herren.
4 Og jeg bad til Herren min Gud, og bekjendte og sagde: Ak Herre! du store og forfærdelige Gud, den, som holder Pagt og Miskundhed med dem, som elske ham, og med dem, som holde hans Bud!
9 For mit Navns Skyld vil jeg længe forhale min Vrede, og for min Prises Skyld vil jeg afholde mig, dig (tilgode), at jeg skal ikke udrydde dig.
9 Da talede jeg til eder paa den samme Tid og sagde: Jeg kan ikke alene bære eder.
21 Og Herren blev vred paa mig for eders Handelers Skyld, og svoer, at jeg skulde ikke gaae over Jordanen, ei heller komme ind i det gode Land, som Herren din Gud giver dig til Arv.
9 Og Herrens Vrede optændtes imod dem, og han gik bort.
10 Og Herren talede til Mose og sagde:
11 Pinehas, Eleasars Søn, Arons, Præstens, Søn, haver vendt min Grumhed fra Israels Børn, idet han var nidkjær med min Nidkjærhed midt iblandt dem, saa at jeg haver ikke gjort Ende paa Israels Børn i min Nidkjærhed.
21 Derfor hørte Herren det og blev fortørnet, og en Ild optændtes i Jakob, og en Vrede kom ogsaa op i Israel,
1 Til Sangmesteren paa Strængeleg; paa Scheminith; Davids Psalme.
10 Og Herrens Vrede optændtes den samme Dag, og han svoer og sagde:
20 Og der jeg endnu talede og bad og bekjendte min Synd og mit Folks Israels Synd, og lod min (ydmyge) Begjæring falde for Herrens min Guds Ansigt, for min Guds hellige Bjergs Skyld,
10 Og Mose hørte Folket græde iblandt deres Slægter, hver i sit Pauluns Dør; og Herrens Vrede optændtes saare, ogsaa var det ondt for Mose Øine.
45 Der I kom tilbage og græd for Herrens Ansigt, da hørte Herren ikke paa eders Røst og bøiede ikke Øret til eder.
22 Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
19 Kjære, forlad dette Folks Misgjerning efter din store Miskundhed, og ligesom du haver tilgivet dette Folk, fra Ægypten og hidindtil.
21 og saa frygteligt var Synet, at Moses sagde: Jeg er forfærdet og bæver;
2 Da raabte Folket til Mose; og Mose bad til Herren, saa blev Ilden dæmpet.
27 Fordi dit Hjerte er blevet blødt, og du ydmygede dig for Guds Ansigt, der du hørte hans Ord imod dette Sted og imod dets Indbyggere, ja du ydmygede dig for mit Ansigt og sønderrev dine Klæder og græd for mit Ansigt, saa haver jeg ogsaa hørt dig, siger Herren.
29 Da sagde jeg til eder: Lader eder ikke forfærde, og frygter ei for dem.
5 Og jeg sagde: Ak Herre, Himmelens Gud! den store og den forfærdelige Gud, som holder Pagten og Miskundheden med dem, som ham elske og holde hans Bud!
17 Ja de vægrede sig for at høre dem og kom ikke dine underlige Ting ihu, som du gjorde med dem, men forhærdede deres Nakke og satte en Høvedsmand for at vende tilbage til deres Trældomstjeneste i deres Gjenstridighed; men du er Forladelsers Gud, naadig og barmhjertig, langmodig og af megen Miskundhed, og forlod dem ikke;
13 Og Herren sagde til mig, sigende: Jeg haver seet dette Folk, og see, det er et haardnakket Folk.
4 Da raabte Mose til Herren og sagde: Hvad skal jeg gjøre ved dette Folk? om et Lidet, saa stene de mig.
1 Davids Psalme, at lade ihukomme.