Romerbrevet 4:13
Thi ikke formedelst Loven (gaves) den Forjættelse til Abraham og hans Afkom, at han skulde arve Verden, men formedelst Troens Retfærdighed.
Thi ikke formedelst Loven (gaves) den Forjættelse til Abraham og hans Afkom, at han skulde arve Verden, men formedelst Troens Retfærdighed.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
14Thi skulde de, som holde sig til Loven, være Arvinger, da er Troen forgjæves, og Forjættelsen gjort til Intet;
15thi Loven virker Straf; thi hvor der ikke er Lov, der er ei heller Overtrædelse.
16Derfor er Forjættelsen ved Tro, saa at den (gives) af Naade, paa det at den maa staae fast for den ganske Æt, ikke alene for den, som haver Loven, men og for den, som haver Abrahams Tro, hvilken er alles vores Fader,
17— som skrevet er: Jeg haver sat dig til mange Folks Fader — for Gud, paa hvem han troede, som levendegjør de Døde, og kalder de Ting, der ikke ere, som om de vare.
18Thi mod Haab troede han med Haab, at han skulde vorde mange Folks Fader, efter det, som sagt var: Saaledes skal din Sæd vorde;
19og da han ikke var svag i Troen, saae han ikke hen til sit eget Legeme, som allerede var udlevet, efterdi han var nær hundrede Aar gammel, eller til Saras hendøde Moderliv;
20men han tvivlede ikke med Vantro paa Guds Forjættelse, men blev styrket i Troen og gav Gud Ære,
14paa det Abrahams Velsignelse maatte komme over Hedningerne i Christo Jesu, saa at vi kunde faae Aandens Forjættelse formedelst Troen.
15Brødre! jeg vil tale efter menneskelig Viis: Ingen gjør dog et Menneskes Testament, som er stadfæstet, til Intet, eller sætter Noget dertil.
16Men Forjættelserne ere tilsagte Abraham og hans Afkom; der siges ikke: og Afkommene, som om Mange, men som om Een: og din Afkom, hvilken er Christus.
17Men dette siger jeg: Den Pagt, som forud er stadfæstet af Gud om Christo, kan Loven, som blev given fire hundrede og tredive Aar derefter, ikke rygge, saa at den skulde gjøre Forjættelsen til Intet.
18Thi er Arven ved Loven, da er den ikke mere ved Forjættelsen; men Gud skjenkede Abraham den ved Forjættelsen.
9Hører da denne Salighed til Omskjærelsen (alene), eller og til Forhuden? Vi sige jo, at Troen blev regnet Abraham til Retfærdighed.
10Hvorledes blev den da tilregnet? da han var bleven omskaaren, eller da han havde Forhud? Ikke da han var bleven omskaaren, men da han havde Forhud.
11Og han annammede Omskjærelsens Tegn som en Besegling paa den Retfærdighed ved Troen, hvilken han havde, (da han var) uomskaaren, saa at han skulde være Fader til alle dem, som troe, (skjøndt de ere) uomskaarne, — at Retfærdighed skulde og tilregnes dem —
12og (være) Fader til de Omskaarne, til dem, som ikke alene ere omskaarne, men ogsaa vandre i den Troes Fodspor, hvilken vor Fader Abraham havde, (da han var) uomskaaren.
1Hvad skulle vi da sige, at vor Fader Abraham haver opnaaet efter Kjødet?
2Thi dersom Abraham blev retfærdiggjort ved Gjerninger, haver han Ros, men ikke for Gud.
3Thi hvad siger Skriften? — Men Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed.
4Men den, som haver Gjerninger at fremvise, tilregnes Lønnen ikke af Naade, men som Skyldighed;
5den derimod, som ikke haver Gjerninger, men troer paa ham, som retfærdiggjør den Ugudelige, (ham) tilregnes hans Tro til Retfærdighed.
6Ligesom og David priser det Menneske saligt, hvilket Gud tilregner Retfærdighed uden Gjerninger:
6Ligesom Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed.
7Erkjender altsaa, at de, som holde sig til Troen, disse ere Abrahams Børn.
8Men da Skriften forudsaae, at Gud vilde retfærdiggjøre Hedningerne ved Troen, forjættede den Abraham forud: I dig skulle alle Folkeslag velsignes.
9Saa at de, som holde sig til Troen, blive velsignede med den troende Abraham.
21Er da Loven mod Guds Forjættelser? Det være langt fra! Thi var der given en Lov, som kunde levendegjøre, da erholdtes Retfærdighed virkeligen ved Loven.
7ei heller ere alle Abrahams (Børn), fordi de ere Abrahams Afkom; men (der er skrevet:) Afkom skal fremkaldes dig i Isak;
8det er: Ikke de samme, som ere Børn efter Kjødet, ere Guds Børn; men Forjættelsens Børn regnes (ham) til Afkom.
29Men ere I Christi, da ere I jo Abrahams Afkom og Arvinger efter Forjættelsen.
30Hvad skulle vi da sige? Hedningerne, som ikke jagede efter Retfærdighed, fik Retfærdighed, nemlig den Retfærdighed, som er af Troen;
22Derfor blev det og regnet ham til Retfærdighed.
23Men ikke for hans Skyld alene er det skrevet, at det blev ham tilregnet,
27Hvor er nu (vor) Ros? Den er udelukket; formedelst hvilken Lov? Gjerningernes? Nei, men formedelst Troens Lov.
28Derfor slutte vi, at Mennesket bliver retfærdiggjort ved Troen uden Lovens Gjerninger.
11Men at Ingen bliver retfærdiggjort for Gud ved Loven, er aabenbart; thi den ved Troen Retfærdige skal leve.
12Men Loven beroer ikke paa Tro, men (den siger:) Den, som gjør disse Ting, skal derved leve.
16efterdi vi vide, at et Menneske ikke bliver retfærdiggjort, af Lovens Gjerninger, men ved Jesu Christi Tro, saa have og vi troet paa Jesum Christum, at vi maatte blive retfærdiggjorte af Christi Tro, og ikke af Lovens Gjerninger; thi intet Kjød skal blive retfærdiggjort af Lovens Gjerninger.
18(og) til hvem der var sagt: I Isak skal Afkom fremkaldes dig;
13Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, der han ingen Større havde at sværge ved, svoer han ved sig selv, sigende:
22Der er jo skrevet, at Abraham havde to Sønner, een af Tjenesteqvinden, og een af den frie Qvinde.
23Men den af Tjenesteqvinden var født efter Kjødet, men den af den frie Qvinde ifølge Forjættelsen.
9og findes i ham, saa jeg ikke haver Min Retfærdighed, den af Loven, men den ved Christi Tro, Retfærdigheden af Gud formedelst Troen;
22nemlig Guds Retfærdighed ved Jesu Christi Tro, til Alle og over Alle, som troe; thi der er ikke Forskjel;
6men den, som ikke regnes i Slægt med dem, tog Tiende af Abraham og velsignede den, som havde Forjættelserne.
28Men vi, Brødre! ere Forjættelsens Børn, som Isak var.
4Thi Christus er Lovens Ende til Retfærdighed for hver den, som troer.
5Og han gav ham Intet deraf til Eie, end ikke en Fodbred; og (dog) lovede han ham at give ham det til Besiddelse, og hans Afkom efter ham, enddog han intet Barn havde.
5Thi vi forvente i Aanden ved Troen den forhaabede Retfærdighed.
6Og han troede paa Herren, og det tilregnede han ham til Retfærdighed.