2 Mosebok 32:9
Og Herren sagde til Mose: Jeg haver seet dette Folk, og see, det er et haardnakket Folk.
Og Herren sagde til Mose: Jeg haver seet dette Folk, og see, det er et haardnakket Folk.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
12Og Herren sagde til mig: Gjør dig rede, gak snart ned herfra, thi dit Folk, som du udførte af Ægypten, haver fordærvet sig; de ere snart afvegne fra den Vei, som jeg bød dem, de have gjort sig et støbt Billede.
13Og Herren sagde til mig, sigende: Jeg haver seet dette Folk, og see, det er et haardnakket Folk.
5Thi Herren havde sagt til Mose: Siig til Israels Børn: I ere et haardnakket Folk, jeg kunde eengang hasteligen fare op midt iblandt dig og fortære dig; og læg nu din Prydelse af dig, at jeg maa vide, hvad jeg skal gjøre ved dig.
7Da sagde Herren til Mose: Gak, stig ned; thi dit Folk, som du førte op fra Ægypti Land, haver handlet fordærveligen.
8De vege snart af fra den Vei, som jeg bød dem, de have gjort sig en støbt Kalv, og de have tilbedet den og offret til den, og sagt: Disse ere dine Guder, Israel, som førte dig op fra Ægypti Land.
3til et Land, som flyder med Melk og Honning; men jeg vil ikke fare op med dig, thi du er et haardnakket Folk, at jeg ikke skal fortære dig paa Veien.
10Og lad mig nu fare frem, at min Vrede maa optændes mod dem, og jeg vil fortære dem og gjøre dig til et stort Folk.
11Og Mose bad ydmygeligen for Herrens sin Guds Ansigt, og sagde: Herre, hvorfor skal din Vrede optændes imod dit Folk, som du udførte af Ægypti Land med stor Kraft og med en stærk Haand?
12Hvorfor skulle Ægypterne tale og sige: Han haver udført dem til det Onde, for at ihjelslaae dem paa Bjergene og ødelægge dem af Jorderige? vend om fra din grumme Vrede, og lad det Onde fortryde dig, hvormed du haver truet dit Folk.
11Og Herren sagde til Mose: Hvor længe skal dette Folk opirre mig? og hvor længe ville de ikke troe paa mig, ved alle de Tegn, som jeg haver gjort midt iblandt dem?
9Og han sagde: Kjære, dersom jeg haver fundet Naade for dine Øine, Herre, da gaae Herren nu midt iblandt os, endskjøndt dette er et haardnakket Folk, efterdi du haver forladt vor Misgjerning og vor Synd, og taget os til Arv.
16Men de og vore Fædre handlede hovmodeligen, og de forhærdede deres Nakke og hørte ikke dine Bud.
17Ja de vægrede sig for at høre dem og kom ikke dine underlige Ting ihu, som du gjorde med dem, men forhærdede deres Nakke og satte en Høvedsmand for at vende tilbage til deres Trældomstjeneste i deres Gjenstridighed; men du er Forladelsers Gud, naadig og barmhjertig, langmodig og af megen Miskundhed, og forlod dem ikke;
18enddog de gjorde sig en støbt Kalv og sagde: Det er din Gud, som opførte dig af Ægypten, og de gjorde store Bespottelser.
13Da sagde Mose til Herren: Saa høre Ægypterne det; thi du haver opført dette Folk med din Kraft midt ud af dem.
14Og de skulle sige til dette Lands Indbyggere, — naar de høre, at du, Herre, er midt iblandt dette Folk, for hvilke du, Herre, sees øiensynligen, og din Sky staaer over dem, og du gaaer for deres Ansigt i en Skystøtte om Dagen og i en Ildstøtte om Natten;
4Da raabte Mose til Herren og sagde: Hvad skal jeg gjøre ved dette Folk? om et Lidet, saa stene de mig.
16Og jeg saae, og see, I havde syndet imod Herren eders Gud, I havde gjort eder en støbt Kalv; I vare snart vegne af fra den Vei, som Herren havde budet eder.
16Og Herren sagde til Mose: See, du skal ligge med dine Fædre; og dette Folk skal opstaae og bedrive Hor efter det fremmede Lands Guder, hvor det gaaer hen midt i det, og forlade mig og gjøre min Pagt til Intet, som jeg haver gjort med det.
31Der Mose kom igjen til Herren, sagde han: Ak! dette Folk haver syndet en stor Synd, og de have gjort sig Guder af Guld.
