Hebreerbrevet 11:38
— Verden var dem ikke værd — omvankende i Ørkener og paa Bjerge og i Jordens Huler og Kløfter.
— Verden var dem ikke værd — omvankende i Ørkener og paa Bjerge og i Jordens Huler og Kløfter.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
32Dog hvi taler jeg mere? Tiden vilde jo fattes mig, hvis jeg fortalte om Gideon og Barak og Samson og Jephtha, om David og Samuel og Propheterne,
33hvilke formedelst Tro overvandt Riger, øvede Retfærdighed, erholdt Forjættelserne, stoppede Løvers Mund,
34slukkede Ildens Kraft, undflyede Sværdets Od, fik Kræfter igjen efter Skrøbelighed, bleve vældige i Krigen, bragte Fjenders Leire til at vige.
35Qvinder fik deres Døde igjen, der opstode; Andre bleve udspilede til Piinsel, da de ikke modtoge Befrielsen, for at de maatte erholde en herligere Opstandelse; 1 Kong. 17, 23. 2 Kong. 4, 36.
36Andre prøvede Bespottelser og Hudstrygelser, tilmed Lænker og Fængsel;
37de bleve stenede, gjennemsaugede, fristede, henrettede med Sværd, gik omkring i Faare- og Gjedeskind, lidende Mangel, betrængte, mishandlede,
5de uddreves midt derfra, man skreg mod dem som mod en Tyv.
6(De gave sig) til Kløfter i Dalene til at boe udi, til Huler i Jorden og Klipperne.
7Imellem Buskene skrydede de, de samledes under Nelder,
39Og disse alle, enddog de havde godt Vidnesbyrd formedelst deres Tro, naaede ikke Forjættelsen,
40efterdi Gud forud havde udseet noget Bedre for os, at de ikke skulde fuldkommes uden os.
13I Tro døde alle disse, uden at have opnaaet Forjættelserne, men saae dem langt borte og lode sig overbevise, og hilsede dem og bekjendte, at de vare Gjæster og Udlændinge paa Jorden.
14Thi de, som sige Saadant, give klarligen tilkjende, at de søge et Fædreneland.
20thi de fordroge ikke det, som var befalet, at endog, dersom et Dyr rørte ved Bjerget, skulde det stenes eller fældes med et Pileskud;
5men Gud havde ikke Behag i de Fleste af dem; thi de bleve nedslagne i Ørkenen.
4De, som fore vild i Ørken, paa en øde Vei, de, som fandt ingen Stad, som de kunde boe udi,
13Havets vilde Bølger, som udskumme deres egen Skam, vildfarende Stjerner, for hvilke Mørke og Mulm til evig Tid er bevaret.
17Men paa hvilke harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis Legemer faldt i Ørkenen?
18Og om hvilke svoer han, at de ikke skulde indgaae til hans Hvile, uden om dem, som vare blevne vantroe?
19Vi see altsaa, at de ikke kunde indgaae formedelst Vantro.
3(De, som vare) eenlige for Mangel og for Hunger, ja, som flyede til tørre (Steder), til Mørkhed, til øde og ødelagte (Stæder),
15Og Kongerne paa Jorden og de Store og Høvedsmændene over Tusinde og de Rige og de Vældige, og hver Træl og hver Fri skjulte sig i Huler og i Bjergenes Kløfter,
16og sagde til Bjergene og Klipperne: Styrter over os og skjuler os for hans Aasyn, som sidder paa Thronen, og for Lammets Vrede!
11Vee dem! thi de ere gangne paa Cains Vei og have styrtet sig i Bileams Vildfarelse for Vindings Skyld, og ere ødelagte ved Corahs Gjenstridighed.
16men nu hige de efter et bedre, det er et himmelsk; derfor blues Gud ikke ved dem, at kaldes deres Gud; thi han haver beredt dem en Stad.
2Ved den fik derfor de Gamle godt Vidnesbyrd.
8Formedelst Tro var Abraham lydig, der han blev kaldet, i at udgaae til det Sted, som han skulde tage til Arv; og han gik ud, dog han ikke vidste, hvor han kom.
9Formedelst Tro opholdt han sig i Forjættelsens Land, som i et fremmed, boende udi Pauluner med Isak og Jakob, som vare Medarvinger til samme Forjættelse;
10thi han forventede den Stad, som haver Grundvold, hvis Bygmester og Forarbeider er Gud.
25og valgte heller at lide Ondt med Guds Folk, end at have Syndens timelige Nydelse,
26da han agtede Christi Forsmædelse for større Rigdom, end Ægyptens Liggendefæ; thi han saae hen til Belønningen.
6Der Israels Mænd saae, at de vare i Nød, thi Folket blev trængt, da skjulte Folket sig i Hulerne og i Tornebuskene og i Klipperne og i de faste (Taarne) og i Grøfterne.
21til at komme i Klippernes Kløfter, i Steenklippernes Huler for Herrens frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld, naar han gjør sig rede til at forfærde Jorden.
18Thi I ere ikke komne til et bævende Bjerg, der er antændt af Ild, og til Mulm og Mørke og Uveir,
19Og de skulle gaae ind i Klippers Huler og i Støvets Kuler for Herrens Frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld, naar han gjør sig rede til at forfærde Jorden.
8De blive vaade af Bjergenes Vandskyl, og fordi de have ingen Tilflugt, favne de en Klippe.
28Men (nu) boer han i Stæder, som ere ødelagte, i Huse, som Ingen boer udi, som ere rede til (at falde) i Hobe.
6Efterdi det altsaa er tilbage, at Nogle skulle indgaae til den, og de, hvem Forjættelsen først var forkyndt, ikke kom ind formedelst Vantro,
18Og henved fyrretyve Aars Tid fordrog han deres Sæder i Ørkenen.
13Derfor lader os gaae ud til ham udenfor Leiren, idet vi bære hans Forsmædelse;
14thi vi have her ikke en blivende Stad, men søge efter den tilkommende.
17Disse ere vandløse Kilder, Skyer, som drives af Hvirvelvind, for hvilke Mørke og Mulm til evig Tid er bevaret.
11Men alle disse Ting skede dem som Forbilleder; men det er skrevet os til Advarsel, til hvilke de sidste Tider ere komne.
2Og der Midianiternes Haand blev stærk over Israel, da gjorde Israels Børn sig Kløfter, som vare i Bjergene, og Huler og Befæstninger for Midianiternes Ansigt.
12Men disse, som ufornuftige Dyr, sandselige, fødte til at fanges og omkomme, skulle, da de bespotte, hvad de ikke kjende, ødelægges i deres egen Ødelæggelse
31og til dem i Hebron, og til alle de Stæder, hvor David havde vandret, han og hans Mænd.
11ja see, de betale os (det), da de komme for at udstøde os af din Eiendom, som du haver ladet os indtage til Eiendom.
8hvilke støde an, idet de ikke troe Ordet, hvortil de og vare bestemte.
38Denne er den, som i Menigheden udi Ørkenen stod mellem Engelen, som talede til ham paa Sinai Bjerg, og vore Fædre, den, som annammede de levende Ord, for at give os (dem);
40Hvor tidt forbittrede de ham i Ørken, de bedrøvede ham i de øde Stæder.