Salmenes bok 95:10
Fyrretyve Aar kjededes jeg ved den Slægt og sagde: De ere et Folk, som farer vild med Hjertet; men de, de kjendte ikke mine Veie;
Fyrretyve Aar kjededes jeg ved den Slægt og sagde: De ere et Folk, som farer vild med Hjertet; men de, de kjendte ikke mine Veie;
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8 da forhærder ikke eders Hjerter, som (det skede) i Forbittrelsen paa Fristelsens Dag i Ørkenen,
9 hvor eders Fædre fristede mig, prøvede mig, enddog de saae mine Gjerninger i fyrretyve Aar.
10 Derfor harmedes jeg paa hiin Slægt og sagde: De fare altid vild i Hjertet, og selv kjende de ikke mine Veie.
11 Saa svoer jeg i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke indgaae til min Hvile.
8 da forhærder ikke eders Hjerte, som (det skede) i Meriba, som paa Fristelsens Dag udi Ørken,
9 hvor eders Fædre fristede mig; de prøvede mig, ja de saae min Gjerning.
11 saa at jeg haver svoret i min Vrede, at de skulle ikke komme til min Hvile.
17 Men paa hvilke harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis Legemer faldt i Ørkenen?
18 Og om hvilke svoer han, at de ikke skulde indgaae til hans Hvile, uden om dem, som vare blevne vantroe?
40 Hvor tidt forbittrede de ham i Ørken, de bedrøvede ham i de øde Stæder.
33 Og eders Børn skulle være Hyrder i Ørken fyrretyve Aar, og bære eders Horeri, indtil eders døde Kroppe faae Ende i denne Ørk.
34 Efter de Dages Tal, i hvilke I have bespeidet Landet,(som vare) fyrretyve Dage, et Aar for hver Dag, skulle I bære eders Misgjerninger fyrretyve Aar, og I skulle fornemme min Afvendelse.
18 Og henved fyrretyve Aars Tid fordrog han deres Sæder i Ørkenen.
13 Saa optændtes Herrens Vrede imod Israel, og han lod dem vanke hid og did i Ørken fyrretyve Aar, indtil al den Slægt fik Ende, som gjorde det Onde for Herrens Øine.
11 Og Herren sagde til Mose: Hvor længe skal dette Folk opirre mig? og hvor længe ville de ikke troe paa mig, ved alle de Tegn, som jeg haver gjort midt iblandt dem?
8 og at de ikke skulde vorde som deres Fædre, en modvillig og gjenstridig Slægt, en Slægt, som ikke beredte sit Hjerte, og hvis Aand ikke var trofast med Gud.
10 Og Herrens Vrede optændtes den samme Dag, og han svoer og sagde:
11 Disse Mænd, som ere opgangne af Ægypten, fra tyve Aar gamle og derover, skulle ikke see det Land, som jeg haver svoret Abraham, Isak og Jakob; thi de have ikke fuldkommeligen efterfulgt mig;
22 Thi alle de Mænd, som have seet min Herlighed og mine Tegn, som jeg gjorde i Ægypten og i Ørken, og have nu fristet mig ti Gange og ikke hørt paa min Røst,
23 de skulle ikke see det Land, som jeg haver svoret deres Fædre; ja Ingen af dem, som have opirret mig, skal see det.
5 Og fyrretyve Aar haver jeg ladet eder vandre i Ørken; eders Klæder bleve ikke gamle paa eder, og dine Skoe bleve ikke gamle paa din Fod.
20 Og han sagde: Jeg vil skjule mit Ansigt for dem, jeg vil see, hvilken deres Ende skal være; thi de, de ere en saare forvendt Slægt, Børn, som ikke er Troskab Udi.
34 Der Herren hørte eders Ords Røst, da blev han vred, og svoer og sagde:
35 Der skal ingen af disse Mænd, af denne onde Slægt, see det gode Land, som jeg svoer at give eders Fædre.
17 Jeg var vred for hans Gjerrigheds Ondskab og slog ham, idet jeg skjulte mig, og jeg var vred; og han gik forvendt paa sit Hjertes Vei.
5 men Gud havde ikke Behag i de Fleste af dem; thi de bleve nedslagne i Ørkenen.
