Hebreerne 4:2
Thi ogsaa for os er Forjættelsen forkyndt, ligesom for hine; men Ordet, som de hørte, hjalp dem ikke, fordi det ikke forenedes med Troen i dem, som hørte det.
Thi ogsaa for os er Forjættelsen forkyndt, ligesom for hine; men Ordet, som de hørte, hjalp dem ikke, fordi det ikke forenedes med Troen i dem, som hørte det.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5 Og paa dette Sted atter: Sandelig, de skulle ikke indgaae til min Hvile.
6 Efterdi det altsaa er tilbage, at Nogle skulle indgaae til den, og de, hvem Forjættelsen først var forkyndt, ikke kom ind formedelst Vantro,
1 Lader os derfor, da Forjættelse om at indgaae til hans Hvile endnu staaer os aaben, vogte os, at ikke Nogen af eder skulde synes at blive tilbage.
16 Men de adløde ikke alle det gode Budskab; thi Esaias siger: Herre! hvo haver troet det, han hørte af os?
17 Altsaa kommer Troen derved, at man hører, men at man hører, skeer ved Guds Ord.
18 Men jeg siger: Have de ikke hørt? Jo sandelig, deres Røst er udgangen over al Jorden, og deres Ord til Jorderiges Grændser.
3 Thi vi indgaae til Hvilen, vi, som troe, efter hvad han haver sagt: Saa svoer jeg i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke indgaae til min Hvile; nemlig efterat Gjerningerne ved Verdens Skabelse vare fuldendte.
39 Og disse alle, enddog de havde godt Vidnesbyrd formedelst deres Tro, naaede ikke Forjættelsen,
40 efterdi Gud forud havde udseet noget Bedre for os, at de ikke skulde fuldkommes uden os.
18 Og om hvilke svoer han, at de ikke skulde indgaae til hans Hvile, uden om dem, som vare blevne vantroe?
19 Vi see altsaa, at de ikke kunde indgaae formedelst Vantro.
1 Derfor bør det os desmere at holde fast ved det, vi have hørt, at vi ikke skulle bortrives.
2 Thi blev det Ord, som var talet ved Engle, haandhævet, og fik hver Overtrædelse og Ulydighed sin tilbørlige Løn,
3 hvorledes skulle vi da undflye, dersom vi ikke agte saa stor en Salighed? hvilken, efterat den i Begyndelsen var forkyndt ved Herren, er bleven stadfæstet for os af dem, som havde hørt ham,
10 Thi hvo, som er indgaaet til hans Hvile, ogsaa han hviler fra sine Gjerninger, ligesom Gud fra sine.
11 Lader os derfor beflitte os paa at komme ind til hiin Hvile, paa det ikke Nogen skal falde efter samme Vantroes Exempel.
14 Hvorledes skulle de da paakalde den, paa hvem de ikke have troet? men hvorledes skulle de troe paa den, om hvem de ikke have hørt? men hvorledes skulle de høre, uden der er Nogen, som prædiker?
21 men, som skrevet staaer: De, for hvilke Intet var kundgjort om ham, skulle see, og de, som ikke havde hørt, skulle forstaae.
2 Ved den fik derfor de Gamle godt Vidnesbyrd.
3 Thi hvad? om Nogle vare vantroe, mon deres Vantro skulde gjøre Guds Trofasthed til Intet? Det være langt fra!
14 Hvad gavner det, mine Brødre! om Nogen siger, han haver Troen, men haver ikke Gjerninger? mon den Tro kan frelse ham?
6 Thi derfor er og Evangelium forkyndt for Døde, at de vel skulle dømmes for Mennesker i Kjød, men leve for Gud i Aand.
4 men ligesom vi ere fundne værdige af Gud til at Evangelium maatte os betroes, saaledes tale vi, ikke som vi vilde behage Menneskene, men Gud, som prøver vore Hjerter.
