1 Mosebok 24:8
Men dersom Qvinden vil ikke følge dig, da skal du være fri for denne min Ed; aleneste min Søn skal du ikke føre derhen.
Men dersom Qvinden vil ikke følge dig, da skal du være fri for denne min Ed; aleneste min Søn skal du ikke føre derhen.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
37Og min Herre haver taget en Ed af mig og sagt: Du skal ikke tage min Søn en Hustru af Cananiternes Døttre, i hvis Land jeg boer.
38Men du skal fare hen til min Faders Huus og til min Slægt, og tage min Søn en Hustru.
39Og jeg sagde til min Herre: Maaskee Qvinden vil ikke drage efter mig.
40Og han sagde til mig: Herren, for hvis Ansigt jeg haver vandret, skal sende sin Engel med dig og give dig en lyksalig Reise, og du skal tage min Søn en Hustru af min Slægt og af min Faders Huus.
41Da skal du være fri for min Ed, naar du kommer til min Slægt; og om de ikke ville give dig (hende), saa er du fri for min Ed.
42Saa kom jeg idag til Brønden og sagde: Herre, min Herres Abrahams Gud, Kjære, mon du haver givet Lykke paa min Reise, paa hvilken jeg haver vandret?
43See, jeg staaer ved denne Vandbrønd, og naar det skeer, der kommer en Jomfru ud, at drage (Vand), og jeg siger til hende: Giv mig nu lidet Vand at drikke af din Krukke,
44og hun siger til mig: Baade maa du drikke, og jeg vil ogsaa drage til dine Kameler; saa være hun den Qvinde, som Herren haver udseet til min Herres Søn.
2Og Abraham sagde til sin ældste Svend i sit Huus, som raadede over alt hans Gods: Kjære, læg din Haand under min Lænd.
3Og jeg vil lade dig sværge ved Herren, Himmelens Gud og Jordens Gud, at du ikke skal tage min Søn en Hustru af de Cananiters Døttre, iblandt hvilke jeg boer.
4Men du skal gaae til mit Land og til min Slægt, og tage min Søn Isak en Hustru.
5Og Svenden sagde til ham: Maaskee Qvinden vil ikke drage efter mig til dette Land; skal jeg da endelig føre din Søn tilbage til det Land, som du er kommen af?
6Og Abraham sagde til ham: Forvar dig, at du ikke fører min Søn did igjen.
7Herren, Himmelens Gud, som tog mig fra min Faders Huus og fra min Slægts Land, og som talede med mig, og som tilsvoer mig og sagde: Dette Land vil jeg give din Sæd, han skal sende sin Engel for dig, at du skal derfra tage min Søn en Hustru.
9Da lagde Svenden sin Haand under Abrahams, sin Herres, Lænd, og svoer ham paa denne Handel
10Saa tog Svenden ti Kameler af sin Herres Kameler og foer bort, og havde allehaande af sin Herres Gods med sig, og gjorde sig rede og drog til Mesopotamia, til Nachors Stad.
48Og jeg bøiede mig og tilbad for Herren, og lovede Herren, min Herres Abrahams Gud, som ledede mig paa den rette Vei, at tage min Herres Broders Datter til hans Søn.
49Og nu, dersom (I ville) gjøre Miskundhed og Sandhed mod min Herre, siger mig det; men dersom I ikke ville, siger mig det, at jeg kan vende mig til den høire eller til den venstre Side.
14Og naar det skeer, at (der kommer nu) en Pige, til hvilken jeg siger: Bøi nu din Krukke ned og lad mig drikke, og hun siger: Drik, og jeg vil endog give dine Kameler at drikke; (da lad det skee,) at hun er den, som du haver udseet til din Tjener Isak, og jeg derpaa kan kjende, at du haver gjort Miskundhed mod min Herre.
51See, der er Rebekka for dig, tag (hende) og gak, at hun bliver din Herres Søns Hustru, som Herren haver sagt.
23Saa sværg mig nu her ved Gud, at du ikke lyver for mig og min Søn, og for min Sønnesøn; efter den Miskundhed, som jeg haver gjort mod dig, skal du gjøre mod mig og mod Landet, i hvilket du haver været fremmed.
24Da sagde Abraham: Jeg vil sværge.
32Thi jeg, din Tjener, blev ansvarlig for Drengen, at (han) ikke (skulde blive tilbage) hos min Fader, og sagde: Dersom jeg ikke fører ham til dig (igjen), da vil jeg bære Skyld for min Fader alle Dage.
58Saa kaldte de ad Rebekka og sagde til hende: Vil du fare med denne Mand? og hun sagde: Jeg vil fare.
12Og han sagde: Herre, min Herres Abrahams Gud, Kjære, lad det vederfares idag for mig, og gjør Miskundhed mod min Herre Abraham.
23Og han sagde: Hvis Datter er du? Kjære, siig mig nu, monne der være Rum i din Faders Huus, at herberge os inat?
7Men om Manden haver ikke Behagelighed i at tage sin Broders Hustru, da skal hans Broders Hustru gaae op til Porten til de Ældste og sige: Min Mands Broder vægrer sig for at opreise sin Broder et Navn i Israel, han vil ikke ægte mig i sin Broders Sted.
8Saa skulle de Ældste af hans Stad kalde ham og tale til ham; naar han staaer og siger: Jeg haver ikke Behagelighed i at tage hende,
16Og det skal skee, om han siger til dig: Jeg vil ikke gaae ud fra dig, fordi han elsker dig og dit Huus, fordi han lider vel hos dig,
17Men dersom I ikke ville høre os, at omskjæres, da ville vi tage vor Datter og drage bort.
16Og han sagde: Jeg haver svoret ved mig, siger Herren, at fordi du gjorde dette Stykke og ikke sparede din Søn, din eneste,
56Og han sagde til dem: Holder mig ikke op, thi Herren haver givet mig Lykke paa min Reise; lader mig fare, og jeg vil vandre til min Herre.
34Thi hvorledes skulde jeg fare op til min Fader, og Drengen skulde ikke være med mig? jeg maatte da see paa det Onde, som skulde ramme min Fader.
17Og Mændene sagde til hende: Vi ville være uskyldige for denne din Ed, som du kom os til at sværge.
50Dersom du vil gjøre mine Døttre Fortræd, og dersom du vil tage Hustruer foruden mine Døttre, (da er her vel) ikke en Mand hos os, (men) see, Gud er Vidne imellem mig og imellem dig.
3Vær en Udlænding i dette Land, og jeg vil være med dig og velsigne dig; thi dig og din Sæd vil jeg give alle disse Lande og stadfæste den Ed, som jeg haver svoret Abraham, din Fader.
2(Men) staa op, gak til Paddan-Aram, til Bethuels, din Morfaders, Huus, og tag dig derfra en Hustru af Labans, din Morbroders, Døttre.
27Og han sagde: Lovet være Herren, min Herres Abrahams Gud, som ikke haver forladt sin Miskundhed og sin Sandhed mod min Herre; (hvad) mig (anlanger), Herren haver ført mig paa Veien til min Herres Broders Huus.
30Og nu, dersom jeg kommer til din Tjener, min Fader, og Drengen er ikke med os, efterdi hans Sjæl er bunden til Drengens Sjæl,
21Og Manden undredes (saare) paa hende, taug dog stille, for at faae at vide, om Herren havde ladet hans Reise lykkes, eller ei.
19Hvorfor sagde du: Hun er min Søster? og jeg tog hende mig til Hustru; og nu, see, der er din Hustru, tag (hende) og gak.