14Og Herren sagde til Mose: Pharaos Hjerte er haardt, han vægrer sig for at lade Folket fare.
7Og Herren sagde: Jeg haver grandt seet mit Folks Elendighed, som er i Ægypten, og hørt deres Skrig over dem, som trænge dem; thi jeg veed deres Smerter.
1Og Herren sagde til Mose: Gak ind til Pharao; thi jeg, jeg haver forhærdet hans Hjerte og hans Tjeneres Hjerte, for at jeg vil gjøre disse mine Tegn iblandt dem,
6Saa skal du vide, at Herren din Gud ikke for din Retfærdigheds Skyld giver dig dette gode Land, at eie det; thi du er et haardnakket Folk.
22Og Aron svarede: Min Herres Vrede forhaste sig ikke; du, du kjender Folket, at det (ligger) i det Onde.
23Og de sagde til mig: Gjør os Guder, som kunne gaae for os; thi denne Mose, Manden, som førte os op fra Ægypti Land, vide vi ikke, hvad er skeet.
9Da sagde Herren til Mose: See, jeg vil komme til dig i en tyk Sky, paa det Folket maa høre, naar jeg taler med dig, og troe dig evindeligen; og Mose havde forkyndt Folkets Ord for Herren.
12Og Mose sagde til Herren: See, du siger til mig: Før dette Folk op, og du, du haver ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig, enddog du haver sagt: Jeg kjender dig ved Navn, og du haver ogsaa fundet Naade for mine Øine.
31Men der Moses det saae, forundrede han sig over det Syn; men der han gik hen for at betragte (det), skede Herrens Røst til ham:
32Jeg er dine Fædres Gud, Abrahams Gud, og Isaks Gud, og Jakobs Gud. Da bævede Moses og turde ikke see derhen.
9Og Mose sagde saaledes til Israels Børn; men de hørte ikke Mose for Aands Angest og for den haarde Trældom.
10Da talede Herren til Mose og sagde:
16Derfor skulle I omskjære eders Hjertes Forhud, og I skulle ikke ydermere forhærde eders Nakke.
21Da sagde Herren til Mose: Stig ned for at vidne for Folket, at de ikke skulle bryde frem til Herren for at see, og Mange maatte falde af dem.
34Jeg haver grant seet det Onde, mit Folk lider, som er i Ægypten, og hørt deres Suk, og er nedkommen for at udfrie dem; og kom nu hid, jeg vil sende dig til Ægypten.
35Og Herren slog Folket, fordi de havde gjort den Kalv, hvilken Aron havde gjort.
19Og det skede, der han kom nær til Leiren og saae Kalven og Dands, da optændtes Mose Vrede, og han kastede Tavlerne af sine Hænder, og sønderbrød dem neden ved Bjerget.
1Og Mose svarede og sagde: Men see, de skulle ikke troe mig og ikke lyde min Røst, men de skulle sige: Herren haver ikke aabenbaret sig for dig.
25Der Mose saae Folket, at det var blottet, thi Aron havde blottet det, til en Spot for deres Modstandere,
27Kom dine Tjenere, Abraham, Isak og Jakob ihu; vend ikke dit Ansigt til dette Folks Haardhed, og til dets Ugudelighed og til dets Synd;
26Og Herren talede til Mose og til Aron, og sagde:
4Der Herren saae, at han gik hen til at see, da raabte Gud til ham midt af Tornebusken og sagde: Mose! Mose! og, han sagde: See, her er jeg.
20Og han sagde: Jeg vil skjule mit Ansigt for dem, jeg vil see, hvilken deres Ende skal være; thi de, de ere en saare forvendt Slægt, Børn, som ikke er Troskab Udi.
27Thi jeg, jeg kjender din Gjenstridighed og din haarde Nakke; see, medens jeg end lever hos eder idag, have I været gjenstridige imod Herren, og hvor meget mere efter min Død?
1Og Folket saae, at Mose tøvede at komme ned af Bjerget; og Folket forsamledes mod Aron, og de sagde til ham: Staa op, gjør os Guder, som kunne gaae for os, thi denne Mose, Manden, som førte os op fra Ægypti Land, vide vi ikke, hvad er skeet.
3Og Mose steg op til Gud; og Herren raabte til ham fra Bjerget og sagde: Saa skal du sige til Jakobs Huus og kundgjøre Israels Børn: