1 Korinterbrev 10:5

Original Norsk Bibel 1866

men Gud havde ikke Behag i de Fleste af dem; thi de bleve nedslagne i Ørkenen.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Hebr 3:17 : 17 Men paa hvilke harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis Legemer faldt i Ørkenen?
  • Jud 1:5 : 5 Men jeg vil paaminde eder, skjøndt I fuldt vel vide det, at Herren, der han havde frelst Folket af Ægypti Land, dog sidenefter ødelagde dem, som ikke troede.
  • 4 Mos 26:64-65 : 64 Og iblandt den: var ikke en Mand af dem, som vare talte af Mose og Aron, Præsten, som talte Israels Børn i Sinai Ørk. 65 Thi Herren havde sagt til dem: De skulle visseligen døe i Ørken; og der blev ingen tilovers af dem, uden Caleb, Jephunne Søn, og Josva, Nuns Søn.
  • 4 Mos 14:28-35 : 28 Siig til dem: Saa sandt som jeg lever, siger Herren, ligesom I have talet for mine Øren, saaledes vil jeg gjøre ved eder. 29 Eders døde Kroppe skulle falde i denne Ørk, og alle eders Talte efter alt eders Tal, fra tyve Aar gamle og derover, I, som have knurret imod mig. 30 I skulle ikke komme i det Land, om hvilket jeg haver opløftet min Haand (og svoret) at lade eder boe deri, undtagen Caleb, Jephunne Søn, og Josva, Nuns Søn. 31 Og eders smaae Børn, om hvilke I sagde, de skulle blive til Rov, ja dem vil jeg føre derind, at de skulle kjende det Land, som I have foragtet. 32 Men eders døde Kroppe, de skulle falde i denne Ørk. 33 Og eders Børn skulle være Hyrder i Ørken fyrretyve Aar, og bære eders Horeri, indtil eders døde Kroppe faae Ende i denne Ørk. 34 Efter de Dages Tal, i hvilke I have bespeidet Landet,(som vare) fyrretyve Dage, et Aar for hver Dag, skulle I bære eders Misgjerninger fyrretyve Aar, og I skulle fornemme min Afvendelse. 35 Jeg Herren haver sagt: Jeg vil visseligen gjøre dette ved al denne onde Menighed, som haver forsamlet sig imod mig; de skulle faae Ende i denne Ørk og døe der.
  • 4 Mos 14:37 : 37 ja de Mænd, som havde udført ondt Rygte om Landet, de døde i den Plage for Herrens Ansigt.
  • Sal 106:26 : 26 Og han (svoer) dem med oprakt Haand, at (han vilde) lade dem falde i Ørken,
  • 4 Mos 14:11-12 : 11 Og Herren sagde til Mose: Hvor længe skal dette Folk opirre mig? og hvor længe ville de ikke troe paa mig, ved alle de Tegn, som jeg haver gjort midt iblandt dem? 12 Jeg vil slaae dem med Pestilentse og udrydde dem, og jeg vil gjøre dig til et større og stærkere Folk, end dette er.
  • 5 Mos 1:34-35 : 34 Der Herren hørte eders Ords Røst, da blev han vred, og svoer og sagde: 35 Der skal ingen af disse Mænd, af denne onde Slægt, see det gode Land, som jeg svoer at give eders Fædre.
  • 5 Mos 2:15-16 : 15 Tilmed var og Herrens Haand imod dem, til at forstyrre dem af Leiren, indtil de fik Ende. 16 Og det skede, der alle Krigsmændene havde faaet Ende, saa de vare døde midt udaf Folket,
  • Sal 78:32-34 : 32 Med alt dette syndede de endnu, og troede ikke paa hans underlige Gjerninger. 33 Derfor fortærede han deres Dage med Forfængelighed, og deres Aar med Forskrækkelse. 34 Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle.
  • Sal 90:1 : 1 Mose, den Guds Mands, Bøn. Herre! du, du har været vor Bolig fra Slægt til Slægt.
  • Sal 90:7-8 : 7 Thi vi fortæres i din Vrede, og vi forfærdes i din Grumhed. 8 Du sætter vore Misgjerninger for dig, vor skjulte (Synd) for dit Ansigts Lys.
  • Sal 95:11 : 11 saa at jeg haver svoret i min Vrede, at de skulle ikke komme til min Hvile.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 79%

    16 hvo vare da vel de, som hørte den, og dog forbittrede ham? Mon ikke Alle, som udgik af Ægypten ved Moses?

