2 Mosebok 33:4
Der Folket hørte denne onde Tale, da sørgede de, og Ingen satte sin Prydelse paa sig.
Der Folket hørte denne onde Tale, da sørgede de, og Ingen satte sin Prydelse paa sig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5Thi Herren havde sagt til Mose: Siig til Israels Børn: I ere et haardnakket Folk, jeg kunde eengang hasteligen fare op midt iblandt dig og fortære dig; og læg nu din Prydelse af dig, at jeg maa vide, hvad jeg skal gjøre ved dig.
6Saa aflagde Israels Børn deres Prydelse, fra det Bjerg Horeb.
1Og Folket saae, at Mose tøvede at komme ned af Bjerget; og Folket forsamledes mod Aron, og de sagde til ham: Staa op, gjør os Guder, som kunne gaae for os, thi denne Mose, Manden, som førte os op fra Ægypti Land, vide vi ikke, hvad er skeet.
2Og Aron sagde til dem: Afriver de Guldsmykker, som ere i eders Hustruers, eders Sønners og eders Døttres Øren, og bærer dem til mig.
3Saa afrev alt Folket de Guldsmykker, som vare i deres Øren, og de bare dem til Aron.
39Og Mose talede disse Ord til alle Israels Børn; da sørgede Folket saare.
25Der Mose saae Folket, at det var blottet, thi Aron havde blottet det, til en Spot for deres Modstandere,
18Paa den samme Dag skal Herren borttage Prydelse af Tøflerne, og de virkede Huer og Spænderne,
19Halskjæderne og Armspannene og Hovedklæderne,
20de deilige (Huer) og Armbaandene og Hovedbaandene og Desmerknapperne og Armringene,
21Ringene og Ansigtets Smykke,
2Siig nu for Folkets Øren, at de skulle begjære, (hver) Mand af sin Næste, og (hver) Qvinde af sin Næste, Sølvkar og Guldkar.
50Derfor offre vi Herrens Offer, hver, som haver fundet Guldkar, Armsmykker og Armbaand, Fingerringe, Ørenringe og Brystbælter, til at gjøre Forligelse for vore Sjæle for Herrens Ansigt.
51Og Mose og Eleasar, Præsten, toge samme Guld af dem, ja allehaande gjort Tøi.
26Og de skulle drage dine Klæder af dig, og tage din Prydelses Tøi.
34Saa tog Folket sin Deig op, før den blev syret, deres Deigtruge, bundne i deres Klæder, paa deres Axler.
35Og Israels Børn havde gjort efter Mose Ord og begjæret af Ægypterne Sølvkar og Guldkar og Klæder.
33Og Mose lod af at tale med dem; og han havde lagt et Skjul paa sit Ansigt.
34Og naar Mose gik ind for Herren, til at tale med ham, tog han Skjulet af, indtil han gik ud igjen; og han gik ud og talede til Israels Børn, hvad ham var befalet.
35Og Israels Børn saae Mose Ansigt, at Mose Ansigts Hud skinnede; saa lagde Mose igjen det Skjul paa sit Ansigt, indtil han kom ind, at tale med ham
3Og der skal Ingen gaae op med dig, ei heller Nogen sees om det ganske Bjerg; hverken Qvæg eller Øxne skulle gaae i Græs henimod det samme Bjerg.
6Da sagde Mose til Aron, og til Eleasar og til Ithamar, hans Sønner: I skulle ikke blotte eders Hoveder og ei sønderrive eders Klæder, at I ikke skulle døe, og (Herren) skulde blive vred paa al Menigheden; men lader eders Brødre af alt Israels Huus græde over denne Brand, som Herren haver optændt.
7Da sagde Herren til Mose: Gak, stig ned; thi dit Folk, som du førte op fra Ægypti Land, haver handlet fordærveligen.
8De vege snart af fra den Vei, som jeg bød dem, de have gjort sig en støbt Kalv, og de have tilbedet den og offret til den, og sagt: Disse ere dine Guder, Israel, som førte dig op fra Ægypti Land.
9Og Herren sagde til Mose: Jeg haver seet dette Folk, og see, det er et haardnakket Folk.
10Og Mose hørte Folket græde iblandt deres Slægter, hver i sit Pauluns Dør; og Herrens Vrede optændtes saare, ogsaa var det ondt for Mose Øine.
