Salmenes bok 78:40
Hvor tidt forbittrede de ham i Ørken, de bedrøvede ham i de øde Stæder.
Hvor tidt forbittrede de ham i Ørken, de bedrøvede ham i de øde Stæder.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
17 Dog bleve de endnu ved at synde imod ham, at forbittre den Høieste i Ørken.
18 Og de fristede Gud i deres Hjerte, da de begjærede Mad for deres Sjæle.
19 Og de talede imod Gud, de sagde: Mon Gud kunde berede et Bord i Ørken?
20 See, han haver slaget Klippen, at der flød Vand, og Bækkene løbe over; mon han kunde og give Brød? mon han kunde beskikke Kjød for sit Folk?
41 Thi de kom igjen og fristede Gud, og mestrede den Hellige i Israel.
42 De kom ikke hans Haand ihu paa den Dag, da han forløste dem af Nød,
16 hvo vare da vel de, som hørte den, og dog forbittrede ham? Mon ikke Alle, som udgik af Ægypten ved Moses?
17 Men paa hvilke harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis Legemer faldt i Ørkenen?
14 Men de fik stor Begjærlighed i Ørken, og fristede Gud paa det øde (Sted).
56 Men de fristede og forbittrede den høieste Gud, og holdt ikke hans Vidnesbyrd.
8 da forhærder ikke eders Hjerter, som (det skede) i Forbittrelsen paa Fristelsens Dag i Ørkenen,
9 hvor eders Fædre fristede mig, prøvede mig, enddog de saae mine Gjerninger i fyrretyve Aar.
10 Derfor harmedes jeg paa hiin Slægt og sagde: De fare altid vild i Hjertet, og selv kjende de ikke mine Veie.
11 Saa svoer jeg i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke indgaae til min Hvile.
43 Han friede dem mange Gange; men de, de forbittrede (ham) med deres Raad, og de bleve nedtrykte for deres Misgjerningers Skyld.
44 Dog saae han (til dem), da de vare, i Angest, idet han hørte deres Raab.
38 Dog han, (som er) barmhjertig, forsonede Misgjerning og fordærvede ikke, men vendte sin Vrede mangfoldige Gange af fra dem, og vilde ikke opvække al sin Hastighed.
39 Og han kom ihu, at de vare Kjød, et Veir, som bortfarer og kommer ikke tilbage.
8 da forhærder ikke eders Hjerte, som (det skede) i Meriba, som paa Fristelsens Dag udi Ørken,
9 hvor eders Fædre fristede mig; de prøvede mig, ja de saae min Gjerning.
10 Fyrretyve Aar kjededes jeg ved den Slægt og sagde: De ere et Folk, som farer vild med Hjertet; men de, de kjendte ikke mine Veie;
18 Og henved fyrretyve Aars Tid fordrog han deres Sæder i Ørkenen.
11 Og Herren sagde til Mose: Hvor længe skal dette Folk opirre mig? og hvor længe ville de ikke troe paa mig, ved alle de Tegn, som jeg haver gjort midt iblandt dem?
32 De fortørnede ham ogsaa ved Trættevandet, og det gik Mose ilde for deres Skyld.
33 Thi de forbittrede hans Aand, at han talede ubetænksomt med sine Læber.
10 Men de, de vare gjenstridige og bedrøvede hans Hellig-Aand; derfor omvendtes han for dem til en Fjende, han, han stred imod dem.
58 Og de opirrede ham med deres Høie, og gjorde ham nidkjær med deres udskaarne Billeder.
22 Desligeste gjorde I Herren vred i Tabeera og i Massa og i Kibroth-Hattaava.
18 enddog de gjorde sig en støbt Kalv og sagde: Det er din Gud, som opførte dig af Ægypten, og de gjorde store Bespottelser.
5 men Gud havde ikke Behag i de Fleste af dem; thi de bleve nedslagne i Ørkenen.
16 De have gjort ham nidkjær ved Fremmede; med Vederstyggeligheder have de opirret ham.
7 Kom ihu, glem ikke, at du fortørnede Herren din Gud i Ørken; fra den Dag, da du udgik af Ægypti Land, indtil I ere komne til dette Sted, have I været gjenstridige imod Herren.
8 Og I fortørnede Herren ved Horeb, og Herren blev vred paa eder, at han vilde ødelagt eder,
22 Thi alle de Mænd, som have seet min Herlighed og mine Tegn, som jeg gjorde i Ægypten og i Ørken, og have nu fristet mig ti Gange og ikke hørt paa min Røst,
29 Og de opirrede ham med deres Idrætter, saa at en Plage gjorde et Rift iblandt dem.
34 Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle.
30 De havde ikke endnu styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund,
31 da opkom Guds Vrede paa dem og ihjelslog Nogle iblandt de Fedeste af dem, og han nedslog de Udvalgte i Israel.
32 Med alt dette syndede de endnu, og troede ikke paa hans underlige Gjerninger.
11 Og de glemte hans Gjerninger og hans underlige Ting, som han havde ladet dem see.
24 De foragtede og det ønskelige Land, de troede ikke paa hans Ord.
25 Men de murrede i deres Pauluner, de hørte ikke paa Herrens Røst.
26 Og han (svoer) dem med oprakt Haand, at (han vilde) lade dem falde i Ørken,
26 Men de bleve gjenstridige og vare opsætsige imod dig, og kastede din Lov bag deres Ryg og ihjelsloge dine Propheter, som vidnede for dem for at omvende dem til dig, og de gjorde store Bespottelser.
6 Og de sagde ikke: Hvor er Herren, han, som førte os op af Ægypti Land, han, som ledede os i Ørken, i et Land, som var øde og (fuldt af) Grave, i et tørt og Dødens Skygges Land, i et Land, som Ingen haver (tilforn) vandret igjennem, og hvor intet Menneske boer?
16 Men de og vore Fædre handlede hovmodeligen, og de forhærdede deres Nakke og hørte ikke dine Bud.
2 Og al Israels Børns Menighed knurrede imod Mose og imod Aron i Ørken.
2 Og Folket kivede med Mose, og de sagde: Giver os Vand, at vi kunne drikke; og Mose sagde til dem: Hvad ville I kive med mig? hvad ville I friste Herren?
3 Og Folket tørstede der efter Vand, og Folket knurrede imod Mose, og de sagde: Hvorfor førte du os op fra Ægypten, at lade mig og mine Børn og mit Fæ døe af Tørst?
13 Saa optændtes Herrens Vrede imod Israel, og han lod dem vanke hid og did i Ørken fyrretyve Aar, indtil al den Slægt fik Ende, som gjorde det Onde for Herrens Øine.