    17 Men paa hvilke harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis Legemer faldt i Ørkenen?

    18 Og om hvilke svoer han, at de ikke skulde indgaae til hans Hvile, uden om dem, som vare blevne vantroe?

  • 79%

    6 Men disse Ting ere blevne Forbilleder for os, at vi ikke skulle have Lyst til det Onde, ligesom de havde Lyst (dertil).

    7 Bliver ei heller Afgudsdyrkere, som Nogle af dem, som skrevet er: Folket satte sig ned at æde og at drikke, og stod op at lege.

    8 Lader os ei heller bedrive Hor, som Nogle af dem bedreve Hor og faldt paa een Dag tre og tyve tusinde.

    9 Lader os ei heller friste Christum, som og Nogle af dem fristede ham og bleve ødelagte af Slanger.

    10 Knurrer ei heller, som og Nogle af dem knurrede og bleve ødelagte af Fordærveren.

  • 75%

    3 og de aade alle den samme aandelige Mad,

    4 og de drak alle den samme aandelige Drik; thi de drak af den aandelige Klippe, som fulgte dem; men Klippen var Christus;

  • 40 Hvor tidt forbittrede de ham i Ørken, de bedrøvede ham i de øde Stæder.

  • 14 Men de fik stor Begjærlighed i Ørken, og fristede Gud paa det øde (Sted).

  • 5 Men jeg vil paaminde eder, skjøndt I fuldt vel vide det, at Herren, der han havde frelst Folket af Ægypti Land, dog sidenefter ødelagde dem, som ikke troede.

  • 72%

    30 De havde ikke endnu styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund,

    31 da opkom Guds Vrede paa dem og ihjelslog Nogle iblandt de Fedeste af dem, og han nedslog de Udvalgte i Israel.

  • 16 Fordi Herren ikke formaaede at føre dette Folk i det Land, som han havde svoret dem, derfor har han slagtet dem i Ørken.

  • 15 Tilmed var og Herrens Haand imod dem, til at forstyrre dem af Leiren, indtil de fik Ende.

  • 72%

    22 Thi alle de Mænd, som have seet min Herlighed og mine Tegn, som jeg gjorde i Ægypten og i Ørken, og have nu fristet mig ti Gange og ikke hørt paa min Røst,

    23 de skulle ikke see det Land, som jeg haver svoret deres Fædre; ja Ingen af dem, som have opirret mig, skal see det.

  • 17 Dog bleve de endnu ved at synde imod ham, at forbittre den Høieste i Ørken.

  • 10 Fyrretyve Aar kjededes jeg ved den Slægt og sagde: De ere et Folk, som farer vild med Hjertet; men de, de kjendte ikke mine Veie;

  • 5 og hvad han haver gjort ved eder i Ørken, indtil I ere komne til dette Sted,

  • 29 Eders døde Kroppe skulle falde i denne Ørk, og alle eders Talte efter alt eders Tal, fra tyve Aar gamle og derover, I, som have knurret imod mig.

  • 71%

    24 De foragtede og det ønskelige Land, de troede ikke paa hans Ord.

    25 Men de murrede i deres Pauluner, de hørte ikke paa Herrens Røst.

    26 Og han (svoer) dem med oprakt Haand, at (han vilde) lade dem falde i Ørken,

  • 22 Desligeste gjorde I Herren vred i Tabeera og i Massa og i Kibroth-Hattaava.

