1 Mosebok 24:9
Da lagde Svenden sin Haand under Abrahams, sin Herres, Lænd, og svoer ham paa denne Handel
Da lagde Svenden sin Haand under Abrahams, sin Herres, Lænd, og svoer ham paa denne Handel
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Og Abraham var gammel, vel ved Alder; og Herren havde velsignet Abraham i Alting.
2 Og Abraham sagde til sin ældste Svend i sit Huus, som raadede over alt hans Gods: Kjære, læg din Haand under min Lænd.
3 Og jeg vil lade dig sværge ved Herren, Himmelens Gud og Jordens Gud, at du ikke skal tage min Søn en Hustru af de Cananiters Døttre, iblandt hvilke jeg boer.
4 Men du skal gaae til mit Land og til min Slægt, og tage min Søn Isak en Hustru.
5 Og Svenden sagde til ham: Maaskee Qvinden vil ikke drage efter mig til dette Land; skal jeg da endelig føre din Søn tilbage til det Land, som du er kommen af?
6 Og Abraham sagde til ham: Forvar dig, at du ikke fører min Søn did igjen.
7 Herren, Himmelens Gud, som tog mig fra min Faders Huus og fra min Slægts Land, og som talede med mig, og som tilsvoer mig og sagde: Dette Land vil jeg give din Sæd, han skal sende sin Engel for dig, at du skal derfra tage min Søn en Hustru.
8 Men dersom Qvinden vil ikke følge dig, da skal du være fri for denne min Ed; aleneste min Søn skal du ikke føre derhen.
23 Saa sværg mig nu her ved Gud, at du ikke lyver for mig og min Søn, og for min Sønnesøn; efter den Miskundhed, som jeg haver gjort mod dig, skal du gjøre mod mig og mod Landet, i hvilket du haver været fremmed.
24 Da sagde Abraham: Jeg vil sværge.
34 Og han sagde: Jeg er Abrahams Svend.
35 Og Herren haver velsignet min Herre meget, at han er bleven mægtig; og han haver givet ham Faar og Fæ, og Sølv og Guld, og Svende og Tjenestepiger, og Kameler og Asener
36 Og Sara, min Herres Hustru, haver født min Herre en Søn, efterat hun var gammel, og ham haver han givet alt det, han eier.
37 Og min Herre haver taget en Ed af mig og sagt: Du skal ikke tage min Søn en Hustru af Cananiternes Døttre, i hvis Land jeg boer.
38 Men du skal fare hen til min Faders Huus og til min Slægt, og tage min Søn en Hustru.
39 Og jeg sagde til min Herre: Maaskee Qvinden vil ikke drage efter mig.
10 Saa tog Svenden ti Kameler af sin Herres Kameler og foer bort, og havde allehaande af sin Herres Gods med sig, og gjorde sig rede og drog til Mesopotamia, til Nachors Stad.
11 Der opbandt han Kamelerne udenfor Staden ved en Vandbrønd, mod Aftens Tid, mod den Tid, (da Qvindfolkene pleiede at) gaae ud, at drage (Vand).
12 Og han sagde: Herre, min Herres Abrahams Gud, Kjære, lad det vederfares idag for mig, og gjør Miskundhed mod min Herre Abraham.
48 Og jeg bøiede mig og tilbad for Herren, og lovede Herren, min Herres Abrahams Gud, som ledede mig paa den rette Vei, at tage min Herres Broders Datter til hans Søn.
49 Og nu, dersom (I ville) gjøre Miskundhed og Sandhed mod min Herre, siger mig det; men dersom I ikke ville, siger mig det, at jeg kan vende mig til den høire eller til den venstre Side.
