Lukas 1:71
en Frelse fra vore Fjender og fra alle deres Haand, som os hade,
en Frelse fra vore Fjender og fra alle deres Haand, som os hade,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
72(for) at gjøre Barmhjertighed mod vore Fædre og tænke paa sin hellige Pagt,
73efter den Ed, som han svoer vor Fader Abraham, at han vilde give os,
74at, naar vi vare friede fra vore Fjenders Haand, skulde vi tjene ham uden Frygt,
75i Hellighed og Retfærdighed for ham alle vort Livs Dage.
7Thi jeg forlader mig ikke paa min Bue, og mit Sværd kan ikke frelse mig.
68Lovet være Herren, Israels Gud! at han haver besøgt og forløst sit Folk,
69og haver opreist os et Frelses Horn i Davids, sin Tjeners, Huus,
70saa som han talede ved sine hellige Propheters Mund, som have været fra fordums Tid,
23han, som kom os ihu, der vi vare nedtrykte, thi hans Miskundhed er evindelig,
24og udrev os fra vore Fjender, thi hans Miskundhed er evindelig;
10Og han frelste dem af Haderens Haand, og gjenløste dem af Fjendens Haand.
46Alle vore Fjender oplode deres Mund over os.
10Men du haver forkastet (os) og ladet os beskjæmmes, og vil ikke udgaae med vore Hære.
77at give hans Folk Kundskab om Saliggjørelsen ved deres Synders Forladelse,
35og siger: Frels os, vor Saligheds Gud! og samle os og udfri os fra Hedningerne til at takke dit hellige Navn, at berømme os i din Lov.
7Beviis underligen dine Miskundheder, (du, som er) deres Frelser, som troe, fra dem, som opreise sig imod din høire Haand.
15Men jeg, jeg forlader mig paa dig, Herre! jeg sagde: Du er min Gud.
41Og du haver givet mig mine Fjender paa Flugt, (ja) mine Hadere, og jeg udrydder dem.
54Han haver antaget sig sin Tjener Israel ved at ihukomme Barmhjertighed
55— som han tilsagde vore Fædre — mod Abraham og hans Afkom til evig Tid.
9for de Ugudeliges Ansigt, som ødelægge mig, (ja) min Sjæls Fjenders, som omringe mig.
17Han udrakte (sin Haand) fra det Høie, han hentede mig; han drog mig op af mange Vande.
2Gud være os naadig og velsigne os, han lade sit Ansigt lyse hos os, Sela —
1Til Sangmesteren; (med Titel:) Fordærv ikke; Davids gyldne (Smykke); der Saul sendte hen, og de toge vare paa Huset at slaae ham ihjel.
47Frels os, Herre, vor Gud! og samle os fra Hedningerne, paa det (vi kunne) takke dit hellige Navn (og) berømme os i din Priis.
27Derfor gav du dem i deres Fjenders Haand, og de trengte dem; men der de raabte til dig i deres Trængsels Tid, da hørte du af Himmelen, og efter dine mange Barmhjertigheder gav du dem Frelsere, og de frelste dem af deres Fjenders Haand.
9Jeg maa høre, hvad Gud Herren vil tale, thi han skal tale Fred til sit Folk og til sine Hellige, og de skulle ikke omvendes til Daarlighed.
5Du lod dit Folk see en haard Ting, du gav os Viin at drikke, at vi tumlede.
18Han friede mig fra min stærke Fjende, fra mine Hadere, thi de vare mig for stærke.
7Vil du ikke gjøre os levende igjen, at dit Folk maa glæde sig i dig?
40Og du haver omgjordet mig med Kraft til Krigen; du skal nedbøie dem under mig, som staae op imod mig.
8Tjenere herske over os, der er Ingen, som river (os) af deres Haand.
23Fjenden skal ikke bedrage ham, og en uretfærdig Mand skal ikke trænge ham.
8Thi Kongen forlader sig paa Herren, og ved den Høiestes Miskundhed skal han ikke snuble.
7Herren er med mig iblandt dem, som hjælpe mig, derfor vil jeg, jeg see paa mine Hadere.
7Du sætter os til en Trætte for vore Naboer, og vore Fjender spotte (os).
9Hjælp os, vor Saligheds Gud! for dit Navns Æres Skyld, og frie os og forlad os vore Synder for dit Navns Skyld.
12Skal ikke du, O Gud, som forkastede os, og som ikke drager ud, O Gud, med vore Hære?
5Gud! du er den samme, min Konge; befal Jakobs megen Frelse (at komme).
21Herre! skulde jeg ikke hade dem, som hade dig, og kjedes ved dem, som reise sig op imod dig?
22Jeg hader dem med et fuldkomment Had; de bleve mine Fjender.
7Han skal betale mine Fjender det Onde igjen; udryd dem ved din Sandhed!
10I, som elske Herren, hader det Onde! han bevarer sine Helliges Sjæle, han skal frie dem af de Ugudeliges Haand.
9Og det skal skee paa den samme Dag, siger Herren, da vil jeg udrydde dine Heste midt af dig, og jeg vil fordærve dine Vogne.
2Herre! vær os naadig, vi have biet efter dig; vær aarle deres Arm, tilmed vor Salighed i Nødens Tid.
6Ophøi dig, Gud! over Himlene, og din Ære over al Jorden.
7Og Herren din Gud skal lægge alle disse Forbandelser paa dine Fjender og paa dem, som dig hade, som dig have forfulgt.
13Fly os Hjælp af Nød, thi et Menneskes Frelse er Forfængelighed.
39Men I skulle frygte Herren eders Gud, og han, han skal frie eder fra alle eders Fjenders Haand.
13at I ville lade min Fader og min Moder og mine Brødre og mine Søstre leve, og alt det, de have, og frie vore Sjæle fra Døden.