Romerbrevet 9:8
det er: Ikke de samme, som ere Børn efter Kjødet, ere Guds Børn; men Forjættelsens Børn regnes (ham) til Afkom.
det er: Ikke de samme, som ere Børn efter Kjødet, ere Guds Børn; men Forjættelsens Børn regnes (ham) til Afkom.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
4hvilke ere Israeliter, hvilke den sønlige Udkaarelse og Herligheden og Pagterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og Forjættelserne tilhøre,
5hvilke Fædrene tilhøre, og af hvilke Christus er efter Kjødet, som er Gud over Alting, høilovet i Evighed, Amen!
6Dog ikke som om Guds Ord haver slaaet Feil; thi ikke alle de, som nedstamme fra Israel, ere Israel;
7ei heller ere alle Abrahams (Børn), fordi de ere Abrahams Afkom; men (der er skrevet:) Afkom skal fremkaldes dig i Isak;
9Thi dette er Forjættelsens Ord: Ved denne Tid vil jeg komme, saa skal Sara have en Søn.
10Men ikke hun alene (havde Forjættelsen), men og Rebekka, der hun var frugtsommelig ved Een, (nemlig) Isak, vor Fader.
11Thi der de endnu ikke vare fødte og hverken havde gjort noget Godt eller Ondt, — paa det Guds Beslutning efter Udvælgelse skulde staae fast, ikke ved Gjerninger, men ved ham, som kaldte —
12da blev der sagt til hende: Den Ældre skal tjene den Yngre,
28Men vi, Brødre! ere Forjættelsens Børn, som Isak var.
29Men ligesom dengang den, som var født efter Kjødet, forfulgte den, som var født efter Aanden, saaledes og nu.
30Men hvad siger Skriften? Udstød Tjenesteqvinden og hendes Søn; thi Tjenesteqvindens Søn skal ingenlunde arve med den frie Qvindes Søn.
31Saa ere vi da, Brødre! ikke Tjenesteqvindens Børn, men den frie Qvindes.
7Erkjender altsaa, at de, som holde sig til Troen, disse ere Abrahams Børn.
8Men da Skriften forudsaae, at Gud vilde retfærdiggjøre Hedningerne ved Troen, forjættede den Abraham forud: I dig skulle alle Folkeslag velsignes.
9Saa at de, som holde sig til Troen, blive velsignede med den troende Abraham.
18(og) til hvem der var sagt: I Isak skal Afkom fremkaldes dig;
29Men ere I Christi, da ere I jo Abrahams Afkom og Arvinger efter Forjættelsen.
22Der er jo skrevet, at Abraham havde to Sønner, een af Tjenesteqvinden, og een af den frie Qvinde.
23Men den af Tjenesteqvinden var født efter Kjødet, men den af den frie Qvinde ifølge Forjættelsen.
12og (være) Fader til de Omskaarne, til dem, som ikke alene ere omskaarne, men ogsaa vandre i den Troes Fodspor, hvilken vor Fader Abraham havde, (da han var) uomskaaren.
13Thi ikke formedelst Loven (gaves) den Forjættelse til Abraham og hans Afkom, at han skulde arve Verden, men formedelst Troens Retfærdighed.
14Thi skulde de, som holde sig til Loven, være Arvinger, da er Troen forgjæves, og Forjættelsen gjort til Intet;
26og det skal skee, at paa det Sted, hvor der var sagt til dem: I ere ikke mit Folk, der skulle de kaldes den levende Guds Børn.
27Men Esaias udraaber over Israel: Dersom (end) Israels Børns Tal var som Havets Sand, saa skal Levningen frelses;
8Men de, som ere kjødelige, kunne ikke tækkes Gud.
9Men I ere ikke kjødelige, men aandelige, saafremt Guds Aand boer i eder; men om Nogen ikke haver Christi Aand, denne er ikke hans.
