Lukas 1:73
efter den Ed, som han svoer vor Fader Abraham, at han vilde give os,
efter den Ed, som han svoer vor Fader Abraham, at han vilde give os,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
71 en Frelse fra vore Fjender og fra alle deres Haand, som os hade,
72 (for) at gjøre Barmhjertighed mod vore Fædre og tænke paa sin hellige Pagt,
54 Han haver antaget sig sin Tjener Israel ved at ihukomme Barmhjertighed
55 — som han tilsagde vore Fædre — mod Abraham og hans Afkom til evig Tid.
8 Han kommer evindelig sin Pagt ihu, — det Ord, som han haver befalet til tusinde Slægter —
9 som han gjorde med Abraham, og sin Ed til Isak.
74 at, naar vi vare friede fra vore Fjenders Haand, skulde vi tjene ham uden Frygt,
75 i Hellighed og Retfærdighed for ham alle vort Livs Dage.
13 Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, der han ingen Større havde at sværge ved, svoer han ved sig selv, sigende:
14 Sandelig, jeg vil visselig velsigne dig og visselig formere dig.
20 Du skal bevise Jakob Sandhed, Abraham Miskundhed, som du haver svoret vore Fædre fra de gamle Dage af.
15 Kommer evindeligen hans Pagt ihu, — det Ord, han haver befalet til tusinde Slægter —
16 hvilken han gjorde med Abraham, og hans Ed til Isak.
17 Og han stadfæstede den for Jakob til en Skik, for Israel til en evig Pagt.
23 Saa sværg mig nu her ved Gud, at du ikke lyver for mig og min Søn, og for min Sønnesøn; efter den Miskundhed, som jeg haver gjort mod dig, skal du gjøre mod mig og mod Landet, i hvilket du haver været fremmed.
24 Da sagde Abraham: Jeg vil sværge.
17 Hvorfor, da Gud vilde end ydermere vise Forjættelsens Arvinger sit Raads Uforanderlighed, føiede han en Ed dertil,
23 Og han udførte os derfra, paa det han vilde føre os ind, for at give os det Land, som han havde svoret vore Fædre.
42 Thi han kom sit hellige Ord ihu, (ja) Abraham, sin Tjener,
16 Og han sagde: Jeg haver svoret ved mig, siger Herren, at fordi du gjorde dette Stykke og ikke sparede din Søn, din eneste,
13 at han maa opreise dig idag, sig til et Folk, og han maa være dig til en Gud, saasom han haver tilsagt dig, og saasom han haver svoret dine Fædre, Abraham, Isak og Jakob.
9 Og Gud sagde til Abraham: Og du skal holde min Pagt, du og din Afkom efter dig, hos deres Efterkommere.
13 Kom dine Tjenere, Abraham, Isak og Israel, ihu, hvilke du haver tilsvoret ved dig selv og tilsagt dem: Jeg vil gjøre eders Sæd mangfoldig, som Stjernerne paa Himmelen, og alt det Land, som jeg haver sagt, vil jeg give eders Sæd, og de skulle eie det evindeligen.
3 Vær en Udlænding i dette Land, og jeg vil være med dig og velsigne dig; thi dig og din Sæd vil jeg give alle disse Lande og stadfæste den Ed, som jeg haver svoret Abraham, din Fader.
53 Abrahams Gud og Nachors Gud, deres Fædres Gud skal dømme imellem os; og Jakob svoer ved sin Faders Isaks Rædsel.
25 I ere Propheternes Børn og Pagtens, hvilken Gud indgik med vore Fædre, der han sagde til Abraham: Og i din Afkom skulle alle Slægter paa Jorden velsignes.
4 (Hvad) mig (anlanger), see, min Pagt er med dig, og du skal vorde mange Hedningers Fader.
9 Da lagde Svenden sin Haand under Abrahams, sin Herres, Lænd, og svoer ham paa denne Handel
32 Ogsaa vi forkynde eder formedelst Evangelium den Forjættelse, som er skeet til Fædrene, at Gud haver opfyldt den for os, deres Børn, idet han opreiste Jesum;
2 Men han sagde: I Mænd, Brødre og Fædre, hører til! Herlighedens Gud aabenbaredes for vor Fader Abraham, der han var i Mesopotamien, førend han tog Bolig i Charan;
5 fordi at Abraham adlød min Røst og bevarede det, jeg vil have bevaret, mine Bud, mine Skikke og mine Love.
17 Formedelst Tro offrede Abraham Isak, der han prøvedes, ja den Eenbaarne offrede han, som havde annammet Forjættelserne,
18 (og) til hvem der var sagt: I Isak skal Afkom fremkaldes dig;
12 og (være) Fader til de Omskaarne, til dem, som ikke alene ere omskaarne, men ogsaa vandre i den Troes Fodspor, hvilken vor Fader Abraham havde, (da han var) uomskaaren.
16 Derfor er Forjættelsen ved Tro, saa at den (gives) af Naade, paa det at den maa staae fast for den ganske Æt, ikke alene for den, som haver Loven, men og for den, som haver Abrahams Tro, hvilken er alles vores Fader,
6 men den, som ikke regnes i Slægt med dem, tog Tiende af Abraham og velsignede den, som havde Forjættelserne.
1 Jesu Christi, Davids Søns, Abrahams Søns, Slægtes Bog.
5 paa det (jeg kan) stadfæste den Ed, som jeg svoer eders Fædre, at give dem et Land, som flyder med Melk og Honning, som (det sees) paa denne Dag; og jeg svarede og sagde: Amen! Herre!
16 Du er dog vor Fader, thi Abraham veed Intet af os, og Israel kjender os ikke; (men) du, Herre, er vor Fader, vor Gjenløser er dit Navn af Evighed.
3 Og jeg vil lade dig sværge ved Herren, Himmelens Gud og Jordens Gud, at du ikke skal tage min Søn en Hustru af de Cananiters Døttre, iblandt hvilke jeg boer.
14 paa det Abrahams Velsignelse maatte komme over Hedningerne i Christo Jesu, saa at vi kunde faae Aandens Forjættelse formedelst Troen.
15 Brødre! jeg vil tale efter menneskelig Viis: Ingen gjør dog et Menneskes Testament, som er stadfæstet, til Intet, eller sætter Noget dertil.
20 Og saavidt det ikke skede uden Ed,
4 Og han give dig Abrahams Velsignelse, dig og din Sæd med dig, at du kan arve det Land, som du er fremmed udi, hvilket Gud gav Abraham
7 Erkjender altsaa, at de, som holde sig til Troen, disse ere Abrahams Børn.
8 Men da Skriften forudsaae, at Gud vilde retfærdiggjøre Hedningerne ved Troen, forjættede den Abraham forud: I dig skulle alle Folkeslag velsignes.
9 Saa at de, som holde sig til Troen, blive velsignede med den troende Abraham.
58 at han vil bøie vort Hjerte til sig, at vi maae vandre i alle hans Veie, og holde hans Bud og hans Skikke og hans Rette, som han haver budet vore Fædre,
1 Hvad skulle vi da sige, at vor Fader Abraham haver opnaaet efter Kjødet?
23 Af dennes Afkom opreiste Gud efter Forjættelsen Israel en Frelser, Jesum;