Hebreerbrevet 11:13
I Tro døde alle disse, uden at have opnaaet Forjættelserne, men saae dem langt borte og lode sig overbevise, og hilsede dem og bekjendte, at de vare Gjæster og Udlændinge paa Jorden.
I Tro døde alle disse, uden at have opnaaet Forjættelserne, men saae dem langt borte og lode sig overbevise, og hilsede dem og bekjendte, at de vare Gjæster og Udlændinge paa Jorden.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
37de bleve stenede, gjennemsaugede, fristede, henrettede med Sværd, gik omkring i Faare- og Gjedeskind, lidende Mangel, betrængte, mishandlede,
38— Verden var dem ikke værd — omvankende i Ørkener og paa Bjerge og i Jordens Huler og Kløfter.
39Og disse alle, enddog de havde godt Vidnesbyrd formedelst deres Tro, naaede ikke Forjættelsen,
40efterdi Gud forud havde udseet noget Bedre for os, at de ikke skulde fuldkommes uden os.
8Formedelst Tro var Abraham lydig, der han blev kaldet, i at udgaae til det Sted, som han skulde tage til Arv; og han gik ud, dog han ikke vidste, hvor han kom.
9Formedelst Tro opholdt han sig i Forjættelsens Land, som i et fremmed, boende udi Pauluner med Isak og Jakob, som vare Medarvinger til samme Forjættelse;
10thi han forventede den Stad, som haver Grundvold, hvis Bygmester og Forarbeider er Gud.
11Formedelst Tro fik og selv Sara Kraft til at undfange og fødte over hendes Alders Tid; thi hun agtede ham at være trofast, som havde lovet det.
12Derfor avledes og af Een, og det en Udlevet, som Stjerner paa Himmelen i Mangfoldighed og som Sandet ved Havets Bred, der er utalligt.
14Thi de, som sige Saadant, give klarligen tilkjende, at de søge et Fædreneland.
15Og dersom de havde havt det i Tanker, hvorfra de vare udgangne, havde de vel havt Tid at vende tilbage;
16men nu hige de efter et bedre, det er et himmelsk; derfor blues Gud ikke ved dem, at kaldes deres Gud; thi han haver beredt dem en Stad.
17Formedelst Tro offrede Abraham Isak, der han prøvedes, ja den Eenbaarne offrede han, som havde annammet Forjættelserne,
18(og) til hvem der var sagt: I Isak skal Afkom fremkaldes dig;
19thi han betænkte, at Gud var mægtig endog til at opreise fra de Døde; og i en Lighed dermed fik han ham ogsaa tilbage.
1Men Troen er en Bestandighed i det, som haabes, en fast Overbeviisning om, det, som ikke sees.
2Ved den fik derfor de Gamle godt Vidnesbyrd.
3Ved Tro forstaae vi, at Verden er bleven beredt ved Guds Ord, saa at de Ting, som sees, ere blevne til af dem, der ikke vare tilsyne.
4Formedelst Tro offrede Abel Gud et bedre Offer end Cain, og formedelst den fik han det Vidnesbyrd, at han var retfærdig, idet Gud bevidnede sit Velbehag i hans Gaver; og ved den taler han endnu, alligevel han er død.
5Formedelst Tro blev Enoch borttagen, at han ikke skulde see Døden, og blev ikke funden, efterdi Gud havde taget ham bort; thi før han blev borttagen, havde han det Vidnesbyrd, at han behagede Gud.
6Men uden Tro er det umuligt at behage ham; thi det bør den, som kommer frem for Gud, at troe, at han er til, og at han bliver deres Belønner, som søge ham.
13Derfor lader os gaae ud til ham udenfor Leiren, idet vi bære hans Forsmædelse;
14thi vi have her ikke en blivende Stad, men søge efter den tilkommende.
25og valgte heller at lide Ondt med Guds Folk, end at have Syndens timelige Nydelse,
26da han agtede Christi Forsmædelse for større Rigdom, end Ægyptens Liggendefæ; thi han saae hen til Belønningen.
27Formedelst Tro forlod han Ægypten og frygtede ikke for Kongens Vrede; thi han holdt hart ved den Usynlige, som om han saae ham.
28Formedelst Tro anordnede han Paasken og Blodsbestænkelsen, at den, som ødelagde de Førstefødte, skulde ikke røre dem.
30Formedelst Tro faldt Jerichos Mure, efterat de vare omringede i syv Dage.
31Formedelst Tro omkom ikke Skjøgen Rahab med de Vantroe; thi hun havde annammet Speiderne med Fred.
32Dog hvi taler jeg mere? Tiden vilde jo fattes mig, hvis jeg fortalte om Gideon og Barak og Samson og Jephtha, om David og Samuel og Propheterne,
33hvilke formedelst Tro overvandt Riger, øvede Retfærdighed, erholdt Forjættelserne, stoppede Løvers Mund,
34slukkede Ildens Kraft, undflyede Sværdets Od, fik Kræfter igjen efter Skrøbelighed, bleve vældige i Krigen, bragte Fjenders Leire til at vige.
12saa I ikke blive seendrægtige, men efterfølge dem, som ved Tro og Taalmodighed arvede Forjættelserne.
13Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, der han ingen Større havde at sværge ved, svoer han ved sig selv, sigende:
23Lader os holde fast ved Haabets urokkelige Bekjendelse; thi han er trofast, som gav Forjættelsen;
15Og saaledes, der han taalmodigen havde ventet, bekom han Forjættelsen.
8hvem I ikke have kjendt og dog elske, hvem I nu ikke see, men dog troe paa og fryde eder med uudsigelig og forherliget Glæde,
22Formedelst Tro erindrede Joseph, der han døde, Israels Børns Udgang og gav Befaling om sine Been.
6Efterdi det altsaa er tilbage, at Nogle skulle indgaae til den, og de, hvem Forjættelsen først var forkyndt, ikke kom ind formedelst Vantro,
18Og om hvilke svoer han, at de ikke skulde indgaae til hans Hvile, uden om dem, som vare blevne vantroe?
19Vi see altsaa, at de ikke kunde indgaae formedelst Vantro.
36thi I have Taalmodighed behov, at, naar I have gjort Guds Villie, I da kunne faae Forjættelsen.
6men den, som ikke regnes i Slægt med dem, tog Tiende af Abraham og velsignede den, som havde Forjættelserne.
15Thi vi ere fremmede for dit Ansigt og Gjæster, som alle vore Fædre; vore Dage paa Jorden ere som en Skygge, og (her er) ingen Forhaabning.
17— som skrevet er: Jeg haver sat dig til mange Folks Fader — for Gud, paa hvem han troede, som levendegjør de Døde, og kalder de Ting, der ikke ere, som om de vare.
11I Elskelige! jeg formaner eder som Fremmede og Udlændinge, at I holde eder fra kjødelige Lyster, som stride imod Sjælen,
7— Thi vi vandre i Tro, ikke i Beskuelse. —
2Glemmer ikke Gjæstfrihed; thi ved den have Nogle, uden at vide det, herbergeret Engle.
17Hvorfor, da Gud vilde end ydermere vise Forjættelsens Arvinger sit Raads Uforanderlighed, føiede han en Ed dertil,
11Men alle disse Ting skede dem som Forbilleder; men det er skrevet os til Advarsel, til hvilke de sidste Tider ere komne.