Hebreerbrevet 6:12
saa I ikke blive seendrægtige, men efterfølge dem, som ved Tro og Taalmodighed arvede Forjættelserne.
saa I ikke blive seendrægtige, men efterfølge dem, som ved Tro og Taalmodighed arvede Forjættelserne.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
9 Dog i Henseende til eder, I Elskelige! ere vi forsikkrede om det Bedre og hvad der bringer Frelse, alligevel vi og saaledes tale.
10 Thi Gud er ikke uretfærdig, at han skulde forglemme eders Gjerning og den Kjærlighedens Møie, som I viste for hans Navn, idet I have tjent og tjene de Hellige.
11 Men vi ønske, at Enhver af eder maa vise den samme Nidkjærhed til fuld Befæstelse i Haabet indtil Enden,
35 Kaster derfor ikke eders Frimodighed bort, hvilken haver en stor Belønning;
36 thi I have Taalmodighed behov, at, naar I have gjort Guds Villie, I da kunne faae Forjættelsen.
37 Thi der er endnu kun en saare liden Stund, indtil den kommer, der skal komme, og han skal ikke tøve.
9 Men naar vi gjøre det Gode, lader os ikke blive trætte; thi vi skulle og høste i sin Tid, saafremt vi ikke forsage.
10 Derfor, eftersom vi have Leilighed, lader os gjøre det Gode mod Alle, men meest mod Troens Egne.
15 Og saaledes, der han taalmodigen havde ventet, bekom han Forjættelsen.
11 værer ikke lunkne i eders Iver; værer brændende i Aanden; tjener Herren;
12 værer glade i Haabet, taalmodige i Trængslen, varagtige i Bønnen;
1 Derfor lader og os, efterdi vi have en saadan Skare af Vidner omkring os, aflægge al Byrde og Synden, som lettelig besnærer os, og med Taalmodighed løbe i den os foresatte Kamp;
2 idet vi see hen til Troens Begynder og Fuldkommer, Jesum, hvilken istedet for den Glæde, han havde for sig, led taalmodigen Korset, idet han foragtede Forhaanelsen, og sidder nu ved høire Side af Guds Throne.
3 Betragter derfor den, som haver taalmodigen lidt en saadan Modsigelse af Syndere imod sig, paa det at I ikke skulle blive trætte og forsage i eders Sjæle.
39 Og disse alle, enddog de havde godt Vidnesbyrd formedelst deres Tro, naaede ikke Forjættelsen,
13 Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, der han ingen Større havde at sværge ved, svoer han ved sig selv, sigende:
3 vidende, at eders Troes Forsøgelse virker Taalmodighed.
4 Men Taalmodigheden frembringe fuldkommen Gjerning, paa det I skulle være fuldkomne og uden Mangel, saa eder fattes Intet.
7 dem, som ved Standhaftighed i god Gjerning søge Ære og Hæder og Uforkrænkelighed, (skal han give) et evigt Liv;
11 Lader os derfor beflitte os paa at komme ind til hiin Hvile, paa det ikke Nogen skal falde efter samme Vantroes Exempel.
13 Men I, Brødre! bliver ikke trætte af at gjøre Godt.
17 Hvorfor, da Gud vilde end ydermere vise Forjættelsens Arvinger sit Raads Uforanderlighed, føiede han en Ed dertil,
18 paa det vi ved to uforanderlige Grunde, efter hvilke det var umuligt, at Gud skulde lyve, kunde have en stærk Trøst, naar vi flye hen at holde fast ved det (os) foresatte Haab,
4 men Taalmodigheden (virker) et prøvet Sind, men et prøvet Sind Haab,
23 Lader os holde fast ved Haabets urokkelige Bekjendelse; thi han er trofast, som gav Forjættelsen;
17 Vorder mine Efterfølgere, Brødre! og agter paa dem, der vandre saaledes, som I have os til Exempel.
25 Men dersom vi haabe det, som vi ikke see, da forvente vi det med Taalmodighed.
6 Efterdi det altsaa er tilbage, at Nogle skulle indgaae til den, og de, hvem Forjættelsen først var forkyndt, ikke kom ind formedelst Vantro,
4 Thi hvadsomhelst tilforn er skrevet, er tilforn skrevet os til Lærdom, paa det vi skulle have Haab formedelst Taalmodigheden og Skrifternes Trøst.
1 Lader os derfor, da Forjættelse om at indgaae til hans Hvile endnu staaer os aaben, vogte os, at ikke Nogen af eder skulde synes at blive tilbage.
13 I Tro døde alle disse, uden at have opnaaet Forjættelserne, men saae dem langt borte og lode sig overbevise, og hilsede dem og bekjendte, at de vare Gjæster og Udlændinge paa Jorden.
4 til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uforvisnelig Arv, som er bevaret i Himlene til eder,
3 tænkende uafladeligen paa eders Gjerning i Troen og Arbeide i Kjærligheden og Bestandighed i Haabet paa vor Herre Jesum Christum, for vor Guds og Faders Aasyn;
4 saa at vi selv rose os af eder i Guds Menigheder, formedelst eders Taalmodighed og Tro under alle eders Forfølgelser og Trængsler, som I udholde;
7 Derfor værer taalmodige, Brødre! indtil Herrens Tilkommelse. See! Bonden forventer Jordens dyrebare Frugt og bier taalmodig efter den, indtil den faaer tidlig Regn og sildig Regn.
6 Men uden Tro er det umuligt at behage ham; thi det bør den, som kommer frem for Gud, at troe, at han er til, og at han bliver deres Belønner, som søge ham.
14 Derfor, I Elskelige! efterdi I forvente dette, saa beflitter eder paa at findes ubesmittede og ustraffelige for ham i Fred,
1 Værer derfor Guds Efterfølgere, som elskelige Børn,
18 Thi mod Haab troede han med Haab, at han skulde vorde mange Folks Fader, efter det, som sagt var: Saaledes skal din Sæd vorde;
12 Derfor retter de hængende Hænder og de afmægtige Knæ,
13 og gjører sikkre Trin med eders Fødder, at ikke det Halte skal drages (mere) af Lave, men snarere helbredes.
6 men i Kundskaben Afholdenhed, men i Afholdenheden Taalmodighed, men i Taalmodigheden Gudfrygtighed,
12 Seer til, Brødre! at der ikke nogensinde i Nogen af eder skal være et ondt, vantro Hjerte, saa at han affalder fra den levende Gud.
8 Formedelst Tro var Abraham lydig, der han blev kaldet, i at udgaae til det Sted, som han skulde tage til Arv; og han gik ud, dog han ikke vidste, hvor han kom.
9 Formedelst Tro opholdt han sig i Forjættelsens Land, som i et fremmed, boende udi Pauluner med Isak og Jakob, som vare Medarvinger til samme Forjættelse;
12 Her er de Helliges Taalmodighed, her ere de, som bevare Guds Befalinger og Jesu Tro.
2 Ved den fik derfor de Gamle godt Vidnesbyrd.
7 Kommer eders Veiledere ihu, som have forkyndt eder det Guds Ord; og naar I betragte Udgangen af deres Vandel, da efterfølger deres Tro.
1 Derfor lader os forbigaae Begyndelses-Læren om Christo og skride frem til det Fuldkomnere, saa at vi ikke atter lægge Grundvold angaaende Omvendelse fra døde Gjerninger og Tro paa Gud,
20 men han tvivlede ikke med Vantro paa Guds Forjættelse, men blev styrket i Troen og gav Gud Ære,