2 Mosebok 24:2
Men Mose skal gaae frem for sig alene til Herren, og de Andre, de skulle ikke gaae frem, og Folket skal ikke stige op med ham.
Men Mose skal gaae frem for sig alene til Herren, og de Andre, de skulle ikke gaae frem, og Folket skal ikke stige op med ham.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Og han sagde til Mose: Stig op til Herren, du og Aron, Nadab og Abihu, og halvfjerdsindstyve af de Ældste i Israel; og I skulle tilbede langt fra.
20 Der Herren var nedkommen over Sinai Bjerg, over Bjergets Top, da kaldte Herren Mose op paa Bjergets Top, og Mose steg op.
21 Da sagde Herren til Mose: Stig ned for at vidne for Folket, at de ikke skulle bryde frem til Herren for at see, og Mange maatte falde af dem.
22 Ogsaa Præsterne, som komme nær til Herren, de skulle hellige sig, at Herren ikke skal gjøre et Nederlag iblandt dem.
23 Og Mose sagde til Herren: Folket kan ikke stige op paa Sinai Bjerg; thi du, du vidnede for os og sagde: Sæt Grændser om Bjerget og hellige det.
24 Og Herren sagde til ham: Gak, stig ned, og du skal (siden) stige op, du, og Aron med dig; men Præsterne og Folket skulle ikke bryde frem, at opstige til Herren, at han ikke skal gjøre et Nederlag iblandt dem.
25 Og Mose steg ned til Folket og sagde det til dem.
2 Og vær aarle rede, og stig aarle op paa Sinai Bjerg, og staa der for mig paa Bjergets Top.
3 Og der skal Ingen gaae op med dig, ei heller Nogen sees om det ganske Bjerg; hverken Qvæg eller Øxne skulle gaae i Græs henimod det samme Bjerg.
9 Og Mose og Aron, Nadab og Abihu, og halvfjerdsindstyve af de Ældste af Israel stege op.
18 Og alt Folket saae Tordenen og Blussene og Basunens Lyd, og Bjerget ryge; ja Folket saae det, og de flyede og stode langt borte.
19 Og de sagde til Mose: Tal du med os, og vi ville være lydige; og lad Gud ikke tale med os, at vi ikke døe.
20 Og Mose sagde til Folket: Frygter ikke, thi Gud er kommen for at forsøge eder, og for at hans Frygt skal være over eders Ansigt, at I skulle ikke synde.
21 Og Folket stod langt borte; og Mose gik nær til Mørket, hvor Gud var.
20 Men de skulle ikke komme til at see til, naar de hasteligen skjule Helligdommen, og døe
21 Og Herren talede til Mose og sagde:
15 Og Mose steg op paa Bjerget, og en Sky bedækkede Bjerget.
17 Og Mose førte Folket ud af Leiren, Gud imøde, og de bleve staaende nedenfor Bjerget.
22 Og Israels Børn skulle ikke ydermere komme nær til Forsamlingens Paulun, at (de ikke skulle) bære Synd og døe.
18 Og Mose kom midt ind i Skyen og steg op paa Bjerget; og Mose var paa Bjerget fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter.
12 Og Herren sagde til Mose: Stig op til mig paa Bjerget, og bliv der, saa vil jeg give dig de Steentavler og Loven og Budet, som jeg haver skrevet, at lære dem.
13 Da stod Mose op, og hans Tjener Josva, og Mose gik op paa Guds Bjerg.
12 Og du skal sætte Folket Grændser omkring, sigende: Vogter eder at gaae op paa Bjerget og at røre ved dets Yderste; hver den, som rører ved Bjerget, skal visseligen dødes.
13 Ingen Haand skal røre ved det, men han skal visselig stenes eller skydes; hvad enten det er et Dyr eller et Menneske, skal det ikke leve; naar Basunen lyder langsomt, skulle disse stige op paa Bjerget.