16 Og han sagde: Jeg haver svoret ved mig, siger Herren, at fordi du gjorde dette Stykke og ikke sparede din Søn, din eneste,
51 See, der er Rebekka for dig, tag (hende) og gak, at hun bliver din Herres Søns Hustru, som Herren haver sagt.
52 Og det skede, der Abrahams Svend hørte deres Ord, da bøiede han sig til Jorden for Herren.
9 Og der de kom til det Sted, som Gud havde sagt ham, da byggede Abraham der et Alter og lagde Veden tilrette, og han bandt Isak, sin Søn, og lagde ham paa Alteret ovenpaa Veden.
10 Og Abraham rakte sin Haand ud og greb Kniven for at slagte sin Søn.
41 Da skal du være fri for min Ed, naar du kommer til min Slægt; og om de ikke ville give dig (hende), saa er du fri for min Ed.
42 Saa kom jeg idag til Brønden og sagde: Herre, min Herres Abrahams Gud, Kjære, mon du haver givet Lykke paa min Reise, paa hvilken jeg haver vandret?
43 See, jeg staaer ved denne Vandbrønd, og naar det skeer, der kommer en Jomfru ud, at drage (Vand), og jeg siger til hende: Giv mig nu lidet Vand at drikke af din Krukke,
14 Og naar det skeer, at (der kommer nu) en Pige, til hvilken jeg siger: Bøi nu din Krukke ned og lad mig drikke, og hun siger: Drik, og jeg vil endog give dine Kameler at drikke; (da lad det skee,) at hun er den, som du haver udseet til din Tjener Isak, og jeg derpaa kan kjende, at du haver gjort Miskundhed mod min Herre.
66 Og Svenden fortalte Isak hele Sagen, som han havde udrettet.
23 Saa tog Abraham Ismael, sin Søn, og alle Fødte i sit Huus, og alle Kjøbte for sine Penge, alt Mandkjøn af Mændene, som vare i Abrahams Huus; og han omskar deres Forhuds Kjød paa den selvsamme Dag, ligesom Gud havde talet med ham.
24 Og Abraham var ni og halvfemsindstyve Aar gammel, der hans Forhuds Kjød blev omskaaret.
32 Thi jeg, din Tjener, blev ansvarlig for Drengen, at (han) ikke (skulde blive tilbage) hos min Fader, og sagde: Dersom jeg ikke fører ham til dig (igjen), da vil jeg bære Skyld for min Fader alle Dage.
33 Og nu, Kjære, lad din Tjener blive min Herres Tjener for Drengen, at Drengen maa fare op med sine Brødre.
30 Og han svarede: Fordi du skal tage syv Lam af min Haand; og det skal være mig til et Vidnesbyrd, at jeg haver gravet denne Brønd.
53 Abrahams Gud og Nachors Gud, deres Fædres Gud skal dømme imellem os; og Jakob svoer ved sin Faders Isaks Rædsel.
12 Og han sagde: Læg ikke din Haand paa Drengen, og gjør ham Intet; thi nu kjender jeg, at du frygter Gud og haver ikke sparet din Søn, din eneste, for mig.
13 Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, der han ingen Større havde at sværge ved, svoer han ved sig selv, sigende:
73 efter den Ed, som han svoer vor Fader Abraham, at han vilde give os,
9 som han gjorde med Abraham, og sin Ed til Isak.
3 Vær en Udlænding i dette Land, og jeg vil være med dig og velsigne dig; thi dig og din Sæd vil jeg give alle disse Lande og stadfæste den Ed, som jeg haver svoret Abraham, din Fader.
3 Og jeg tog eders Fader Abraham fra hiin Side Floden og lod ham vandre i alt Canaans Land; og jeg formerede hans Sæd og gav ham Isak.
9 Og Gud sagde til Abraham: Og du skal holde min Pagt, du og din Afkom efter dig, hos deres Efterkommere.
12 Da bøiede Abraham sig for Folket i Landet.
4 Og han give dig Abrahams Velsignelse, dig og din Sæd med dig, at du kan arve det Land, som du er fremmed udi, hvilket Gud gav Abraham