Romerbrevet 4:12
og (være) Fader til de Omskaarne, til dem, som ikke alene ere omskaarne, men ogsaa vandre i den Troes Fodspor, hvilken vor Fader Abraham havde, (da han var) uomskaaren.
og (være) Fader til de Omskaarne, til dem, som ikke alene ere omskaarne, men ogsaa vandre i den Troes Fodspor, hvilken vor Fader Abraham havde, (da han var) uomskaaren.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
9Hører da denne Salighed til Omskjærelsen (alene), eller og til Forhuden? Vi sige jo, at Troen blev regnet Abraham til Retfærdighed.
10Hvorledes blev den da tilregnet? da han var bleven omskaaren, eller da han havde Forhud? Ikke da han var bleven omskaaren, men da han havde Forhud.
11Og han annammede Omskjærelsens Tegn som en Besegling paa den Retfærdighed ved Troen, hvilken han havde, (da han var) uomskaaren, saa at han skulde være Fader til alle dem, som troe, (skjøndt de ere) uomskaarne, — at Retfærdighed skulde og tilregnes dem —
16Derfor er Forjættelsen ved Tro, saa at den (gives) af Naade, paa det at den maa staae fast for den ganske Æt, ikke alene for den, som haver Loven, men og for den, som haver Abrahams Tro, hvilken er alles vores Fader,
17— som skrevet er: Jeg haver sat dig til mange Folks Fader — for Gud, paa hvem han troede, som levendegjør de Døde, og kalder de Ting, der ikke ere, som om de vare.
18Thi mod Haab troede han med Haab, at han skulde vorde mange Folks Fader, efter det, som sagt var: Saaledes skal din Sæd vorde;
19og da han ikke var svag i Troen, saae han ikke hen til sit eget Legeme, som allerede var udlevet, efterdi han var nær hundrede Aar gammel, eller til Saras hendøde Moderliv;
20men han tvivlede ikke med Vantro paa Guds Forjættelse, men blev styrket i Troen og gav Gud Ære,
6Ligesom Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed.
7Erkjender altsaa, at de, som holde sig til Troen, disse ere Abrahams Børn.
8Men da Skriften forudsaae, at Gud vilde retfærdiggjøre Hedningerne ved Troen, forjættede den Abraham forud: I dig skulle alle Folkeslag velsignes.
9Saa at de, som holde sig til Troen, blive velsignede med den troende Abraham.
1Hvad skulle vi da sige, at vor Fader Abraham haver opnaaet efter Kjødet?
2Thi dersom Abraham blev retfærdiggjort ved Gjerninger, haver han Ros, men ikke for Gud.
3Thi hvad siger Skriften? — Men Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed.
13Thi ikke formedelst Loven (gaves) den Forjættelse til Abraham og hans Afkom, at han skulde arve Verden, men formedelst Troens Retfærdighed.
30efterdi der er een Gud, som vil retfærdiggjøre de Omskaarne ved Troen, og de Uomskaarne formedelst Troen.
8Og han gav ham Omskjærelsens Pagt; og saa avlede han Isak og omskar ham den ottende Dag; og Isak (avlede) Jakob, og Jakob de tolv Patriarcher.
25Thi Omskjærelsen er vel nyttig, om du holder Loven; men er du Lovens Overtræder, da er din Omskjærelse bleven en Forhud.
26Dersom da den Uomskaarne iagttager Lovens Bud, mon da ikke hans Forhud regnes for Omskjærelse?
27Og den af Naturen Uomskaarne, som opfylder Loven, skal dømme dig, som med Bogstav og Omskjærelse er Lovens Overtræder.
28Thi ikke den, som i det Udvortes (er Jøde), er (derfor) Jøde, ei heller er den (Omskjærelse), som skeer udvortes paa Kjødet, (derfor) Omskjærelse;
29men den, som i det Indvortes er Jøde, og Hjertets Omskjærelse i Aanden, ikke efter Bogstaven; en Saadan har Ros, ikke af Mennesker, men af Gud.
23Saa tog Abraham Ismael, sin Søn, og alle Fødte i sit Huus, og alle Kjøbte for sine Penge, alt Mandkjøn af Mændene, som vare i Abrahams Huus; og han omskar deres Forhuds Kjød paa den selvsamme Dag, ligesom Gud havde talet med ham.
24Og Abraham var ni og halvfemsindstyve Aar gammel, der hans Forhuds Kjød blev omskaaret.
17Formedelst Tro offrede Abraham Isak, der han prøvedes, ja den Eenbaarne offrede han, som havde annammet Forjættelserne,
18(og) til hvem der var sagt: I Isak skal Afkom fremkaldes dig;
8Formedelst Tro var Abraham lydig, der han blev kaldet, i at udgaae til det Sted, som han skulde tage til Arv; og han gik ud, dog han ikke vidste, hvor han kom.
26Paa den selvsamme Dag blev Abraham og Ismael, hans Søn, omskaaren.
10Men ikke hun alene (havde Forjættelsen), men og Rebekka, der hun var frugtsommelig ved Een, (nemlig) Isak, vor Fader.
21Er ikke vor Fader Abraham retfærdiggjort ved Gjerninger, der han offrede sin Søn Isak paa Alteret?
23Og Skriften blev opfyldt, som siger: Men Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed, og han blev kaldet Guds Ven.
4(Hvad) mig (anlanger), see, min Pagt er med dig, og du skal vorde mange Hedningers Fader.
18Er Nogen kaldet omskaaren, han lade ikke (Forhuden) drages over; er Nogen kaldet i Forhuden, han lade sig ikke omskjære.
4Og Abraham omskar Isak, sin Søn, der han var otte Dage gammel, saasom Gud havde befalet ham.
10Denne er min Pagt, som I skulle holde imellem mig og imellem eder, og imellem din Afkom efter dig: Alt Mandkjøn skal omskjæres hos eder.
73efter den Ed, som han svoer vor Fader Abraham, at han vilde give os,
14Og er det et Drengebarn, som haver Forhud, og hans Forhuds Kjød ikke bliver omskaaret, da skal den samme Person udslettes fra sine Folk; han haver brudt min Pagt.
28Men vi, Brødre! ere Forjættelsens Børn, som Isak var.
6Og han troede paa Herren, og det tilregnede han ham til Retfærdighed.
6Thi i Christo Jesu gjælder hverken Omskjærelse eller Forhud, men Troen, som er virksom ved Kjærlighed.
14paa det Abrahams Velsignelse maatte komme over Hedningerne i Christo Jesu, saa at vi kunde faae Aandens Forjættelse formedelst Troen.
22Derfor blev det og regnet ham til Retfærdighed.
23Men ikke for hans Skyld alene er det skrevet, at det blev ham tilregnet,
7ei heller ere alle Abrahams (Børn), fordi de ere Abrahams Afkom; men (der er skrevet:) Afkom skal fremkaldes dig i Isak;
8det er: Ikke de samme, som ere Børn efter Kjødet, ere Guds Børn; men Forjættelsens Børn regnes (ham) til Afkom.
6men den, som ikke regnes i Slægt med dem, tog Tiende af Abraham og velsignede den, som havde Forjættelserne.
11Derfor kommer ihu, at I, som forhen vare Hedninger efter Kjødet og bleve kaldte Forhud af den saakaldte Omskjærelse, den i Kjødet, som skeer med Haanden,
5den derimod, som ikke haver Gjerninger, men troer paa ham, som retfærdiggjør den Ugudelige, (ham) tilregnes hans Tro til Retfærdighed.