24Og det skal skee, at der skal være Stank for (vellugtende) Urter, og et løst Baand for et Bælte, og et skaldet (Hoved) for Haarflettelse, og en ombunden Sæk for et bredt Baand, og Forbrændelse i Deiligheds Sted.
18Og alt Folket saae Tordenen og Blussene og Basunens Lyd, og Bjerget ryge; ja Folket saae det, og de flyede og stode langt borte.
18Og de skulle ombinde Sække, og Bævelse skal skjule dem; og over alle Ansigter (skal være) Skam, og alle deres Hoveder (skulle blive) skaldede.
28Og Mose afførte Aron hans Klæder, og iførte Eleasar, hans Søn, dem; saa døde Aron der ovenpaa Bjerget; men Mose og Eleasar gik ned af Bjerget.
29Og der al Menigheden saae, at Aron havde opgivet Aanden, da begræd de Aron i tredive Dage, det ganske Israels Huus.
7Og man satte dem paa Axlerne paa Livkjortelen, de Stene skulde være til en Ihukommelse for Israels Børn, saasom Herren havde befalet Mose.
22Men hver Qvinde skal begjære af hendes Naboerske og af den, hun er i Huset med, Sølvkar og Guldkar og Klæder; og (dem) skulle I lægge paa eders Sønner og paa eders Døttre, og skille Ægypterne derved.
16Og Herren sagde til Mose: See, du skal ligge med dine Fædre; og dette Folk skal opstaae og bedrive Hor efter det fremmede Lands Guder, hvor det gaaer hen midt i det, og forlade mig og gjøre min Pagt til Intet, som jeg haver gjort med det.
17Og naar min Vrede optændes imod det paa den samme Dag, og jeg skal forlade dem og skjule mit Ansigt for dem, saa at de skulle blive fortærede, og mangfoldige onde Ting og Angester skulle ramme det, da skal det sige paa den samme Dag: Have ikke disse onde Ting rammet mig, fordi at min Gud er ikke midt iblandt mig?
9Og Mose sagde saaledes til Israels Børn; men de hørte ikke Mose for Aands Angest og for den haarde Trældom.
31Der Mose kom igjen til Herren, sagde han: Ak! dette Folk haver syndet en stor Synd, og de have gjort sig Guder af Guld.
1Og paa den fire og tyvende Dag i denne Maaned forsamledes Israels Børn med Faste og med Sække og med Jord paa sig.
12Og Herren sagde til mig: Gjør dig rede, gak snart ned herfra, thi dit Folk, som du udførte af Ægypten, haver fordærvet sig; de ere snart afvegne fra den Vei, som jeg bød dem, de have gjort sig et støbt Billede.
14Og Mose gik ned af Bjerget til Folket og helligede Folket, og de toede deres Klæder.
24I Israels Døttre! græder over Saul, han, som klædte eder stadseligen med Skarlagen, han, som lod sætte Prydelse af Guld paa eders Klæder.
12Og Herren, den Herre Zebaoth, skal paa den samme Dag raabe efter Graad og efter Hylen og efter skaldet (Hoved), og at (man skal) ombinde Sække.
3til et Land, som flyder med Melk og Honning; men jeg vil ikke fare op med dig, thi du er et haardnakket Folk, at jeg ikke skal fortære dig paa Veien.
4Og Herren sagde til Mose: Tag alle de Øverste for Folket, og lad ophænge dem for Herren imod Solen; saa skal Herrens grumme Vrede vendes fra Israel.
22Og de kom, Mændene saavelsom Qvinderne, hver, som var villig i Hjertet, de frembare Hægter og Smykker, og Ringe og Brystbælter, allehaande Guldtøi, og hver Mand, som bevægede Bevægelsesoffer af Guld for Herren, (fremkom).
11paa det at ganske Israel maa det høre og frygte, og ikke blive ved at gjøre efter denne onde Handel, midt iblandt eder.
20Saa gik de ud, al Israels Børns Menighed, fra Mose Aasyn.
35Og Herren slog Folket, fordi de havde gjort den Kalv, hvilken Aron havde gjort.
8Ombinder derfor Sække, græder og hyler; thi Herrens grumme Vrede er ikke vendt tilbage fra os.