2 Mosebok 33:5
Thi Herren havde sagt til Mose: Siig til Israels Børn: I ere et haardnakket Folk, jeg kunde eengang hasteligen fare op midt iblandt dig og fortære dig; og læg nu din Prydelse af dig, at jeg maa vide, hvad jeg skal gjøre ved dig.
Thi Herren havde sagt til Mose: Siig til Israels Børn: I ere et haardnakket Folk, jeg kunde eengang hasteligen fare op midt iblandt dig og fortære dig; og læg nu din Prydelse af dig, at jeg maa vide, hvad jeg skal gjøre ved dig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6 Saa aflagde Israels Børn deres Prydelse, fra det Bjerg Horeb.
7 Da sagde Herren til Mose: Gak, stig ned; thi dit Folk, som du førte op fra Ægypti Land, haver handlet fordærveligen.
8 De vege snart af fra den Vei, som jeg bød dem, de have gjort sig en støbt Kalv, og de have tilbedet den og offret til den, og sagt: Disse ere dine Guder, Israel, som førte dig op fra Ægypti Land.
9 Og Herren sagde til Mose: Jeg haver seet dette Folk, og see, det er et haardnakket Folk.
10 Og lad mig nu fare frem, at min Vrede maa optændes mod dem, og jeg vil fortære dem og gjøre dig til et stort Folk.
3 til et Land, som flyder med Melk og Honning; men jeg vil ikke fare op med dig, thi du er et haardnakket Folk, at jeg ikke skal fortære dig paa Veien.
4 Der Folket hørte denne onde Tale, da sørgede de, og Ingen satte sin Prydelse paa sig.
12 Og Herren sagde til mig: Gjør dig rede, gak snart ned herfra, thi dit Folk, som du udførte af Ægypten, haver fordærvet sig; de ere snart afvegne fra den Vei, som jeg bød dem, de have gjort sig et støbt Billede.
13 Og Herren sagde til mig, sigende: Jeg haver seet dette Folk, og see, det er et haardnakket Folk.
44 Og Herren talede til Mose og sagde:
45 Forføier eder midt ud af denne Menighed, saa vil jeg gjøre Ende med dem, som i et Øieblik; og de faldt ned paa deres Ansigter.
2 Og vær aarle rede, og stig aarle op paa Sinai Bjerg, og staa der for mig paa Bjergets Top.
3 Og der skal Ingen gaae op med dig, ei heller Nogen sees om det ganske Bjerg; hverken Qvæg eller Øxne skulle gaae i Græs henimod det samme Bjerg.
23 Og Mose sagde til Herren: Folket kan ikke stige op paa Sinai Bjerg; thi du, du vidnede for os og sagde: Sæt Grændser om Bjerget og hellige det.
24 Og Herren sagde til ham: Gak, stig ned, og du skal (siden) stige op, du, og Aron med dig; men Præsterne og Folket skulle ikke bryde frem, at opstige til Herren, at han ikke skal gjøre et Nederlag iblandt dem.
21 Da sagde Herren til Mose: Stig ned for at vidne for Folket, at de ikke skulle bryde frem til Herren for at see, og Mange maatte falde af dem.
16 Og Herren sagde til Mose: See, du skal ligge med dine Fædre; og dette Folk skal opstaae og bedrive Hor efter det fremmede Lands Guder, hvor det gaaer hen midt i det, og forlade mig og gjøre min Pagt til Intet, som jeg haver gjort med det.
1 Og Folket saae, at Mose tøvede at komme ned af Bjerget; og Folket forsamledes mod Aron, og de sagde til ham: Staa op, gjør os Guder, som kunne gaae for os, thi denne Mose, Manden, som førte os op fra Ægypti Land, vide vi ikke, hvad er skeet.
2 Og Aron sagde til dem: Afriver de Guldsmykker, som ere i eders Hustruers, eders Sønners og eders Døttres Øren, og bærer dem til mig.
3 Saa afrev alt Folket de Guldsmykker, som vare i deres Øren, og de bare dem til Aron.
9 Og han sagde: Kjære, dersom jeg haver fundet Naade for dine Øine, Herre, da gaae Herren nu midt iblandt os, endskjøndt dette er et haardnakket Folk, efterdi du haver forladt vor Misgjerning og vor Synd, og taget os til Arv.
