4 Mosebok 32:10

Original Norsk Bibel 1866

Og Herrens Vrede optændtes den samme Dag, og han svoer og sagde:

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • 4 Mos 14:11 : 11 Og Herren sagde til Mose: Hvor længe skal dette Folk opirre mig? og hvor længe ville de ikke troe paa mig, ved alle de Tegn, som jeg haver gjort midt iblandt dem?
  • 4 Mos 14:21 : 21 Men sandeligen, saa sandt som jeg lever, da skal alt Landet opfyldes med Herrens Herlighed.
  • 4 Mos 14:23 : 23 de skulle ikke see det Land, som jeg haver svoret deres Fædre; ja Ingen af dem, som have opirret mig, skal see det.
  • 4 Mos 14:29 : 29 Eders døde Kroppe skulle falde i denne Ørk, og alle eders Talte efter alt eders Tal, fra tyve Aar gamle og derover, I, som have knurret imod mig.
  • 5 Mos 1:34-40 : 34 Der Herren hørte eders Ords Røst, da blev han vred, og svoer og sagde: 35 Der skal ingen af disse Mænd, af denne onde Slægt, see det gode Land, som jeg svoer at give eders Fædre. 36 uden Caleb, Jephunne Søn, han skal see det, og ham vil jeg give det Land, som han haver traadt paa, og hans Børn, fordi han haver fuldkommeligen efterfulgt Herren. 37 Herren blev endog vred paa mig for eders Skyld og sagde: Du skal ikke heller komme derind. 38 Josva, Nuns Søn, som staaer for dit Ansigt, han skal komme der; styrk ham, thi han skal dele det til Arv iblandt Israel. 39 Og eders smaae Børn, om hvilke I sagde: De skulle blive til Rov, og eders Sønner, som ikke paa denne Dag forstaae Godt eller Ondt, de skulle komme derind; og jeg vil give dem det, og de skulle arve det. 40 Men I, vender eder og reiser til Ørken, paa Veien til det røde Hav.
  • Sal 95:11 : 11 saa at jeg haver svoret i min Vrede, at de skulle ikke komme til min Hvile.
  • Esek 20:15 : 15 Og jeg, jeg opløftede ogsaa min Haand til dem i Ørken, at jeg vilde ikke føre dem til det Land, som jeg havde givet (dem), som flyder med Melk og Honning, — det er det deiligste af alle Landene —
  • Hebr 3:8-9 : 8 da forhærder ikke eders Hjerter, som (det skede) i Forbittrelsen paa Fristelsens Dag i Ørkenen, 9 hvor eders Fædre fristede mig, prøvede mig, enddog de saae mine Gjerninger i fyrretyve Aar. 10 Derfor harmedes jeg paa hiin Slægt og sagde: De fare altid vild i Hjertet, og selv kjende de ikke mine Veie. 11 Saa svoer jeg i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke indgaae til min Hvile. 12 Seer til, Brødre! at der ikke nogensinde i Nogen af eder skal være et ondt, vantro Hjerte, saa at han affalder fra den levende Gud. 13 Men formaner eder selv hver Dag, saalænge det hedder Idag, paa det ikke Nogen af eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag. 14 Thi vi ere blevne deelagtige i Christo, saafremt vi bevare vor første sikkre Forvisning fast indtil Enden. 15 Idet der siges: Idag, dersom I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter, som (det skede) i Forbittrelsen; 16 hvo vare da vel de, som hørte den, og dog forbittrede ham? Mon ikke Alle, som udgik af Ægypten ved Moses? 17 Men paa hvilke harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis Legemer faldt i Ørkenen? 18 Og om hvilke svoer han, at de ikke skulde indgaae til hans Hvile, uden om dem, som vare blevne vantroe? 19 Vi see altsaa, at de ikke kunde indgaae formedelst Vantro.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 85%

    34 Der Herren hørte eders Ords Røst, da blev han vred, og svoer og sagde:

    35 Der skal ingen af disse Mænd, af denne onde Slægt, see det gode Land, som jeg svoer at give eders Fædre.

  • 11 Disse Mænd, som ere opgangne af Ægypten, fra tyve Aar gamle og derover, skulle ikke see det Land, som jeg haver svoret Abraham, Isak og Jakob; thi de have ikke fuldkommeligen efterfulgt mig;

  • 82%

    13 Saa optændtes Herrens Vrede imod Israel, og han lod dem vanke hid og did i Ørken fyrretyve Aar, indtil al den Slægt fik Ende, som gjorde det Onde for Herrens Øine.

