Hebreerbrevet 6:13
Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, der han ingen Større havde at sværge ved, svoer han ved sig selv, sigende:
Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, der han ingen Større havde at sværge ved, svoer han ved sig selv, sigende:
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
14 Sandelig, jeg vil visselig velsigne dig og visselig formere dig.
15 Og saaledes, der han taalmodigen havde ventet, bekom han Forjættelsen.
16 Thi Mennesker sværge jo ved en Større, og Eden er dem en Ende paa al Tvist, til Stadfestelse.
17 Hvorfor, da Gud vilde end ydermere vise Forjættelsens Arvinger sit Raads Uforanderlighed, føiede han en Ed dertil,
18 paa det vi ved to uforanderlige Grunde, efter hvilke det var umuligt, at Gud skulde lyve, kunde have en stærk Trøst, naar vi flye hen at holde fast ved det (os) foresatte Haab,
16 Og han sagde: Jeg haver svoret ved mig, siger Herren, at fordi du gjorde dette Stykke og ikke sparede din Søn, din eneste,
73 efter den Ed, som han svoer vor Fader Abraham, at han vilde give os,
16 hvilken han gjorde med Abraham, og hans Ed til Isak.
17 Og han stadfæstede den for Jakob til en Skik, for Israel til en evig Pagt.
9 som han gjorde med Abraham, og sin Ed til Isak.
23 Saa sværg mig nu her ved Gud, at du ikke lyver for mig og min Søn, og for min Sønnesøn; efter den Miskundhed, som jeg haver gjort mod dig, skal du gjøre mod mig og mod Landet, i hvilket du haver været fremmed.
24 Da sagde Abraham: Jeg vil sværge.
17 Formedelst Tro offrede Abraham Isak, der han prøvedes, ja den Eenbaarne offrede han, som havde annammet Forjættelserne,
18 (og) til hvem der var sagt: I Isak skal Afkom fremkaldes dig;
15 Brødre! jeg vil tale efter menneskelig Viis: Ingen gjør dog et Menneskes Testament, som er stadfæstet, til Intet, eller sætter Noget dertil.
16 Men Forjættelserne ere tilsagte Abraham og hans Afkom; der siges ikke: og Afkommene, som om Mange, men som om Een: og din Afkom, hvilken er Christus.
17 Men dette siger jeg: Den Pagt, som forud er stadfæstet af Gud om Christo, kan Loven, som blev given fire hundrede og tredive Aar derefter, ikke rygge, saa at den skulde gjøre Forjættelsen til Intet.
18 Thi er Arven ved Loven, da er den ikke mere ved Forjættelsen; men Gud skjenkede Abraham den ved Forjættelsen.
6 men den, som ikke regnes i Slægt med dem, tog Tiende af Abraham og velsignede den, som havde Forjættelserne.
12 saa I ikke blive seendrægtige, men efterfølge dem, som ved Tro og Taalmodighed arvede Forjættelserne.
20 Og saavidt det ikke skede uden Ed,
8 Formedelst Tro var Abraham lydig, der han blev kaldet, i at udgaae til det Sted, som han skulde tage til Arv; og han gik ud, dog han ikke vidste, hvor han kom.
9 Formedelst Tro opholdt han sig i Forjættelsens Land, som i et fremmed, boende udi Pauluner med Isak og Jakob, som vare Medarvinger til samme Forjættelse;
13 at han maa opreise dig idag, sig til et Folk, og han maa være dig til en Gud, saasom han haver tilsagt dig, og saasom han haver svoret dine Fædre, Abraham, Isak og Jakob.
11 Formedelst Tro fik og selv Sara Kraft til at undfange og fødte over hendes Alders Tid; thi hun agtede ham at være trofast, som havde lovet det.
3 Vær en Udlænding i dette Land, og jeg vil være med dig og velsigne dig; thi dig og din Sæd vil jeg give alle disse Lande og stadfæste den Ed, som jeg haver svoret Abraham, din Fader.
9 Da lagde Svenden sin Haand under Abrahams, sin Herres, Lænd, og svoer ham paa denne Handel
6 Ligesom Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed.
9 Og Gud sagde til Abraham: Og du skal holde min Pagt, du og din Afkom efter dig, hos deres Efterkommere.
13 Thi ikke formedelst Loven (gaves) den Forjættelse til Abraham og hans Afkom, at han skulde arve Verden, men formedelst Troens Retfærdighed.
20 men han tvivlede ikke med Vantro paa Guds Forjættelse, men blev styrket i Troen og gav Gud Ære,
21 fuldkommen vis paa, at det, som han havde lovet, var han og mægtig til at gjøre.
42 Thi han kom sit hellige Ord ihu, (ja) Abraham, sin Tjener,
17 Men der den Forjættelses Tid nærmede sig, som Gud havde tilsvoret Abraham, tog Folket til og formeredes i Ægypten,
13 Kom dine Tjenere, Abraham, Isak og Israel, ihu, hvilke du haver tilsvoret ved dig selv og tilsagt dem: Jeg vil gjøre eders Sæd mangfoldig, som Stjernerne paa Himmelen, og alt det Land, som jeg haver sagt, vil jeg give eders Sæd, og de skulle eie det evindeligen.
5 fordi at Abraham adlød min Røst og bevarede det, jeg vil have bevaret, mine Bud, mine Skikke og mine Love.
3 Og jeg vil lade dig sværge ved Herren, Himmelens Gud og Jordens Gud, at du ikke skal tage min Søn en Hustru af de Cananiters Døttre, iblandt hvilke jeg boer.
2 Og jeg vil gjøre min Pagt imellem mig og imellem dig, og formere dig ganske Meget.
53 Abrahams Gud og Nachors Gud, deres Fædres Gud skal dømme imellem os; og Jakob svoer ved sin Faders Isaks Rædsel.
19 Og Gud sagde: Sandeligen, Sara, din Hustru, skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Isak; og jeg vil oprette min Pagt til en evig Pagt med ham, for hans Afkom efter ham.
6 Og han troede paa Herren, og det tilregnede han ham til Retfærdighed.
13 Du skal frygte Herren din Gud og tjene ham, og du skal sværge ved hans Navn.
9 Thi dette er Forjættelsens Ord: Ved denne Tid vil jeg komme, saa skal Sara have en Søn.
18 efterdi Abraham skal visseligen vorde et stort og stærkt Folk, og alle Folk paa Jorden skulle velsignes i ham.
6 og svoer ved den, som lever i al Evighed, som skabte Himmelen og hvad derudi er, og Jorden og hvad derudi er, og Havet og hvad derudi er, at der ikke mere skal gives Tid;
5 Og han gav ham Intet deraf til Eie, end ikke en Fodbred; og (dog) lovede han ham at give ham det til Besiddelse, og hans Afkom efter ham, enddog han intet Barn havde.
9 Saa at de, som holde sig til Troen, blive velsignede med den troende Abraham.
4 Og jeg haver ogsaa oprettet min Pagt med dem, at give dem Canaans Land, deres Udlændigheds Land, i hvilket de have været Udlændinge.
16 Derfor er Forjættelsen ved Tro, saa at den (gives) af Naade, paa det at den maa staae fast for den ganske Æt, ikke alene for den, som haver Loven, men og for den, som haver Abrahams Tro, hvilken er alles vores Fader,