Lukas 1:55
— som han tilsagde vore Fædre — mod Abraham og hans Afkom til evig Tid.
— som han tilsagde vore Fædre — mod Abraham og hans Afkom til evig Tid.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
72 (for) at gjøre Barmhjertighed mod vore Fædre og tænke paa sin hellige Pagt,
73 efter den Ed, som han svoer vor Fader Abraham, at han vilde give os,
74 at, naar vi vare friede fra vore Fjenders Haand, skulde vi tjene ham uden Frygt,
75 i Hellighed og Retfærdighed for ham alle vort Livs Dage.
32 Han skal blive stor og kaldes den Høiestes Søn, og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders, Throne.
33 Og han skal være en Konge over Jakobs Huus evindelig, og der skal ikke være Ende paa hans Kongerige.
54 Han haver antaget sig sin Tjener Israel ved at ihukomme Barmhjertighed
8 Han kommer evindelig sin Pagt ihu, — det Ord, som han haver befalet til tusinde Slægter —
9 som han gjorde med Abraham, og sin Ed til Isak.
10 Og han stillede den for Jakob til en Skik, for Israel til evig Pagt,
7 Og jeg vil oprette min Pagt imellem mig og imellem dig, og imellem din Afkom efter dig i deres Slægter, til en evig Pagt, til at være dig til en Gud, og din Afkom efter dig.
8 Og jeg vil give dig og din Afkom efter dig det Land, som du er fremmed udi, det ganske Canaans Land, til en evig Eiendom; og jeg vil være dem til en Gud.
9 Og Gud sagde til Abraham: Og du skal holde min Pagt, du og din Afkom efter dig, hos deres Efterkommere.
25 I ere Propheternes Børn og Pagtens, hvilken Gud indgik med vore Fædre, der han sagde til Abraham: Og i din Afkom skulle alle Slægter paa Jorden velsignes.
16 Men Forjættelserne ere tilsagte Abraham og hans Afkom; der siges ikke: og Afkommene, som om Mange, men som om Een: og din Afkom, hvilken er Christus.
15 Thi alt det Land, som du seer, det vil jeg give dig og din Afkom evindeligen.
30 Alle Fede paa Jorden skulle æde og tilbede; alle de, som nedfare i Støv, skulle bøie sig for ham, og den, som ikke kan holde sin Sjæl i Live.
18 (og) til hvem der var sagt: I Isak skal Afkom fremkaldes dig;
1 Jesu Christi, Davids Søns, Abrahams Søns, Slægtes Bog.
2 Abraham avlede Isak; men Isak avlede Jakob; men Jakob avlede Juda og hans Brødre.
48 fordi han haver seet til sin Tjenerindes Ringhed. Thi see, nu herefter skulle alle Slægter prise mig salig.
49 Thi han haver gjort store Ting imod mig, han, som er mægtig, og hvis Navn er helligt.
50 Og hans Barmhjertighed varer fra Slægt til Slægt mod dem, som ham frygte.
36 Jeg svoer eengang ved min Hellighed, jeg vil ikke lyve for David:
69 og haver opreist os et Frelses Horn i Davids, sin Tjeners, Huus,
70 saa som han talede ved sine hellige Propheters Mund, som have været fra fordums Tid,
20 Du skal bevise Jakob Sandhed, Abraham Miskundhed, som du haver svoret vore Fædre fra de gamle Dage af.
29 Jeg vil holde ham min Miskundhed evindelig, og min Pagt skal holdes ham troligen.
22 sin Tjener Israel til Arv, thi hans Miskundhed er evindelig;
23 han, som kom os ihu, der vi vare nedtrykte, thi hans Miskundhed er evindelig,
42 Thi han kom sit hellige Ord ihu, (ja) Abraham, sin Tjener,
23 Af dennes Afkom opreiste Gud efter Forjættelsen Israel en Frelser, Jesum;
13 Kom dine Tjenere, Abraham, Isak og Israel, ihu, hvilke du haver tilsvoret ved dig selv og tilsagt dem: Jeg vil gjøre eders Sæd mangfoldig, som Stjernerne paa Himmelen, og alt det Land, som jeg haver sagt, vil jeg give eders Sæd, og de skulle eie det evindeligen.
6 I, Abrahams, hans Tjeners, Sæd! I, Jakobs, hans Udvalgtes, Børn!
15 Kommer evindeligen hans Pagt ihu, — det Ord, han haver befalet til tusinde Slægter —
16 hvilken han gjorde med Abraham, og hans Ed til Isak.
17 Og han stadfæstede den for Jakob til en Skik, for Israel til en evig Pagt.
5 hvilke Fædrene tilhøre, og af hvilke Christus er efter Kjødet, som er Gud over Alting, høilovet i Evighed, Amen!
16 Derfor er Forjættelsen ved Tro, saa at den (gives) af Naade, paa det at den maa staae fast for den ganske Æt, ikke alene for den, som haver Loven, men og for den, som haver Abrahams Tro, hvilken er alles vores Fader,
4 Og han give dig Abrahams Velsignelse, dig og din Sæd med dig, at du kan arve det Land, som du er fremmed udi, hvilket Gud gav Abraham
19 Og Gud sagde: Sandeligen, Sara, din Hustru, skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Isak; og jeg vil oprette min Pagt til en evig Pagt med ham, for hans Afkom efter ham.
25 Og de skulle boe i Landet, som jeg gav min Tjener Jakob, som eders Fædre boede udi; og de skulle boe der, de og deres Børn og deres Børnebørn, til evig Tid, og David, min Tjener, (skal være) deres Fyrste evindeligen.
23 Og nu, Herre! det Ord, som du talede over din Tjener og over hans Huus, blive bestandigt evindeligen, og gjør, saasom du haver talet.
35 Men Trællen bliver ikke i Huset evindeligen; Sønnen bliver evindeligen.
56 Men Maria blev hos hende henved tre Maaneder, og drog (saa) til sit Huus igjen.
12 Han, han skal bygge mig et Huus, og jeg vil stadfæste hans Stol evindeligen.
21 Og mig (anlangende), denne er min Pagt med dem, siger Herren: Min Aand, som er over dig, og mine Ord, som jeg haver lagt i din Mund, skulle ikke vige fra din Mund eller fra din Sæds Mund eller fra din Sæds Sæds Mund, siger Herren, fra nu og indtil evig (Tid).
3 Vær en Udlænding i dette Land, og jeg vil være med dig og velsigne dig; thi dig og din Sæd vil jeg give alle disse Lande og stadfæste den Ed, som jeg haver svoret Abraham, din Fader.
18 Og udi din Sæd skulle alle Folk paa Jorden velsignes, fordi du adlød min Røst.
25 Thi saaledes haver Herren gjort mod mig i de Dage, der han saae (i Naade) til mig, for at borttage min Forsmædelse iblandt Menneskene.