    14 Og see, I ere opstandne i eders Fædres Sted, en Mængde af syndige Mennesker, at gjøre Herrens grumme Vrede endnu større imod Israel.

  • 37 Herren blev endog vred paa mig for eders Skyld og sagde: Du skal ikke heller komme derind.

  • 21 Og Herren blev vred paa mig for eders Handelers Skyld, og svoer, at jeg skulde ikke gaae over Jordanen, ei heller komme ind i det gode Land, som Herren din Gud giver dig til Arv.

  • 20 Og Herrens Vrede optændtes over Israel, og han sagde: Efterdi dette Folk har overtraadt min Pagt, som jeg har budet deres Fædre, og de løde ikke min Røst,

  • 76%

    10 Fyrretyve Aar kjededes jeg ved den Slægt og sagde: De ere et Folk, som farer vild med Hjertet; men de, de kjendte ikke mine Veie;

    11 saa at jeg haver svoret i min Vrede, at de skulle ikke komme til min Hvile.

  • 21 Derfor hørte Herren det og blev fortørnet, og en Ild optændtes i Jakob, og en Vrede kom ogsaa op i Israel,

  • 11 Saa svoer jeg i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke indgaae til min Hvile.

  • 76%

    22 Thi alle de Mænd, som have seet min Herlighed og mine Tegn, som jeg gjorde i Ægypten og i Ørken, og have nu fristet mig ti Gange og ikke hørt paa min Røst,

    23 de skulle ikke see det Land, som jeg haver svoret deres Fædre; ja Ingen af dem, som have opirret mig, skal see det.

  • 16 Fordi Herren ikke formaaede at føre dette Folk i det Land, som han havde svoret dem, derfor har han slagtet dem i Ørken.

  • 76%

    8 Saa gjorde eders Fædre, der jeg sendte dem af Kades-Barnea, til at besee Landet.

    9 Thi de gik op til Escols Bæk og besaae Landet, og de forvendte Israels Børns Hjerte, at de ikke vilde komme i Landet, som Herren havde givet dem.

  • 26 Men Herren blev fortørnet paa mig for eders Skyld, og vilde ikke høre mig; men Herren sagde til mig: Lad det være dig nok, bliv ikke ved at tale til mig ydermere om denne Sag.

  • 26 Og han (svoer) dem med oprakt Haand, at (han vilde) lade dem falde i Ørken,

  • 27 derfor er Herrens Vrede optændt imod dette Land, at han haver ført al den Forbandelse over det, som skreven er i denne Bog.

  • 17 Men paa hvilke harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis Legemer faldt i Ørkenen?

  • 8 Og I fortørnede Herren ved Horeb, og Herren blev vred paa eder, at han vilde ødelagt eder,

  • 32 De fortørnede ham ogsaa ved Trættevandet, og det gik Mose ilde for deres Skyld.

  • 22 Desligeste gjorde I Herren vred i Tabeera og i Massa og i Kibroth-Hattaava.

  • 10 Og Mose hørte Folket græde iblandt deres Slægter, hver i sit Pauluns Dør; og Herrens Vrede optændtes saare, ogsaa var det ondt for Mose Øine.

  • 6 Thi Israels Børn vandrede fyrretyve Aar i Ørken, indtil at alt det Folk, Krigsfolket, som udgik af Ægypten, var uddød, som ikke hørte Herrens Røst; saa at Herren svoer dem, at han vilde ikke lade dem see det Land, som Herren havde svoret deres Fædre at give os, et Land, som flyder med Melk og Honning.

  • 74%

    14 Men de Dage, som vi droge fra Kades-Barnea, indtil vi kom over den Bæk Sered, vare otte og tredive Aar, indtil al den Slægt af Krigsmændene fik Ende midt ud af Leiren, saasom Herren havde svoret dem.

