Hebreerbrevet 4:3
Thi vi indgaae til Hvilen, vi, som troe, efter hvad han haver sagt: Saa svoer jeg i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke indgaae til min Hvile; nemlig efterat Gjerningerne ved Verdens Skabelse vare fuldendte.
Thi vi indgaae til Hvilen, vi, som troe, efter hvad han haver sagt: Saa svoer jeg i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke indgaae til min Hvile; nemlig efterat Gjerningerne ved Verdens Skabelse vare fuldendte.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
4 Thi saaledes haver han et Sted sagt om den syvende Dag: Og Gud hvilede paa den syvende Dag fra alle sine Gjerninger.
5 Og paa dette Sted atter: Sandelig, de skulle ikke indgaae til min Hvile.
6 Efterdi det altsaa er tilbage, at Nogle skulle indgaae til den, og de, hvem Forjættelsen først var forkyndt, ikke kom ind formedelst Vantro,
7 saa bestemmer han atter en Dag, (nemlig) idag, da han siger ved David efter saa lang en Tid — som forhen er sagt: — Idag, dersom I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter,
8 Thi dersom Josva havde skaffet dem Hvile, da havde (Gud) ikke sidenefter talet om den anden Dag.
9 Altsaa er der en Sabbatshvile tilbage for Guds Folk.
10 Thi hvo, som er indgaaet til hans Hvile, ogsaa han hviler fra sine Gjerninger, ligesom Gud fra sine.
11 Lader os derfor beflitte os paa at komme ind til hiin Hvile, paa det ikke Nogen skal falde efter samme Vantroes Exempel.
9 hvor eders Fædre fristede mig, prøvede mig, enddog de saae mine Gjerninger i fyrretyve Aar.
10 Derfor harmedes jeg paa hiin Slægt og sagde: De fare altid vild i Hjertet, og selv kjende de ikke mine Veie.
11 Saa svoer jeg i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke indgaae til min Hvile.
12 Seer til, Brødre! at der ikke nogensinde i Nogen af eder skal være et ondt, vantro Hjerte, saa at han affalder fra den levende Gud.
17 Men paa hvilke harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis Legemer faldt i Ørkenen?
18 Og om hvilke svoer han, at de ikke skulde indgaae til hans Hvile, uden om dem, som vare blevne vantroe?
19 Vi see altsaa, at de ikke kunde indgaae formedelst Vantro.
1 Lader os derfor, da Forjættelse om at indgaae til hans Hvile endnu staaer os aaben, vogte os, at ikke Nogen af eder skulde synes at blive tilbage.
2 Thi ogsaa for os er Forjættelsen forkyndt, ligesom for hine; men Ordet, som de hørte, hjalp dem ikke, fordi det ikke forenedes med Troen i dem, som hørte det.
11 saa at jeg haver svoret i min Vrede, at de skulle ikke komme til min Hvile.
2 Og Gud havde fuldkommet paa den syvende Dag sin Gjerning, som han havde gjort, og hvilede paa den syvende Dag af al sin Gjerning, som han havde gjort.
3 Og Gud velsignede den syvende Dag og helligede den, fordi han hvilede paa den af al sin Gjerning, som Gud skabte og gjorde
6 men Christus (er tro) som Søn over hans Huus; og hans Huus ere vi, saafremt vi indtil Enden holde fast ved Frimodigheden og det Haab, som er vor Ros.
7 Derfor, som den Hellig-Aand siger: Idag, dersom I høre hans Røst,
30 Og Folket hvilede paa den syvende Dag.
15 Sex Dage skal (al) Gjerning gjøres, men paa den syvende Dag er Sabbatshvile, en Hellighed for Herren; hver den, som gjør Arbeide paa Sabbatsdagen, skal visseligen dødes.
16 Derfor skulle Israels Børn tage vare paa Sabbaten, at holde Sabbaten hos deres Efterkommere til en evig Pagt.
17 Den er et evigt Tegn imellem mig og imellem Israels Børn; thi i sex Dage gjorde Herren Himmelen og Jorden, og paa den syvende Dag hvilede han og vederqvægede sig.
17 Der have Ugudelige afladt (at gjøre) Uro, og der hvile de Kraftesløse.
12 til hvilke han sagde: Denne er Roligheden, lader den Trætte hvile, og denne er Vederqvægelsen; men de vilde ikke høre.
14 Thi vi ere blevne deelagtige i Christo, saafremt vi bevare vor første sikkre Forvisning fast indtil Enden.
15 Idet der siges: Idag, dersom I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter, som (det skede) i Forbittrelsen;
3 Ved Tro forstaae vi, at Verden er bleven beredt ved Guds Ord, saa at de Ting, som sees, ere blevne til af dem, der ikke vare tilsyne.
35 Alle de Dage, det ligger øde, skal det hvile, derfor, at det hvilede ikke paa eders Sabbater, der I boede deri.
11 Thi i sex Dage gjorde Herren Himmelen og Jorden, Havet og alt det, som er i dem, og hvilede paa den syvende Dag; derfor velsignede Herren Sabbatsdagen og helligede den.
21 Sex Dage skal du arbeide, og paa den syvende Dag skal du hvile; med Pløiningen og med Høsten skal du hvile.
4 og sige: Hvad bliver der af Forjættelsen om hans Tilkommelse? Thi fra den (Dag), Fædrene ere hensovede, forblive alle Ting saaledes, som fra Skabningens Begyndelse.
9 Thi I ere ikke endnu komne til den Rolighed og til den Arv, som Herren din Gud giver dig.
17 Hvorfor, da Gud vilde end ydermere vise Forjættelsens Arvinger sit Raads Uforanderlighed, føiede han en Ed dertil,
36 thi I have Taalmodighed behov, at, naar I have gjort Guds Villie, I da kunne faae Forjættelsen.
2 Thi blev det Ord, som var talet ved Engle, haandhævet, og fik hver Overtrædelse og Ulydighed sin tilbørlige Løn,
3 hvorledes skulle vi da undflye, dersom vi ikke agte saa stor en Salighed? hvilken, efterat den i Begyndelsen var forkyndt ved Herren, er bleven stadfæstet for os af dem, som havde hørt ham,
39 Og disse alle, enddog de havde godt Vidnesbyrd formedelst deres Tro, naaede ikke Forjættelsen,
40 efterdi Gud forud havde udseet noget Bedre for os, at de ikke skulde fuldkommes uden os.
3 Sex Dage skal (al) Gjerning gjøres, men paa den syvende Dag er en Hviles Sabbat, en hellig Sammenkaldelse, da skulle I ingen Gjerning gjøre; den er for Herren en Sabbat, i alle eders Boliger.
27 Men dette "endnu eengang" giver tilkjende, at de Ting, der bevæges, skulle omskiftes, efterdi de ere gjorte, paa det at de, der ikke bevæges, skulle blive ved.
12 saa I ikke blive seendrægtige, men efterfølge dem, som ved Tro og Taalmodighed arvede Forjættelserne.
13 Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, der han ingen Større havde at sværge ved, svoer han ved sig selv, sigende:
4 Men den, som haver Gjerninger at fremvise, tilregnes Lønnen ikke af Naade, men som Skyldighed;
15 Men (herom) vidner ogsaa den Hellig-Aand for os; thi efter først at have sagt:
10 Og: Du, Herre! grundfæstede Jorden fra Begyndelsen, og Himlene ere dine Hænders Gjerninger.
19 hvilket vi have som Sjælens trygge og faste Anker, og hvilket gaaer indenfor Forhænget,