30 Hvad skulle vi da sige? Hedningerne, som ikke jagede efter Retfærdighed, fik Retfærdighed, nemlig den Retfærdighed, som er af Troen;
5 Thi vort Evangelium hos eder var ikke i Ord alene, men ogsaa i Kraft og i den Hellig-Aand og i fuld Overbeviisning; ligesom I og vide, hvorledes vi have været iblandt eder for eders Skyld.
14 Paamind om disse Ting og vidne for Herren, at de ikke kives om Ord, hvilket er til ingen Nytte, men til Forvildelse for dem, som høre derpaa.
8 Men hvad siger den? Ordet er dig nær, i din Mund og i dit Hjerte; det er det Troens Ord, som vi prædike.
17 Ligesaa og Troen, dersom den ikke haver Gjerninger, er den død i sig selv.
14 Thi skulde de, som holde sig til Loven, være Arvinger, da er Troen forgjæves, og Forjættelsen gjort til Intet;
17 og have ingen Rod i sig, men blive ved til en Tid; naar siden Trængsel eller Forfølgelse skeer for Ordets Skyld, forarges de strax.
4 Thi det er umuligt, at de, som een gang ere blevne oplyste, og som have smagt den himmelske Gave og ere blevne deelagtige i den Hellig-Aand,
5 og have smagt Guds gode Ord og den tilkommende Verdens Kræfter, og falde fra, atter kunne fornyes til Omvendelse,
3 Men er og vort Evangelium skjult, da er det skjult for dem, som blive fortabte,
9 Lader eder ikke omdrive af de mangehaande og fremmede Lærdomme; thi det er godt, at Hjertet styrkes ved Naaden, ikke ved Mad, hvoraf de ingen Nytte have havt, som holdt sig dertil.
13 Men efterdi vi have den samme Troens Aand, efter det, som skrevet er: Jeg haver troet, derfor haver jeg talet, saa troe vi og, derfor tale vi og;
13 Derfor takke vi og Gud uafladeligen, at, da I annammede det Guds Ord, som I hørte af os, antoge I ikke Menneskers Ord, men — som det sandeligen er — Guds Ord, hvilket og kraftigen virker i eder, som troe.
12 til hvilke han sagde: Denne er Roligheden, lader den Trætte hvile, og denne er Vederqvægelsen; men de vilde ikke høre.
12 at de seende skulle see og ikke vide, og hørende høre og ikke forstaae, saa at de ikke skulle omvende sig, og Synderne maatte forlades dem.
4 Have I da lidt saa Meget forgjæves? hvis ellers kun forgjæves.
5 Mon da han, som meddeler eder Aanden og udretter kraftige Gjerninger i eder, udretter det ved Lovens Gjerninger eller ved Troens Forkyndelse?
14 Og i dem fuldkommes Esaiæ Spaadom, som siger: Med Hørelsen skulle I høre og ingenlunde forstaae, og seende skulle I see og ingenlunde kjende.
7 Derfor, som den Hellig-Aand siger: Idag, dersom I høre hans Røst,
7 Og de prædikede der Evangelium.
15 Idet der siges: Idag, dersom I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter, som (det skede) i Forbittrelsen;
12 Seer til, Brødre! at der ikke nogensinde i Nogen af eder skal være et ondt, vantro Hjerte, saa at han affalder fra den levende Gud.
14 Thi vi overskride ei vor Grændse, som de, der ikke have naaet til eder; thi ogsaa til eder ere vi komne i Christi Evangelium;
11 Herom have vi meget at sige, og som er svart at udlægge, efterdi I ere blevne seendrægtige til at fatte.
13 I Tro døde alle disse, uden at have opnaaet Forjættelserne, men saae dem langt borte og lode sig overbevise, og hilsede dem og bekjendte, at de vare Gjæster og Udlændinge paa Jorden.
30 Thi ligesom I fordum vare vantroe mod Gud, men have nu faaet Barmhjertighed formedelst deres Vantro,
26 Gak hen til dette Folk og siig: Med Hørelsen skulle I høre og ingenlunde forstaae, og seende skulle I see og ingenlunde kjende;