    15 Tilmed var og Herrens Haand imod dem, til at forstyrre dem af Leiren, indtil de fik Ende.

  • 74%

    10 Og lad mig nu fare frem, at min Vrede maa optændes mod dem, og jeg vil fortære dem og gjøre dig til et stort Folk.

    11 Og Mose bad ydmygeligen for Herrens sin Guds Ansigt, og sagde: Herre, hvorfor skal din Vrede optændes imod dit Folk, som du udførte af Ægypti Land med stor Kraft og med en stærk Haand?

    12 Hvorfor skulle Ægypterne tale og sige: Han haver udført dem til det Onde, for at ihjelslaae dem paa Bjergene og ødelægge dem af Jorderige? vend om fra din grumme Vrede, og lad det Onde fortryde dig, hvormed du haver truet dit Folk.

  • 51 fordi at I forgrebe eder imod mig midt iblandt Israels Børn ved Kivevandet i Kades, i den Ørk Zin, fordi I ikke helligede mig midt iblandt Israels Børn.

  • 27 Og I murrede i eders Pauluner og sagde: Fordi Herren hader os, haver han udført os af Ægypti Land, at give os i Amoriternes Haand til at fordærve os.

  • 9 Og Herrens Vrede optændtes imod dem, og han gik bort.

  • 31 da opkom Guds Vrede paa dem og ihjelslog Nogle iblandt de Fedeste af dem, og han nedslog de Udvalgte i Israel.

  • 11 Og Herren sagde til Mose: Hvor længe skal dette Folk opirre mig? og hvor længe ville de ikke troe paa mig, ved alle de Tegn, som jeg haver gjort midt iblandt dem?

  • 16 Og han sagde: Thi der er en (udrakt) Haand paa Herrens Throne; Herrens Strid skal være imod Amalek, fra Slægt til Slægt.

  • 19 Og Herren saae det og blev vred for sine Sønners og Døttres Fortørnelses Skyld.

  • 15 Og jeg, jeg opløftede ogsaa min Haand til dem i Ørken, at jeg vilde ikke føre dem til det Land, som jeg havde givet (dem), som flyder med Melk og Honning, — det er det deiligste af alle Landene —

  • 33 Der Kjødet var endnu imellem Tænderne paa dem, før det blev aldeles fortæret, da optændtes Herrens Vrede imod Folket, og Herren slog paa Folket med en saare stor Plage.

  • 1 Og det skede, der Folket murrede, da var det mishageligt for Herrens Øren; og Herren hørte det, og hans Vrede optændtes, og Herrens Ild brændte iblandt dem og fortærede (en Deel) af det Yderste i Leiren.

  • 17 og Herrens Vrede optændes imod eder, og han lukker Himmelen til, at der ingen Regn kommer, og Jorden ikke giver sin Grøde, og I snart omkomme fra det gode Land, som Herren giver eder.

  • 11 Og Herren sagde til mig: Staa op, gak hen at reise for Folkets Ansigt, at de maae komme ind at eie Landet, hvilket jeg svoer deres Fædre at give dem.

  • 18 Og I, I vende tilbage idag fra Herren; og det skeer, om I ere idag gjenstridige imod Herren, at han herefter bliver vred paa al Israels Menighed.

  • 72%

    29 Eders døde Kroppe skulle falde i denne Ørk, og alle eders Talte efter alt eders Tal, fra tyve Aar gamle og derover, I, som have knurret imod mig.

    30 I skulle ikke komme i det Land, om hvilket jeg haver opløftet min Haand (og svoret) at lade eder boe deri, undtagen Caleb, Jephunne Søn, og Josva, Nuns Søn.

  • 10 Og Herren talede til Mose og sagde:

  • 35 Jeg Herren haver sagt: Jeg vil visseligen gjøre dette ved al denne onde Menighed, som haver forsamlet sig imod mig; de skulle faae Ende i denne Ørk og døe der.

  • 3 Og Israel føiede sig til Baal-Peor; da optændtes Herrens Vrede imod Israel.

  • 40 Da optændtes Herrens Vrede imod hans Folk, og han fik en Vederstyggelighed til sin Arv.