1 Mosebok 17:9
Og Gud sagde til Abraham: Og du skal holde min Pagt, du og din Afkom efter dig, hos deres Efterkommere.
Og Gud sagde til Abraham: Og du skal holde min Pagt, du og din Afkom efter dig, hos deres Efterkommere.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10Denne er min Pagt, som I skulle holde imellem mig og imellem eder, og imellem din Afkom efter dig: Alt Mandkjøn skal omskjæres hos eder.
11Og I skulle omskjære eders Forhuds Kjød, og det skal være til en Pagtes Tegn imellem mig og imellem eder.
4(Hvad) mig (anlanger), see, min Pagt er med dig, og du skal vorde mange Hedningers Fader.
5Og dit Navn skal ikke ydermere kaldes Abram, men dit Navn skal være Abraham; thi jeg haver gjort dig til mange Hedningers Fader.
6Og jeg vil gjøre dig saare meget frugtbar, og gjøre dig til Folk, og Konger skulle udkomme af dig.
7Og jeg vil oprette min Pagt imellem mig og imellem dig, og imellem din Afkom efter dig i deres Slægter, til en evig Pagt, til at være dig til en Gud, og din Afkom efter dig.
8Og jeg vil give dig og din Afkom efter dig det Land, som du er fremmed udi, det ganske Canaans Land, til en evig Eiendom; og jeg vil være dem til en Gud.
19Og Gud sagde: Sandeligen, Sara, din Hustru, skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Isak; og jeg vil oprette min Pagt til en evig Pagt med ham, for hans Afkom efter ham.
2Og jeg vil gjøre min Pagt imellem mig og imellem dig, og formere dig ganske Meget.
16Og han sagde: Jeg haver svoret ved mig, siger Herren, at fordi du gjorde dette Stykke og ikke sparede din Søn, din eneste,
17derfor vil jeg storligen velsigne dig og meget mangfoldiggjøre din Sæd, som Stjernerne paa Himmelen og som Sand, der er paa Havets Bred; og din Sæd skal eie sine Fjenders Port.
18Og udi din Sæd skulle alle Folk paa Jorden velsignes, fordi du adlød min Røst.
9Og jeg, see, jeg opretter min Pagt med eder, og med eders Afkom efter eder,
3Vær en Udlænding i dette Land, og jeg vil være med dig og velsigne dig; thi dig og din Sæd vil jeg give alle disse Lande og stadfæste den Ed, som jeg haver svoret Abraham, din Fader.
4Og jeg vil gjøre din Sæd mangfoldig som Stjerner paa Himmelen, og give din Sæd alle disse Lande, og i din Sæd skulle alle Folk paa Jorden velsignes,
5fordi at Abraham adlød min Røst og bevarede det, jeg vil have bevaret, mine Bud, mine Skikke og mine Love.
8Han kommer evindelig sin Pagt ihu, — det Ord, som han haver befalet til tusinde Slægter —
9som han gjorde med Abraham, og sin Ed til Isak.
21Men min Pagt vil jeg stadfæste med Isak, som Sara skal føde dig paa denne bestemte Tid i det andet Aar.
4Og han give dig Abrahams Velsignelse, dig og din Sæd med dig, at du kan arve det Land, som du er fremmed udi, hvilket Gud gav Abraham
15Thi alt det Land, som du seer, det vil jeg give dig og din Afkom evindeligen.
12Og det Land, som jeg haver givet Abraham og Isak, det vil jeg give dig, og jeg vil give din Sæd Landet efter dig.
13Kom dine Tjenere, Abraham, Isak og Israel, ihu, hvilke du haver tilsvoret ved dig selv og tilsagt dem: Jeg vil gjøre eders Sæd mangfoldig, som Stjernerne paa Himmelen, og alt det Land, som jeg haver sagt, vil jeg give eders Sæd, og de skulle eie det evindeligen.
15Kommer evindeligen hans Pagt ihu, — det Ord, han haver befalet til tusinde Slægter —
16hvilken han gjorde med Abraham, og hans Ed til Isak.
25I ere Propheternes Børn og Pagtens, hvilken Gud indgik med vore Fædre, der han sagde til Abraham: Og i din Afkom skulle alle Slægter paa Jorden velsignes.
15Og Gud sagde til Abraham: (Anlangende) Sarai, din Hustru, du skal ikke kalde hendes Navn Sarai; thi Sara skal være hendes Navn.
13Din Hjemmefødte og den for dine Penge Kjøbte skal visseligen omskjæres, og min Pagt i eders Kjød skal være til en evig Pagt.
16Men Forjættelserne ere tilsagte Abraham og hans Afkom; der siges ikke: og Afkommene, som om Mange, men som om Een: og din Afkom, hvilken er Christus.
18efterdi Abraham skal visseligen vorde et stort og stærkt Folk, og alle Folk paa Jorden skulle velsignes i ham.
19Thi jeg kjender ham, at han vil byde sine Børn og sit Huus efter sig, at de skulle bevare Herrens Vei, til at gjøre Retfærdighed og Ret, paa det at Herren skal lade det komme over Abraham, som han haver lovet ham.
18(og) til hvem der var sagt: I Isak skal Afkom fremkaldes dig;
12Og Gud sagde: Dette er et Tegn paa den Pagt, som jeg gjør imellem mig og imellem eder, og imellem al levende Sjæl, som er hos eder, til evig Tid.
14Og din Sæd skal blive som Støv paa Jorden, og du skal udbredes mod Vester og mod Øster, og mod Norden og mod Sønden; og i dig og i din Sæd skulle alle Slægter paa Jorden velsignes.
55— som han tilsagde vore Fædre — mod Abraham og hans Afkom til evig Tid.
23Saa tog Abraham Ismael, sin Søn, og alle Fødte i sit Huus, og alle Kjøbte for sine Penge, alt Mandkjøn af Mændene, som vare i Abrahams Huus; og han omskar deres Forhuds Kjød paa den selvsamme Dag, ligesom Gud havde talet med ham.
24Og Abraham var ni og halvfemsindstyve Aar gammel, der hans Forhuds Kjød blev omskaaret.
14Sandelig, jeg vil visselig velsigne dig og visselig formere dig.
23Saa sværg mig nu her ved Gud, at du ikke lyver for mig og min Søn, og for min Sønnesøn; efter den Miskundhed, som jeg haver gjort mod dig, skal du gjøre mod mig og mod Landet, i hvilket du haver været fremmed.
3Og Abram sagde (fremdeles): See, mig haver du ingen Afkom givet; og see, min Børnede arver mig.
5Og han førte ham ud udenfor, og sagde: Kjære, see til Himmelen og tæl Stjernerne, om du kan tælle dem; og han sagde til ham: Saa skal din Afkom vorde.
9Thi dette er Forjættelsens Ord: Ved denne Tid vil jeg komme, saa skal Sara have en Søn.
7ei heller ere alle Abrahams (Børn), fordi de ere Abrahams Afkom; men (der er skrevet:) Afkom skal fremkaldes dig i Isak;