16Derfor er Forjættelsen ved Tro, saa at den (gives) af Naade, paa det at den maa staae fast for den ganske Æt, ikke alene for den, som haver Loven, men og for den, som haver Abrahams Tro, hvilken er alles vores Fader,
17— som skrevet er: Jeg haver sat dig til mange Folks Fader — for Gud, paa hvem han troede, som levendegjør de Døde, og kalder de Ting, der ikke ere, som om de vare.
18Thi mod Haab troede han med Haab, at han skulde vorde mange Folks Fader, efter det, som sagt var: Saaledes skal din Sæd vorde;
9og mener ikke, at I ville sige ved eder selv: Vi have Abraham til Fader; thi jeg siger eder, at Gud kan opvække Abraham Børn af disse Stene.
25I ere Propheternes Børn og Pagtens, hvilken Gud indgik med vore Fædre, der han sagde til Abraham: Og i din Afkom skulle alle Slægter paa Jorden velsignes.
16Men Forjættelserne ere tilsagte Abraham og hans Afkom; der siges ikke: og Afkommene, som om Mange, men som om Een: og din Afkom, hvilken er Christus.
14Thi saa Mange, som drives af Guds Aand, disse ere Guds Børn.
3Og Abram sagde (fremdeles): See, mig haver du ingen Afkom givet; og see, min Børnede arver mig.
4Og see, Herrens Ord skede til ham og sagde: Denne, han skal ikke arve dig, men den, som skal udkomme af dit Liv, han, han skal arve dig.
16Den samme Aand vidner med vor Aand, at vi ere Guds Børn.
17Men dersom vi ere Børn, ere vi og Arvinger, nemlig Guds Arvinger, men Christi Medarvinger, saafremt vi lide med ham, at vi og skulle herliggjøres med ham.
39De svarede og sagde til ham: Abraham er vor Fader. Jesus sagde til dem: Dersom I vare Abrahams Børn, gjorde I Abrahams Gjerninger.
13hvilke ikke ere fødte af Blod, ei heller af Kjøds Villie, ei heller af Mands Villie, men af Gud.
10Og Israels Børns Tal skal være som Sand hos Havet, som ikke kan maales og ei tælles; og det skal skee, paa det Sted, hvor man maatte sige til dem: I ere ikke mit Folk, (der skal) man sige til dem: (I ere) den levende Guds Børn.
8Bærer derfor Omvendelsens værdige Frugter og begynder ikke at sige ved eder selv: Vi have Abraham til Fader; thi jeg siger eder, at Gud kan opvække Abraham Børn af disse Stene.
28Thi ikke den, som i det Udvortes (er Jøde), er (derfor) Jøde, ei heller er den (Omskjærelse), som skeer udvortes paa Kjødet, (derfor) Omskjærelse;
26I ere jo alle Guds Børn formedelst Troen i Christo Jesu.
13Og jeg vil ogsaa gjøre Tjenesteqvindens Søn til Folk, fordi han er din Sæd.
9Og Gud sagde til Abraham: Og du skal holde min Pagt, du og din Afkom efter dig, hos deres Efterkommere.
30Hvad skulle vi da sige? Hedningerne, som ikke jagede efter Retfærdighed, fik Retfærdighed, nemlig den Retfærdighed, som er af Troen;
10Hvorledes blev den da tilregnet? da han var bleven omskaaren, eller da han havde Forhud? Ikke da han var bleven omskaaren, men da han havde Forhud.
19Og Gud sagde: Sandeligen, Sara, din Hustru, skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Isak; og jeg vil oprette min Pagt til en evig Pagt med ham, for hans Afkom efter ham.
18Thi er Arven ved Loven, da er den ikke mere ved Forjættelsen; men Gud skjenkede Abraham den ved Forjættelsen.
9Og man skal kjende deres Sæd iblandt Hedningerne, og deres Afkomme midt iblandt Folkene; Alle, som see dem, skulle kjende dem, at de ere en Sæd, som Herren har velsignet.