Salmene 78:21
Derfor hørte Herren det og blev fortørnet, og en Ild optændtes i Jakob, og en Vrede kom ogsaa op i Israel,
Derfor hørte Herren det og blev fortørnet, og en Ild optændtes i Jakob, og en Vrede kom ogsaa op i Israel,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
58 Og de opirrede ham med deres Høie, og gjorde ham nidkjær med deres udskaarne Billeder.
59 Der Gud det hørte, da blev han fortørnet, og han foragtede Israel saare.
34 Der Herren hørte eders Ords Røst, da blev han vred, og svoer og sagde:
1 Og det skede, der Folket murrede, da var det mishageligt for Herrens Øren; og Herren hørte det, og hans Vrede optændtes, og Herrens Ild brændte iblandt dem og fortærede (en Deel) af det Yderste i Leiren.
24 Hvo gav Jakob til at plyndres, og Israel til Røvere? mon ikke Herren? og han er den, vi syndede imod, og de vilde ikke vandre i hans Veie og ikke høre paa hans Lov.
25 Derfor udøste han sin Vredes Grumhed og Krigsmagt over ham, og stak Ild paa ham trindt omkring, men han forstod det ikke, og han fortærede ham, men han lagde det ikke paa Hjerte.
20 Og Herrens Vrede optændtes over Israel, og han sagde: Efterdi dette Folk har overtraadt min Pagt, som jeg har budet deres Fædre, og de løde ikke min Røst,
3 Han afhuggede hvert Israels Horn i (sin) fnysende Vrede, han drog sin høire Haand tilbage for Fjendens Ansigt, og der brænder i Jakob som en Ildslue; den haver fortæret trindt omkring.
31 da opkom Guds Vrede paa dem og ihjelslog Nogle iblandt de Fedeste af dem, og han nedslog de Udvalgte i Israel.
10 Og Herrens Vrede optændtes den samme Dag, og han svoer og sagde:
3 Og Israel føiede sig til Baal-Peor; da optændtes Herrens Vrede imod Israel.
21 De, de have gjort mig nidkjær ved det, som ikke er Gud, de opirrede mig ved deres Forfængeligheder; og jeg, jeg vil gjøre dem nidkjære ved det, som ikke er et Folk, ved et daarligt Folk vil jeg opirre dem.
22 Thi en Ild er optændt i min Vrede, og den skal brænde til det nederste Helvede; og den skal fortære Landet og dets Grøde, og sætte Ild paa Bjergenes Grundvolde.
8 Og Jorden bævede og rystede, Himmelens Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
9 Der opgik en Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; der bleve Kul optændte af ham.
7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; (og) han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab for hans Ansigt kom for hans Øren.
8 Og Jorden bævede og rystede, og Bjergenes Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
20 See, han haver slaget Klippen, at der flød Vand, og Bækkene løbe over; mon han kunde og give Brød? mon han kunde beskikke Kjød for sit Folk?
7 Men denne Gjerning var ond for Guds Øine, derfor slog han Israel.
22 Desligeste gjorde I Herren vred i Tabeera og i Massa og i Kibroth-Hattaava.
18 Og der blev en Ild optændt iblandt deres Hob, en Lue stak Ild paa de Ugudelige.
40 Da optændtes Herrens Vrede imod hans Folk, og han fik en Vederstyggelighed til sin Arv.
8 Og I fortørnede Herren ved Horeb, og Herren blev vred paa eder, at han vilde ødelagt eder,
27 derfor er Herrens Vrede optændt imod dette Land, at han haver ført al den Forbandelse over det, som skreven er i denne Bog.
13 Saa optændtes Herrens Vrede imod Israel, og han lod dem vanke hid og did i Ørken fyrretyve Aar, indtil al den Slægt fik Ende, som gjorde det Onde for Herrens Øine.
14 Og see, I ere opstandne i eders Fædres Sted, en Mængde af syndige Mennesker, at gjøre Herrens grumme Vrede endnu større imod Israel.
31 Derfor udøser jeg min Vrede over dem, jeg gjør Ende med dem ved min Grumheds Ild; jeg giver dem deres Vei paa deres Hoved, siger den Herre Herre.
5 Herre! hvor længe, vil du være vred evindeligen? skal din Nidkjærhed brænde som en Ild?
10 Og Mose hørte Folket græde iblandt deres Slægter, hver i sit Pauluns Dør; og Herrens Vrede optændtes saare, ogsaa var det ondt for Mose Øine.
19 Og Herren saae det og blev vred for sine Sønners og Døttres Fortørnelses Skyld.
21 Og Herren blev vred paa mig for eders Handelers Skyld, og svoer, at jeg skulde ikke gaae over Jordanen, ei heller komme ind i det gode Land, som Herren din Gud giver dig til Arv.
18 Thi Ugudelighed brænder som en Ild, der fortærer Torne og Riis, og sætter Ild paa de forviklede (Qviste) i Skoven, og de fare op med en høi Røg.
32 De fortørnede ham ogsaa ved Trættevandet, og det gik Mose ilde for deres Skyld.
20 Derfor sagde den Herre Herre saaledes: See, min Vrede og min Grumhed er udøst over dette Sted, over Mennesker og over Dyr, og over Træer paa Marken og over Landets Frugt, og den skal brænde og ikke udslukkes.
9 Og Herrens Vrede optændtes imod dem, og han gik bort.
62 Og han overantvordede sit Folk til Sværd, og blev fortørnet paa sin Arv.
2 Og Jakob blev saare vred paa Rachel og sagde: Mon jeg være i Guds Sted, som formener dig Livsens Frugt?
3 Og han kaldte det samme Steds Navn Tabeera; thi Herrens Ild brændte iblandt dem.
17 Jeg var vred for hans Gjerrigheds Ondskab og slog ham, idet jeg skjulte mig, og jeg var vred; og han gik forvendt paa sit Hjertes Vei.
7 Forbandet være deres Vrede, thi den er streng, og deres Hastighed, thi den er haard; jeg vil fordele dem i Jakob og adsprede dem i Israel.
37 Herren blev endog vred paa mig for eders Skyld og sagde: Du skal ikke heller komme derind.
16 De have gjort ham nidkjær ved Fremmede; med Vederstyggeligheder have de opirret ham.
26 Men Herren blev fortørnet paa mig for eders Skyld, og vilde ikke høre mig; men Herren sagde til mig: Lad det være dig nok, bliv ikke ved at tale til mig ydermere om denne Sag.
25 Derfor er Herrens Vrede optændt over hans Folk, og han udrakte sin Haand over det og slog det, at Bjergene bævede, og deres (døde) Kroppe vare som Skarnet midt paa Gaderne; i dette altsammen vender hans Vrede ikke tilbage, men hans Haand er endnu udrakt.
33 Der Kjødet var endnu imellem Tænderne paa dem, før det blev aldeles fortæret, da optændtes Herrens Vrede imod Folket, og Herren slog paa Folket med en saare stor Plage.