14 Og Mose gik ned af Bjerget til Folket og helligede Folket, og de toede deres Klæder.
44 Og Herren talede til Mose og sagde:
3 Og Mose kom og fortalte Folket alle Herrens Ord og alle Domme; da svarede alt Folket med een Røst og sagde: Vi ville gjøre efter alle de Ord, som Herren haver sagt.
9 Da sagde Herren til Mose: See, jeg vil komme til dig i en tyk Sky, paa det Folket maa høre, naar jeg taler med dig, og troe dig evindeligen; og Mose havde forkyndt Folkets Ord for Herren.
1 Og Herren talede til Mose og sagde:
23 Alligevel skal han ikke komme til Forhænget og ei gaae frem til Alteret, thi der er Lyde paa ham, og han skal ikke vanhellige mine Helligdomme, thi jeg er Herren, som gjør dem hellige.
24 Og Mose sagde dette til Aron og til hans Sønner og til alle Israels Børn.
3 Og Mose steg op til Gud; og Herren raabte til ham fra Bjerget og sagde: Saa skal du sige til Jakobs Huus og kundgjøre Israels Børn:
7 Og Mose kom og kaldte ad de Ældste af Folket, og lagde alle disse Ord for dem, som Herren havde budet ham.
2 Og Herren sagde til Mose: Siig til Aron, din Broder, at han kommer ikke til enhver Tid ind til Helligdommen, indenfor Forhænget, lige for Naadestolen, som er paa Arken, at han ikke døer; thi jeg vil sees i Skyen, over Naadestolen.
6 Men ikke (Nogen) skal komme ind i Herrens Huus uden Præsterne og Leviterne, som der tjene; de, de skulle gaae ind, thi de ere hellige, men alt Folket skal tage vare paa Herrens Varetægt.
13 Da sagde Mose til Herren: Saa høre Ægypterne det; thi du haver opført dette Folk med din Kraft midt ud af dem.
5 Og de toge det, som Mose havde befalet, foran Forsamlingens Paulun; og al Menigheden kom nær til, og de stode for Herrens Ansigt.
13 Og Herren talede til Mose og sagde:
34 Og naar Mose gik ind for Herren, til at tale med ham, tog han Skjulet af, indtil han gik ud igjen; og han gik ud og talede til Israels Børn, hvad ham var befalet.
42 Drager ikke op, thi Herren er ikke midt iblandt eder, at I ikke skulle blive slagne for eders Fjenders Ansigt.
40 Israels Børn til en Ihukommelse, paa det at ingen fremmed Mand, som er ikke af Arons Sæd, skal komme nær til, at gjøre Røgoffer af Røgelse for Herrens Ansigt, og at han ikke skal blive som Korah og som hans Selskab, eftersom Herren havde sagt ham formedelst Mose.
6 Og Mose og Aron kom fra Menighedens Ansigt til Forsamlingens Pauluns Dør, og faldt ned paa deres Ansigter; og Herrens Herlighed blev seet for dem.
23 Og Mose og Aron gik til Forsamlingens Paulun, og de gik ud og velsignede Folket, og Herrens Herlighed saaes af alt Folket.
10 Og Herren talede til Mose og sagde:
16 Og Herren sagde til Mose: See, du skal ligge med dine Fædre; og dette Folk skal opstaae og bedrive Hor efter det fremmede Lands Guder, hvor det gaaer hen midt i det, og forlade mig og gjøre min Pagt til Intet, som jeg haver gjort med det.
13 Enhver, som kommer nær, den, som kommer nær til Herrens Tabernakel, han skal døe; mon vi da skulle faae Ende og opgive Aanden?
27 Da gjorde Mose, saasom Herren havde befalet, og de gik op paa det Bjerg Hor, for den ganske Menigheds Øine.
23 Og Herren talede til Mose og sagde:
20 Saa gik de ud, al Israels Børns Menighed, fra Mose Aasyn.
35 Og Mose kunde ikke gaae ind i Forsamlingens Paulun, thi Skyen boede over det; og Herrens Herlighed fyldte Tabernaklet.