Romerbrevet 4:14
Thi skulde de, som holde sig til Loven, være Arvinger, da er Troen forgjæves, og Forjættelsen gjort til Intet;
Thi skulde de, som holde sig til Loven, være Arvinger, da er Troen forgjæves, og Forjættelsen gjort til Intet;
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
13Thi ikke formedelst Loven (gaves) den Forjættelse til Abraham og hans Afkom, at han skulde arve Verden, men formedelst Troens Retfærdighed.
14paa det Abrahams Velsignelse maatte komme over Hedningerne i Christo Jesu, saa at vi kunde faae Aandens Forjættelse formedelst Troen.
15Brødre! jeg vil tale efter menneskelig Viis: Ingen gjør dog et Menneskes Testament, som er stadfæstet, til Intet, eller sætter Noget dertil.
16Men Forjættelserne ere tilsagte Abraham og hans Afkom; der siges ikke: og Afkommene, som om Mange, men som om Een: og din Afkom, hvilken er Christus.
17Men dette siger jeg: Den Pagt, som forud er stadfæstet af Gud om Christo, kan Loven, som blev given fire hundrede og tredive Aar derefter, ikke rygge, saa at den skulde gjøre Forjættelsen til Intet.
18Thi er Arven ved Loven, da er den ikke mere ved Forjættelsen; men Gud skjenkede Abraham den ved Forjættelsen.
15thi Loven virker Straf; thi hvor der ikke er Lov, der er ei heller Overtrædelse.
16Derfor er Forjættelsen ved Tro, saa at den (gives) af Naade, paa det at den maa staae fast for den ganske Æt, ikke alene for den, som haver Loven, men og for den, som haver Abrahams Tro, hvilken er alles vores Fader,
4I have Intet med Christo at gjøre, I, som ville retfærdiggjøres ved Loven; I ere faldne fra Naaden.
5Thi vi forvente i Aanden ved Troen den forhaabede Retfærdighed.
21Er da Loven mod Guds Forjættelser? Det være langt fra! Thi var der given en Lov, som kunde levendegjøre, da erholdtes Retfærdighed virkeligen ved Loven.
22Men Skriften haver indsluttet Alt under Synd, at Forjættelsen ved Jesu Christi Tro skulde blive givet dem, som troe.
23Men førend Troen kom, bevogtedes vi, indesluttede under Loven, til den Tro, som skulde aabenbares;
24saa at Loven er vorden vor Tugtemester til Christum, for at vi skulde blive retfærdiggjorte af Troen.
9Saa at de, som holde sig til Troen, blive velsignede med den troende Abraham.
10Thi saa Mange, som holde sig til Lovens Gjerninger, ere under Forbandelse; thi der er skrevet: Forbandet (er) hver den, som ikke bliver ved i alle de Ting, som ere skrevne i Lovens Bog, saa at han gjør dem.
11Men at Ingen bliver retfærdiggjort for Gud ved Loven, er aabenbart; thi den ved Troen Retfærdige skal leve.
12Men Loven beroer ikke paa Tro, men (den siger:) Den, som gjør disse Ting, skal derved leve.
29Men ere I Christi, da ere I jo Abrahams Afkom og Arvinger efter Forjættelsen.
31Afskaffe vi da Loven formedelst Troen? Det være langt fra! men vi stadfæste Loven.
27Hvor er nu (vor) Ros? Den er udelukket; formedelst hvilken Lov? Gjerningernes? Nei, men formedelst Troens Lov.
28Derfor slutte vi, at Mennesket bliver retfærdiggjort ved Troen uden Lovens Gjerninger.
1Hvad skulle vi da sige, at vor Fader Abraham haver opnaaet efter Kjødet?
2Thi dersom Abraham blev retfærdiggjort ved Gjerninger, haver han Ros, men ikke for Gud.
21Jeg agter ikke Guds Naade ringe; thi erholdes Retfærdighed ved Loven, da er jo Christus død forgjæves.
16efterdi vi vide, at et Menneske ikke bliver retfærdiggjort, af Lovens Gjerninger, men ved Jesu Christi Tro, saa have og vi troet paa Jesum Christum, at vi maatte blive retfærdiggjorte af Christi Tro, og ikke af Lovens Gjerninger; thi intet Kjød skal blive retfærdiggjort af Lovens Gjerninger.
3Thi hvad? om Nogle vare vantroe, mon deres Vantro skulde gjøre Guds Trofasthed til Intet? Det være langt fra!
4Thi Christus er Lovens Ende til Retfærdighed for hver den, som troer.
7Erkjender altsaa, at de, som holde sig til Troen, disse ere Abrahams Børn.
18Der skeer altsaa en Afskaffelse af det foregaaende Bud, fordi det var svagt og unyttigt,
4Men den, som haver Gjerninger at fremvise, tilregnes Lønnen ikke af Naade, men som Skyldighed;
5den derimod, som ikke haver Gjerninger, men troer paa ham, som retfærdiggjør den Ugudelige, (ham) tilregnes hans Tro til Retfærdighed.
8det er: Ikke de samme, som ere Børn efter Kjødet, ere Guds Børn; men Forjættelsens Børn regnes (ham) til Afkom.
4Have I da lidt saa Meget forgjæves? hvis ellers kun forgjæves.
5Mon da han, som meddeler eder Aanden og udretter kraftige Gjerninger i eder, udretter det ved Lovens Gjerninger eller ved Troens Forkyndelse?
7Saa at du ikke længere er Træl, men Søn; men er du Søn, da er du ogsaa Guds Arving formedelst Christum.
6Men er det af Naade, da er det ikke mere af Gjerninger, ellers bliver Naaden ikke mere Naade; men er det af Gjerninger, da er det ikke mere Naade, ellers er Gjerningen ikke mere Gjerning.
30Hvad skulle vi da sige? Hedningerne, som ikke jagede efter Retfærdighed, fik Retfærdighed, nemlig den Retfærdighed, som er af Troen;
25Thi Omskjærelsen er vel nyttig, om du holder Loven; men er du Lovens Overtræder, da er din Omskjærelse bleven en Forhud.
20Derfor kan intet Kjød blive ved Lovens Gjerninger retfærdiggjort for ham; thi ved Loven kommer Syndens Erkjendelse.
21Siger mig, I, som ville være under Loven, høre I ikke Loven?
12Thi hvilkesomhelst, der have syndet uden Loven, de straffes og uden Loven, og hvilkesomhelst, der have syndet under Loven, de skulle dømmes ved Loven;
13— thi ikke Lovens Hørere ere retfærdige for Gud, men Lovens Gjørere skulle retfærdiggjøres;
2Thi ogsaa for os er Forjættelsen forkyndt, ligesom for hine; men Ordet, som de hørte, hjalp dem ikke, fordi det ikke forenedes med Troen i dem, som hørte det.
6Dog ikke som om Guds Ord haver slaaet Feil; thi ikke alle de, som nedstamme fra Israel, ere Israel;
1Men jeg siger: Saalænge Arvingen er et Barn, er der ingen Forskjel mellem ham og Trællen, enddog han er Herre over alt Godset;
5paa det at han skulde frikjøbe dem, som vare under Loven, at vi skulde faae den sønlige Udkaarelse.
4paa det at Lovens Fordring skulde fuldbringes i os, som ikke vandre efter Kjødet, men efter Aanden.
9Hører da denne Salighed til Omskjærelsen (alene), eller og til Forhuden? Vi sige jo, at Troen blev regnet Abraham til Retfærdighed.
4hvilke ere Israeliter, hvilke den sønlige Udkaarelse og Herligheden og Pagterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og Forjættelserne tilhøre,