8 Nu, forhærder ikke eders Nakke, som eders Fædre; giver Herren Haanden og kommer til hans Helligdom, som han haver helliggjort evindelig, og tjener Herren eders Gud, saa skal hans grumme Vrede vendes fra eder.
21 Fraskiller eder midt udaf denne Menighed, saa vil jeg gjøre Ende med dem, som i et Øieblik.
11 Og de skulle være rede til den tredie Dag; thi paa den tredie Dag skal Herren nedstige for alt Folkets Øine paa Sinai Bjerg.
12 Og du skal sætte Folket Grændser omkring, sigende: Vogter eder at gaae op paa Bjerget og at røre ved dets Yderste; hver den, som rører ved Bjerget, skal visseligen dødes.
3 Og Mose steg op til Gud; og Herren raabte til ham fra Bjerget og sagde: Saa skal du sige til Jakobs Huus og kundgjøre Israels Børn:
5 Jeg stod imellem Herren og eder paa den samme Tid, at give eder Herrens Ord tilkjende; thi I frygtede for Ildens Aasyn og gik ikke op paa Bjerget, og han sagde:
16 Derfor skulle I omskjære eders Hjertes Forhud, og I skulle ikke ydermere forhærde eders Nakke.
5 Og han sagde: Kom ikke nær her hid, drag dine Skoe af dine Fødder; thi det Sted, som du staaer paa, er en hellig Jord.
34 Og naar Mose gik ind for Herren, til at tale med ham, tog han Skjulet af, indtil han gik ud igjen; og han gik ud og talede til Israels Børn, hvad ham var befalet.
25 Der Mose saae Folket, at det var blottet, thi Aron havde blottet det, til en Spot for deres Modstandere,
7 Og jeg sagde til dem: Kaster bort, hver sine Øines Vederstyggeligheder, og I skulle ikke besmitte eder paa Ægypternes (stygge) Afguder; jeg er Herren eders Gud.
35 Og Israels Børn havde gjort efter Mose Ord og begjæret af Ægypterne Sølvkar og Guldkar og Klæder.
17 Og Mose førte Folket ud af Leiren, Gud imøde, og de bleve staaende nedenfor Bjerget.
5 Og Herren talede til Mose og sagde:
6 Og I skulle blive mig et præsteligt Kongerige og et helligt Folk; disse ere de Ord, som du skal sige til Israels Børn.
18 enddog de gjorde sig en støbt Kalv og sagde: Det er din Gud, som opførte dig af Ægypten, og de gjorde store Bespottelser.
9 Da sagde Herren til Mose: See, jeg vil komme til dig i en tyk Sky, paa det Folket maa høre, naar jeg taler med dig, og troe dig evindeligen; og Mose havde forkyndt Folkets Ord for Herren.
26 Og Herren talede til Mose og til Aron, og sagde:
13 Da sagde Mose til Herren: Saa høre Ægypterne det; thi du haver opført dette Folk med din Kraft midt ud af dem.
16 Og jeg saae, og see, I havde syndet imod Herren eders Gud, I havde gjort eder en støbt Kalv; I vare snart vegne af fra den Vei, som Herren havde budet eder.
18 Og I, I vende tilbage idag fra Herren; og det skeer, om I ere idag gjenstridige imod Herren, at han herefter bliver vred paa al Israels Menighed.
23 Og (dette) sagde Mose til Israels Børn, og de førte den ud, som havde bandet, udenfor Leiren, og stenede ham med Stene; og Israels Børn gjorde, ligesom Herren havde befalet Mose.
2 Siig nu for Folkets Øren, at de skulle begjære, (hver) Mand af sin Næste, og (hver) Qvinde af sin Næste, Sølvkar og Guldkar.
2 Men Mose skal gaae frem for sig alene til Herren, og de Andre, de skulle ikke gaae frem, og Folket skal ikke stige op med ham.
5 Men Mose og Aron faldt ned paa deres Ansigter, for Israels Børns ganske Menigheds Forsamlings Ansigt.
10 Da talede Herren til Mose og sagde:
30 Og det skede om anden Dagen, da sagde Mose til Folket: I, I have syndet en stor Synd; dog nu vil jeg stige op til Herren, om jeg maaskee kan gjøre Forligelse for eders Synd.