Salmenes bok 81:11
Jeg er Herren din Gud, som opførte dig af Ægypti Land; lad din Mund vidt op, saa vil jeg fylde den.
Jeg er Herren din Gud, som opførte dig af Ægypti Land; lad din Mund vidt op, saa vil jeg fylde den.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
12 Men mit Folk hørte ikke min Røst, og Israel vilde ikke (tjene) mig.
13 Saa lod jeg dem fare i deres Hjertes Stivhed, at de maatte vandre i deres Anslag.
8 Du paakaldte i Nøden, og jeg udfriede dig; jeg bønhørte dig fra Tordenens Skjul, jeg prøvede dig ved Meribas Vand. Sela.
7 Thi mit Folk, de hænge ved at afvende sig fra mig, de kalde dem, (at de skulle omvende sig) til den Høieste, (men) Ingen ophøier (ham) tillige.
10 De have vendt om til deres de første Fædres Misgjerninger, som vægrede sig for at adlyde mine Ord, og de gik efter andre Guder for at tjene dem; Israels Huus og Judæ Huus have gjort min Pagt til Intet, som jeg gjorde med deres Fædre.
11 Derfor sagde Herren saaledes: Jeg lader komme Ulykke over dem, af hvilken de ikke skulle kunne undkomme, og de skulle raabe til mig, og jeg skal ikke bønhøre dem.
30 de samtykkede ikke mit Raad, de foragtede al min Straf,
14 Men de havde ikke været lydige; men de havde forhærdet deres Nakke, som deres Fædres Nakke, hvilke ikke troede paa Herren deres Gud.
8 Men de adløde ikke, og bøiede ikke heller deres Øre, men gik, hver i deres onde Hjertes Stivhed; og jeg lod komme over dem alle denne Pagtes Ord, som jeg havde befalet at gjøre, og de gjorde (dog) ikke.
10 Og Herren lod tale til Manasse og til hans Folk; men de gave ingen Agt derpaa.
13 Og Herren sagde: Fordi de forlode min Lov, som jeg gav for deres Ansigt, og hørte ikke paa min Røst, og vandrede ikke derefter,
31 O Slægt! seer (dog og mærker) Herrens Ord; er jeg bleven Israel til en Ørk eller til et meget mørkt Land? hvorfor sagde (da) mit Folk: Vi herske, vi ville ikke ydermere komme til dig?
21 Jeg talede til dig i din (store) Rolighed, (men) du sagde: Jeg vil ikke høre (det); denne haver været din Vei fra din Ungdom af, at du ikke haver hørt min Røst.
14 Men dersom I ikke lyde mig, og ikke gjøre alle disse Bud,
1 Og Herren sagde til mig: Dersom Mose og Samuel (end) stode for mit Ansigt, haver jeg dog ingen Villie til dette Folk; udlad (dem) fra mit Ansigt, og lad dem gaae ud.
26 Men de hørte mig ikke, bøiede ei heller deres Øre, men de forhærdede deres Nakke, de gjorde værre end deres Fædre.
27 Og du skal tale til dem alle disse Ord, og de skulle ikke høre dig, og du skal kalde ad dem, men de skulle ikke svare dig.
24 Efterdi jeg raabte, og I vægrede eder, jeg udrakte min Haand, og Ingen gav Agt (derpaa),
25 og I have ladet alt mit Raad fare, og I vilde ikke (lide) min Straf,
11 Thi ligesom Bæltet hænger ved en Mands Lænder, saa lod jeg alt Israels Huus og alt Judæ Huus hænge ved mig, sagde Herren, at være mig til et Folk og til et Navn og til Lov og til Ære; men de hørte ikke.
10 Saa sagde Herren om dette Folk: Saaledes have de elsket at vanke ustadigt omkring, de holdt ikke deres Fødder tilbage; derfor haver Herren ikke Behagelighed til dem, (men) skal nu komme deres Misgjerning ihu og hjemsøge deres Synder.
11 Og Herren sagde til mig: Du skal ikke gjøre Bøn for dette Folk til det Gode.
18 Og naar I raabe paa den samme Dag over eders Konge, som I have udvalgt eder, da skal Herren ikke svare eder paa den Dag.