  • 6 Thi Israels Børn vandrede fyrretyve Aar i Ørken, indtil at alt det Folk, Krigsfolket, som udgik af Ægypten, var uddød, som ikke hørte Herrens Røst; saa at Herren svoer dem, at han vilde ikke lade dem see det Land, som Herren havde svoret deres Fædre at give os, et Land, som flyder med Melk og Honning.

  • 70%

    9 hvor eders Fædre fristede mig, prøvede mig, enddog de saae mine Gjerninger i fyrretyve Aar.

    10 Derfor harmedes jeg paa hiin Slægt og sagde: De fare altid vild i Hjertet, og selv kjende de ikke mine Veie.

  • 5 Og Folket talede imod Gud og imod Mose: Hvorfor opførte I os af Ægypten, for at døe i Ørken? thi (her) er hverken Brød eller Vand, og vor Sjæl kjedes ved det meget ringe Brød.

  • 8 Og I fortørnede Herren ved Horeb, og Herren blev vred paa eder, at han vilde ødelagt eder,

  • 51 fordi at I forgrebe eder imod mig midt iblandt Israels Børn ved Kivevandet i Kades, i den Ørk Zin, fordi I ikke helligede mig midt iblandt Israels Børn.

  • 32 Men eders døde Kroppe, de skulle falde i denne Ørk.

  • 18 Og henved fyrretyve Aars Tid fordrog han deres Sæder i Ørkenen.

  • 32 De fortørnede ham ogsaa ved Trættevandet, og det gik Mose ilde for deres Skyld.

  • 11 Disse Mænd, som ere opgangne af Ægypten, fra tyve Aar gamle og derover, skulle ikke see det Land, som jeg haver svoret Abraham, Isak og Jakob; thi de have ikke fuldkommeligen efterfulgt mig;

  • 38 — Verden var dem ikke værd — omvankende i Ørkener og paa Bjerge og i Jordens Huler og Kløfter.

  • 14 efterdi I vare gjenstridige imod min Mund i den Ørk Zin, der Menigheden kivede, der I skulde helliget mig ved Vandet for deres Øine; det er Kivevandet i Kades, udi den Ørk Zin.

  • 56 Men de fristede og forbittrede den høieste Gud, og holdt ikke hans Vidnesbyrd.

  • 65 Thi Herren havde sagt til dem: De skulle visseligen døe i Ørken; og der blev ingen tilovers af dem, uden Caleb, Jephunne Søn, og Josva, Nuns Søn.

  • 1 Thi jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om, at vore Fædre vare alle under Skyen, og de gik alle igjennem Havet,

  • 69%

    10 Da sagde den ganske Menighed, at man skulde stene dem med Stene; da blev Herrens Herlighed seet i Forsamlingens Paulun for alle Israels Børn

    11 Og Herren sagde til Mose: Hvor længe skal dette Folk opirre mig? og hvor længe ville de ikke troe paa mig, ved alle de Tegn, som jeg haver gjort midt iblandt dem?

  • 20 thi de fordroge ikke det, som var befalet, at endog, dersom et Dyr rørte ved Bjerget, skulde det stenes eller fældes med et Pileskud;

  • 11 Og Mose opløftede sin Haand og slog Klippen med sin Kjep to Gange; da udgik meget Vand, saa at Menigheden drak, og deres Dyr.

  • 9 Thi de gik op til Escols Bæk og besaae Landet, og de forvendte Israels Børns Hjerte, at de ikke vilde komme i Landet, som Herren havde givet dem.

  • 11 Vee dem! thi de ere gangne paa Cains Vei og have styrtet sig i Bileams Vildfarelse for Vindings Skyld, og ere ødelagte ved Corahs Gjenstridighed.

  • 27 Og I murrede i eders Pauluner og sagde: Fordi Herren hader os, haver han udført os af Ægypti Land, at give os i Amoriternes Haand til at fordærve os.

  • 13 Saa optændtes Herrens Vrede imod Israel, og han lod dem vanke hid og did i Ørken fyrretyve Aar, indtil al den Slægt fik Ende, som gjorde det Onde for Herrens Øine.