Salmenes bok 106:32
De fortørnede ham ogsaa ved Trættevandet, og det gik Mose ilde for deres Skyld.
De fortørnede ham ogsaa ved Trættevandet, og det gik Mose ilde for deres Skyld.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
33Thi de forbittrede hans Aand, at han talede ubetænksomt med sine Læber.
29Og de opirrede ham med deres Idrætter, saa at en Plage gjorde et Rift iblandt dem.
13Dette er Kivevandet, der, hvor Israels Børn kivede mod Herren; og han blev helliggjort i dem.
16Og de bare Avind imod Mose i Leiren, imod Aron, Herrens Hellige.
2Og Folket kivede med Mose, og de sagde: Giver os Vand, at vi kunne drikke; og Mose sagde til dem: Hvad ville I kive med mig? hvad ville I friste Herren?
3Og Folket tørstede der efter Vand, og Folket knurrede imod Mose, og de sagde: Hvorfor førte du os op fra Ægypten, at lade mig og mine Børn og mit Fæ døe af Tørst?
4Da raabte Mose til Herren og sagde: Hvad skal jeg gjøre ved dette Folk? om et Lidet, saa stene de mig.
14efterdi I vare gjenstridige imod min Mund i den Ørk Zin, der Menigheden kivede, der I skulde helliget mig ved Vandet for deres Øine; det er Kivevandet i Kades, udi den Ørk Zin.
15Og Mose talede til Herren og sagde:
23Og han sagde, at han vilde ødelægge dem, dersom Mose, hans Udvalgte, ikke havde staaet i Revnen for hans Ansigt, for at afvende hans Hastighed fra at fordærve (dem).
24De foragtede og det ønskelige Land, de troede ikke paa hans Ord.
25Men de murrede i deres Pauluner, de hørte ikke paa Herrens Røst.
26Og han (svoer) dem med oprakt Haand, at (han vilde) lade dem falde i Ørken,
22Desligeste gjorde I Herren vred i Tabeera og i Massa og i Kibroth-Hattaava.
40Hvor tidt forbittrede de ham i Ørken, de bedrøvede ham i de øde Stæder.
10Og Herrens Vrede optændtes den samme Dag, og han svoer og sagde:
7Saa kaldte han Stedets Navn Massa og Meriba, for Israels Børns Kiv, og fordi de havde fristet Herren og sagt: Monne Herren være iblandt os, eller ei?
51fordi at I forgrebe eder imod mig midt iblandt Israels Børn ved Kivevandet i Kades, i den Ørk Zin, fordi I ikke helligede mig midt iblandt Israels Børn.
17Dog bleve de endnu ved at synde imod ham, at forbittre den Høieste i Ørken.
23Saa kom de til Marah, men de kunde ikke drikke Vandet i Marah, thi det var beeskt; derfor kaldte han dens Navn Marah.
24Da knurrede Folket imod Mose og sagde: Hvad skulle vi drikke?
16hvo vare da vel de, som hørte den, og dog forbittrede ham? Mon ikke Alle, som udgik af Ægypten ved Moses?
17Men paa hvilke harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis Legemer faldt i Ørkenen?
16De have gjort ham nidkjær ved Fremmede; med Vederstyggeligheder have de opirret ham.
2Og Menigheden havde intet Vand; da forsamledes de mod Mose og mod Aron.
3Og Folket kivede med Mose, og de sagde, sigende: Gid vi havde og udgivet Aanden, der vore Brødre udgave Aanden for Herrens Ansigt.
43Han friede dem mange Gange; men de, de forbittrede (ham) med deres Raad, og de bleve nedtrykte for deres Misgjerningers Skyld.
2Og al Israels Børns Menighed knurrede imod Mose og imod Aron i Ørken.
9Og Mose sagde saaledes til Israels Børn; men de hørte ikke Mose for Aands Angest og for den haarde Trældom.
8Og I fortørnede Herren ved Horeb, og Herren blev vred paa eder, at han vilde ødelagt eder,
10Og Mose hørte Folket græde iblandt deres Slægter, hver i sit Pauluns Dør; og Herrens Vrede optændtes saare, ogsaa var det ondt for Mose Øine.
14Men de fik stor Begjærlighed i Ørken, og fristede Gud paa det øde (Sted).
11Og Mose bad ydmygeligen for Herrens sin Guds Ansigt, og sagde: Herre, hvorfor skal din Vrede optændes imod dit Folk, som du udførte af Ægypti Land med stor Kraft og med en stærk Haand?
12Hvorfor skulle Ægypterne tale og sige: Han haver udført dem til det Onde, for at ihjelslaae dem paa Bjergene og ødelægge dem af Jorderige? vend om fra din grumme Vrede, og lad det Onde fortryde dig, hvormed du haver truet dit Folk.
7Vore Fædre i Ægypten forstode ikke dine underlige Gjerninger, de kom ikke din megen Miskundhed ihu, men vare gjenstridige ved Havet, ved det røde Hav.
10Men de, de vare gjenstridige og bedrøvede hans Hellig-Aand; derfor omvendtes han for dem til en Fjende, han, han stred imod dem.
40Da optændtes Herrens Vrede imod hans Folk, og han fik en Vederstyggelighed til sin Arv.
15Da blev Mose saare vred og sagde til Herren: Vend dig ikke til deres Madoffer; jeg haver ikke taget eet Asen fra dem, og jeg haver ikke gjort Een ondt iblandt dem.
56Men de fristede og forbittrede den høieste Gud, og holdt ikke hans Vidnesbyrd.
9Og Herrens Vrede optændtes imod dem, og han gik bort.
37Herren blev endog vred paa mig for eders Skyld og sagde: Du skal ikke heller komme derind.
21Derfor hørte Herren det og blev fortørnet, og en Ild optændtes i Jakob, og en Vrede kom ogsaa op i Israel,
11Og Herren sagde til Mose: Hvor længe skal dette Folk opirre mig? og hvor længe ville de ikke troe paa mig, ved alle de Tegn, som jeg haver gjort midt iblandt dem?
58Og de opirrede ham med deres Høie, og gjorde ham nidkjær med deres udskaarne Billeder.
41Men Mose sagde: Hvorfor overtræde I Herrens Befaling? og det skal ikke lykkes.
31da opkom Guds Vrede paa dem og ihjelslog Nogle iblandt de Fedeste af dem, og han nedslog de Udvalgte i Israel.
32Med alt dette syndede de endnu, og troede ikke paa hans underlige Gjerninger.
11Og Mose opløftede sin Haand og slog Klippen med sin Kjep to Gange; da udgik meget Vand, saa at Menigheden drak, og deres Dyr.
34Der Herren hørte eders Ords Røst, da blev han vred, og svoer og sagde:
26Men Herren blev fortørnet paa mig for eders Skyld, og vilde ikke høre mig; men Herren sagde til mig: Lad det være dig nok, bliv ikke ved at tale til mig ydermere om denne Sag.