27 Hvor længe (skal jeg see) til denne onde Menighed, dem, som knurre imod mig? jeg haver hørt Israels Børns megen Knur, som de knurre imod mig.
30 Og du forhalede mange Aar over dem og lod vidne for dem ved din Aand formedelst dine Propheter, men de vendte ikke Ørene dertil; derfor gav du dem i Folkenes Haand i Landene.
6 Thi Israels Børn vandrede fyrretyve Aar i Ørken, indtil at alt det Folk, Krigsfolket, som udgik af Ægypten, var uddød, som ikke hørte Herrens Røst; saa at Herren svoer dem, at han vilde ikke lade dem see det Land, som Herren havde svoret deres Fædre at give os, et Land, som flyder med Melk og Honning.
25 Mon I have fremført mig Slagtoffere og Madoffere i Ørken i fyrretyve Aar, o Israels Huus?
37 Herren blev endog vred paa mig for eders Skyld og sagde: Du skal ikke heller komme derind.
21 Saa forsørgede du dem i fyrretyve Aar i Ørken; dem fattedes Intet; deres Klæder bleve ikke gamle, og deres Fødder hovnede ikke.
13 Saa lod jeg dem fare i deres Hjertes Stivhed, at de maatte vandre i deres Anslag.
36 Denne udførte dem, der han havde gjort Undergjerninger og Tegn i Ægypti Land og i det røde Hav og i Ørkenen i fyrretyve Aar.
14 Men de Dage, som vi droge fra Kades-Barnea, indtil vi kom over den Bæk Sered, vare otte og tredive Aar, indtil al den Slægt af Krigsmændene fik Ende midt ud af Leiren, saasom Herren havde svoret dem.
7 Jeg var fyrretyve Aar gammel, der Mose, Herrens Tjener, sendte mig fra Kades-Barnea til at speide Landet; og jeg sagde ham Svar igjen, ligesom jeg meente.
9 Og Herren sagde til Mose: Jeg haver seet dette Folk, og see, det er et haardnakket Folk.
19 Men jeg siger: Mon Israel ikke haver vidst det? — Først siger Moses: Jeg vil gjøre eder nidkjære over dem, som ikke ere et Folk, jeg vil vække eder til Vrede over et uforstandigt Folk.
4 Dit Klædebon blev ikke gammelt paa dig, og din Fod blev ikke hoven disse fyrretyve Aar.
24 I have været gjenstridige mod Herren, saa længe som jeg haver kjendt eder.
29 Eders døde Kroppe skulle falde i denne Ørk, og alle eders Talte efter alt eders Tal, fra tyve Aar gamle og derover, I, som have knurret imod mig.
21 Men Børnene vare gjenstridige imod mig, de vandrede ikke efter mine Skikke og holdt ikke mine Rette at gjøre efter dem, hvilke Mennesket skal gjøre efter og leve ved dem; de vanhelligede mine Sabbater; da sagde jeg, at jeg vilde udøse min Grumhed over dem, at fuldende min Vrede over dem i Ørken,
15 Dersom jeg sagde: Jeg vil fortælle Saadant, see, da havde jeg fordømt dine Børns Slægt.
13 Og Herren sagde til mig, sigende: Jeg haver seet dette Folk, og see, det er et haardnakket Folk.
32 De fortørnede ham ogsaa ved Trættevandet, og det gik Mose ilde for deres Skyld.
26 Men Herren blev fortørnet paa mig for eders Skyld, og vilde ikke høre mig; men Herren sagde til mig: Lad det være dig nok, bliv ikke ved at tale til mig ydermere om denne Sag.
13 Men Israels Huus var gjenstridigt imod mig i Ørken, de vandrede ikke efter mine Skikke, men forkastede mine Rette, hvilke Mennesket skal gjøre og leve ved dem, og de vanhelligede mine Sabbater saare; da sagde jeg, at jeg vilde udøse min Grumhed over dem i Ørken, at gjøre Ende paa dem.
10 Og jeg, jeg førte eder op af Ægypti Land, og jeg førte eder i Ørken fyrretyve Aar, for at eie Amoriternes Land.
11 Jeg er Herren din Gud, som opførte dig af Ægypti Land; lad din Mund vidt op, saa vil jeg fylde den.