Salmene 95:11
saa at jeg haver svoret i min Vrede, at de skulle ikke komme til min Hvile.
saa at jeg haver svoret i min Vrede, at de skulle ikke komme til min Hvile.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
9 hvor eders Fædre fristede mig, prøvede mig, enddog de saae mine Gjerninger i fyrretyve Aar.
10 Derfor harmedes jeg paa hiin Slægt og sagde: De fare altid vild i Hjertet, og selv kjende de ikke mine Veie.
11 Saa svoer jeg i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke indgaae til min Hvile.
17 Men paa hvilke harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis Legemer faldt i Ørkenen?
18 Og om hvilke svoer han, at de ikke skulde indgaae til hans Hvile, uden om dem, som vare blevne vantroe?
19 Vi see altsaa, at de ikke kunde indgaae formedelst Vantro.
8 da forhærder ikke eders Hjerte, som (det skede) i Meriba, som paa Fristelsens Dag udi Ørken,
9 hvor eders Fædre fristede mig; de prøvede mig, ja de saae min Gjerning.
10 Fyrretyve Aar kjededes jeg ved den Slægt og sagde: De ere et Folk, som farer vild med Hjertet; men de, de kjendte ikke mine Veie;
3 Thi vi indgaae til Hvilen, vi, som troe, efter hvad han haver sagt: Saa svoer jeg i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke indgaae til min Hvile; nemlig efterat Gjerningerne ved Verdens Skabelse vare fuldendte.
4 Thi saaledes haver han et Sted sagt om den syvende Dag: Og Gud hvilede paa den syvende Dag fra alle sine Gjerninger.
5 Og paa dette Sted atter: Sandelig, de skulle ikke indgaae til min Hvile.
6 Efterdi det altsaa er tilbage, at Nogle skulle indgaae til den, og de, hvem Forjættelsen først var forkyndt, ikke kom ind formedelst Vantro,
7 saa bestemmer han atter en Dag, (nemlig) idag, da han siger ved David efter saa lang en Tid — som forhen er sagt: — Idag, dersom I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter,
10 Og Herrens Vrede optændtes den samme Dag, og han svoer og sagde:
11 Disse Mænd, som ere opgangne af Ægypten, fra tyve Aar gamle og derover, skulle ikke see det Land, som jeg haver svoret Abraham, Isak og Jakob; thi de have ikke fuldkommeligen efterfulgt mig;
22 Thi alle de Mænd, som have seet min Herlighed og mine Tegn, som jeg gjorde i Ægypten og i Ørken, og have nu fristet mig ti Gange og ikke hørt paa min Røst,
23 de skulle ikke see det Land, som jeg haver svoret deres Fædre; ja Ingen af dem, som have opirret mig, skal see det.
34 Der Herren hørte eders Ords Røst, da blev han vred, og svoer og sagde:
35 Der skal ingen af disse Mænd, af denne onde Slægt, see det gode Land, som jeg svoer at give eders Fædre.
9 Altsaa er der en Sabbatshvile tilbage for Guds Folk.
10 Thi hvo, som er indgaaet til hans Hvile, ogsaa han hviler fra sine Gjerninger, ligesom Gud fra sine.
11 Lader os derfor beflitte os paa at komme ind til hiin Hvile, paa det ikke Nogen skal falde efter samme Vantroes Exempel.
37 Herren blev endog vred paa mig for eders Skyld og sagde: Du skal ikke heller komme derind.
40 Hvor tidt forbittrede de ham i Ørken, de bedrøvede ham i de øde Stæder.
1 Lader os derfor, da Forjættelse om at indgaae til hans Hvile endnu staaer os aaben, vogte os, at ikke Nogen af eder skulde synes at blive tilbage.
16 Fordi Herren ikke formaaede at føre dette Folk i det Land, som han havde svoret dem, derfor har han slagtet dem i Ørken.
