1 Mosebok 26:5
fordi at Abraham adlød min Røst og bevarede det, jeg vil have bevaret, mine Bud, mine Skikke og mine Love.
fordi at Abraham adlød min Røst og bevarede det, jeg vil have bevaret, mine Bud, mine Skikke og mine Love.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
18Og udi din Sæd skulle alle Folk paa Jorden velsignes, fordi du adlød min Røst.
3Vær en Udlænding i dette Land, og jeg vil være med dig og velsigne dig; thi dig og din Sæd vil jeg give alle disse Lande og stadfæste den Ed, som jeg haver svoret Abraham, din Fader.
4Og jeg vil gjøre din Sæd mangfoldig som Stjerner paa Himmelen, og give din Sæd alle disse Lande, og i din Sæd skulle alle Folk paa Jorden velsignes,
45paa det de skulde holde hans Skikke og bevare hans Love. Halleluja!
9Og Gud sagde til Abraham: Og du skal holde min Pagt, du og din Afkom efter dig, hos deres Efterkommere.
16Og han sagde: Jeg haver svoret ved mig, siger Herren, at fordi du gjorde dette Stykke og ikke sparede din Søn, din eneste,
18efterdi Abraham skal visseligen vorde et stort og stærkt Folk, og alle Folk paa Jorden skulle velsignes i ham.
19Thi jeg kjender ham, at han vil byde sine Børn og sit Huus efter sig, at de skulle bevare Herrens Vei, til at gjøre Retfærdighed og Ret, paa det at Herren skal lade det komme over Abraham, som han haver lovet ham.
6Saa boede Isak i Gerar.
16hvilken han gjorde med Abraham, og hans Ed til Isak.
17Og han stadfæstede den for Jakob til en Skik, for Israel til en evig Pagt.
9som han gjorde med Abraham, og sin Ed til Isak.
10Og han stillede den for Jakob til en Skik, for Israel til evig Pagt,
3Og jeg tog eders Fader Abraham fra hiin Side Floden og lod ham vandre i alt Canaans Land; og jeg formerede hans Sæd og gav ham Isak.
3Dersom I vandre i mine Skikke, og holde mine Bud, og gjøre dem,
13Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, der han ingen Større havde at sværge ved, svoer han ved sig selv, sigende:
14Sandelig, jeg vil visselig velsigne dig og visselig formere dig.
42Thi han kom sit hellige Ord ihu, (ja) Abraham, sin Tjener,
13Kom dine Tjenere, Abraham, Isak og Israel, ihu, hvilke du haver tilsvoret ved dig selv og tilsagt dem: Jeg vil gjøre eders Sæd mangfoldig, som Stjernerne paa Himmelen, og alt det Land, som jeg haver sagt, vil jeg give eders Sæd, og de skulle eie det evindeligen.
5Og Abraham gav Isak alt det, han eiede.
17I skulle flitteligen holde Herrens eders Guds Bud og hans Vidnesbyrd og hans Skikke, som han haver budet dig.
10Og du skal høre Herrens din Guds Røst, og gjøre efter hans Bud og hans Skikke, hvilke jeg byder dig idag.
4Og han give dig Abrahams Velsignelse, dig og din Sæd med dig, at du kan arve det Land, som du er fremmed udi, hvilket Gud gav Abraham
12Men Gud sagde til Abraham: Lad det ikke behage dig ilde for Drengen og for din Tjenesteqvinde; i hvadsomhelst Sara skal sige dig, lyd hendes Røst; thi udi Isak skal Sæden kaldes dig.
8Saa adlyd nu min Røst, min Søn! eftersom jeg befaler dig.
73efter den Ed, som han svoer vor Fader Abraham, at han vilde give os,
6Og han troede paa Herren, og det tilregnede han ham til Retfærdighed.
6Ligesom Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed.
1Og det skede derefter, at Gud fristede Abraham og sagde til ham: Abraham! og han sagde: See, her er jeg.
2Og han sagde til dem: I have holdt alt det, som Mose, Herrens Tjener, bød eder; og I have hørt min Røst i alt det, som jeg har budet eder.
12Og det Land, som jeg haver givet Abraham og Isak, det vil jeg give dig, og jeg vil give din Sæd Landet efter dig.
23Saa sværg mig nu her ved Gud, at du ikke lyver for mig og min Søn, og for min Sønnesøn; efter den Miskundhed, som jeg haver gjort mod dig, skal du gjøre mod mig og mod Landet, i hvilket du haver været fremmed.
24Da sagde Abraham: Jeg vil sværge.
6I, Abrahams, hans Tjeners, Sæd! I, Jakobs, hans Udvalgtes, Børn!
4Og jeg haver ogsaa oprettet min Pagt med dem, at give dem Canaans Land, deres Udlændigheds Land, i hvilket de have været Udlændinge.
18(og) til hvem der var sagt: I Isak skal Afkom fremkaldes dig;
4hvilken jeg bød eders Fædre paa den Dag, jeg udførte dem af Ægypti Land af Jernovnen, sigende: Adlyder min Røst og gjører disse Ting efter alt det, som jeg haver budet eder, saa skulle I være mit Folk, og jeg, jeg vil være eders Gud;
23Men denne Ting befoel jeg dem, sigende: Hører paa min Røst, saa vil jeg være eders Gud, og I, I skulle være mit Folk; og I skulle vandre paa hver den Vei, som jeg befaler eder, at det maa gaae eder vel.
42Og jeg vil ihukomme min Pagt med Jakob, ja og min Pagt med Isak, saa og min Pagt med Abraham vil jeg ihukomme, og Landet vil jeg ihukomme.
3Thi hvad siger Skriften? — Men Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed.
5See, jeg haver lært eder Skikke og Rette, eftersom Herren min Gud befoel mig; at I skulle gjøre saaledes midt i Landet, hvorhen I skulle komme at eie det.