19 Og Folket vægrede sig ved at høre Samuels Røst, og de sagde: Ingenlunde, men der skal være en Konge over os.
14 Og du, du skal ikke bede for dette Folk, og ikke opløfte (Røsten med) Skrig eller Bøn for dem; thi jeg vil ikke høre paa den Tid, naar de raabe til mig i deres Ulykke.
7 Men Israels Huus skal ikke ville høre dig, thi de ville ikke høre mig; thi det ganske Israels Huus, de ere stive i Pande og haarde i Hjerte.
16 Men de og vore Fædre handlede hovmodeligen, og de forhærdede deres Nakke og hørte ikke dine Bud.
13 Og det skede, saasom han lod udraabe, og de hørte ikke, saaledes maatte de og raabe, men jeg vilde ikke høre, sagde den Herre Zebaoth.
9 Og Mose sagde saaledes til Israels Børn; men de hørte ikke Mose for Aands Angest og for den haarde Trældom.
23 Men de hørte ikke og bøiede ikke deres Øre, men forhærdede deres Nakke, (at de vilde) ikke høre og ei annamme Tugt.
7 Hør, mit Folk! og jeg vil tale, Israel! og jeg vil vidne iblandt dig: Jeg er Gud, (ja) din Gud.
19 fordi at de ikke hørte mine Ord, siger Herren, jeg, som sendte mine Tjenere, Propheterne, til dem tidligen og ideligen, men I hørte ikke, siger Herren.
22 Og du, Jakob! paakaldte mig ikke; men du haver gjort mig Møie, Israel!
13 og jeg hørte ikke paa mine Læreres Røst, bøiede ei heller mit Øre til dem, som lærte mig?
11 Men de vægrede sig for at give Agt derpaa, og vendte Ryg modvilligen, og de gjorde deres Øren tunghørende for ikke at høre.
7 Og Herren sagde til Samuel: Hør Folkets Røst i alt det, som de tale til dig; thi de have ikke forkastet dig, men mig have de forkastet, at jeg skal ikke regjere over dem.
8 Men de vare gjenstridige imod mig og vilde ikke høre mig; Ingen af dem bortkastede deres Øines Vederstyggeligheder, og de forlode ikke deres (stygge) Ægypti Afguder; da sagde jeg, at jeg vilde udøse min Grumhed over dem, at fuldende min Vrede over dem, midt i Ægypti Land.
13 Og Folket er ikke omvendt til den, som slaaer det, og de søge ikke den Herre Zebaoth.
5 Men de hørte ikke og bøiede ikke deres Øre, at vende om fra deres Ondskab og aflade at gjøre Røgelse for andre Guder.
12 fordi de havde ikke hørt Herrens deres Guds Røst, men havde overtraadt hans Pagt, nemlig alt det, som Mose, Herrens Tjener, havde budet; og de havde ikke hørt, ei heller gjort det.
24 Men de hørte ikke, bøiede ei heller deres Øre, men vandrede (i deres egne) Raad, i deres onde Hjertes Stivhed, og de holdt sig bag (mig) og ikke for (mit) Ansigt.
11 Thi saa sagde Herren til mig, der han tog fat paa (min) Haand og underviste mig, at jeg skulde ikke vandre paa dette Folks Vei, og sagde:
8 De vege snart af fra den Vei, som jeg bød dem, de have gjort sig en støbt Kalv, og de have tilbedet den og offret til den, og sagt: Disse ere dine Guder, Israel, som førte dig op fra Ægypti Land.
11 paa det de af Israels Huus skulle ikke ydermere fare vild bag fra mig, ei heller besmitte sig ydermere med alle deres Overtrædelser; men de skulle være mit Folk, og jeg, jeg skal være deres Gud, siger den Herre Herre.
20 Og Herrens Vrede optændtes over Israel, og han sagde: Efterdi dette Folk har overtraadt min Pagt, som jeg har budet deres Fædre, og de løde ikke min Røst,
3 En Oxe kjender sin Eiermand, og et Asen sin Herres Krybbe, (men) Israel kjender det ikke, mit Folk forstaaer det ikke.
28 Da skulle de paakalde mig, men jeg skal ikke svare, de skulle aarle søge mig, men ikke finde mig.
25 Men de murrede i deres Pauluner, de hørte ikke paa Herrens Røst.
26 Men I vilde ikke drage op, og I vare Herrens eders Guds Mund gjenstridige.
17 Min Gud skal forkaste dem, thi de høre ham ikke; og de skulle vanke hid og did iblandt Hedningerne.