12 til hvilke han sagde: Denne er Roligheden, lader den Trætte hvile, og denne er Vederqvægelsen; men de vilde ikke høre.
15 Og jeg, jeg opløftede ogsaa min Haand til dem i Ørken, at jeg vilde ikke føre dem til det Land, som jeg havde givet (dem), som flyder med Melk og Honning, — det er det deiligste af alle Landene —
21 Og Herren blev vred paa mig for eders Handelers Skyld, og svoer, at jeg skulde ikke gaae over Jordanen, ei heller komme ind i det gode Land, som Herren din Gud giver dig til Arv.
21 Men Børnene vare gjenstridige imod mig, de vandrede ikke efter mine Skikke og holdt ikke mine Rette at gjøre efter dem, hvilke Mennesket skal gjøre efter og leve ved dem; de vanhelligede mine Sabbater; da sagde jeg, at jeg vilde udøse min Grumhed over dem, at fuldende min Vrede over dem i Ørken,
13 Men Israels Huus var gjenstridigt imod mig i Ørken, de vandrede ikke efter mine Skikke, men forkastede mine Rette, hvilke Mennesket skal gjøre og leve ved dem, og de vanhelligede mine Sabbater saare; da sagde jeg, at jeg vilde udøse min Grumhed over dem i Ørken, at gjøre Ende paa dem.
11 Og Herren sagde til Mose: Hvor længe skal dette Folk opirre mig? og hvor længe ville de ikke troe paa mig, ved alle de Tegn, som jeg haver gjort midt iblandt dem?
29 Eders døde Kroppe skulle falde i denne Ørk, og alle eders Talte efter alt eders Tal, fra tyve Aar gamle og derover, I, som have knurret imod mig.
30 I skulle ikke komme i det Land, om hvilket jeg haver opløftet min Haand (og svoret) at lade eder boe deri, undtagen Caleb, Jephunne Søn, og Josva, Nuns Søn.
11 Hvo kjender din Vredes Styrke og din Grumhed, saasom Frygten for dig (udkræver)?
26 Men Herren blev fortørnet paa mig for eders Skyld, og vilde ikke høre mig; men Herren sagde til mig: Lad det være dig nok, bliv ikke ved at tale til mig ydermere om denne Sag.
5 Da skal han tale til dem i sin Vrede og forfærde dem i sin Grumhed, (sigende):
34 Efter de Dages Tal, i hvilke I have bespeidet Landet,(som vare) fyrretyve Dage, et Aar for hver Dag, skulle I bære eders Misgjerninger fyrretyve Aar, og I skulle fornemme min Afvendelse.
24 De foragtede og det ønskelige Land, de troede ikke paa hans Ord.
26 Og han (svoer) dem med oprakt Haand, at (han vilde) lade dem falde i Ørken,
51 fordi at I forgrebe eder imod mig midt iblandt Israels Børn ved Kivevandet i Kades, i den Ørk Zin, fordi I ikke helligede mig midt iblandt Israels Børn.
13 Saa optændtes Herrens Vrede imod Israel, og han lod dem vanke hid og did i Ørken fyrretyve Aar, indtil al den Slægt fik Ende, som gjorde det Onde for Herrens Øine.
35 Jeg vil ikke vanhellige min Pagt, og ikke forandre det, som gik ud af mine Læber.
32 De fortørnede ham ogsaa ved Trættevandet, og det gik Mose ilde for deres Skyld.
15 Dersom jeg sagde: Jeg vil fortælle Saadant, see, da havde jeg fordømt dine Børns Slægt.
31 da opkom Guds Vrede paa dem og ihjelslog Nogle iblandt de Fedeste af dem, og han nedslog de Udvalgte i Israel.
8 Og I fortørnede Herren ved Horeb, og Herren blev vred paa eder, at han vilde ødelagt eder,
22 Desligeste gjorde I Herren vred i Tabeera og i Massa og i Kibroth-Hattaava.