2 Mosebok 32:22
Og Aron svarede: Min Herres Vrede forhaste sig ikke; du, du kjender Folket, at det (ligger) i det Onde.
Og Aron svarede: Min Herres Vrede forhaste sig ikke; du, du kjender Folket, at det (ligger) i det Onde.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
21Og Mose sagde til Aron: Hvad haver dette Folk gjort dig, at du haver ført en saa stor Synd over det?
11Og Aron sagde til Mose: (Hør) mig, min Herre, Kjære, læg ikke den Synd paa os, i hvilken vi have gjort daarligen, og i hvilken vi have syndet.
14Da blev Herrens Vrede optændt imod Mose, og han sagde: Kjender jeg ikke Aron, din Broder, den Levit, at han kan vel tale? og see, han skal ogsaa gaae ud imod dig, og naar han seer dig, da skal han glæde sig i sit Hjerte.
7Da sagde Herren til Mose: Gak, stig ned; thi dit Folk, som du førte op fra Ægypti Land, haver handlet fordærveligen.
8De vege snart af fra den Vei, som jeg bød dem, de have gjort sig en støbt Kalv, og de have tilbedet den og offret til den, og sagt: Disse ere dine Guder, Israel, som førte dig op fra Ægypti Land.
9Og Herren sagde til Mose: Jeg haver seet dette Folk, og see, det er et haardnakket Folk.
10Og lad mig nu fare frem, at min Vrede maa optændes mod dem, og jeg vil fortære dem og gjøre dig til et stort Folk.
11Og Mose bad ydmygeligen for Herrens sin Guds Ansigt, og sagde: Herre, hvorfor skal din Vrede optændes imod dit Folk, som du udførte af Ægypti Land med stor Kraft og med en stærk Haand?
12Hvorfor skulle Ægypterne tale og sige: Han haver udført dem til det Onde, for at ihjelslaae dem paa Bjergene og ødelægge dem af Jorderige? vend om fra din grumme Vrede, og lad det Onde fortryde dig, hvormed du haver truet dit Folk.
35Og Herren slog Folket, fordi de havde gjort den Kalv, hvilken Aron havde gjort.
25Der Mose saae Folket, at det var blottet, thi Aron havde blottet det, til en Spot for deres Modstandere,
1Og Folket saae, at Mose tøvede at komme ned af Bjerget; og Folket forsamledes mod Aron, og de sagde til ham: Staa op, gjør os Guder, som kunne gaae for os, thi denne Mose, Manden, som førte os op fra Ægypti Land, vide vi ikke, hvad er skeet.
2Og Aron sagde til dem: Afriver de Guldsmykker, som ere i eders Hustruers, eders Sønners og eders Døttres Øren, og bærer dem til mig.
23Og de sagde til mig: Gjør os Guder, som kunne gaae for os; thi denne Mose, Manden, som førte os op fra Ægypti Land, vide vi ikke, hvad er skeet.
20Herren blev ogsaa saare vred paa Aron, saa at han vilde ødelægge ham; men jeg bad og for Aron paa den samme Tid.
46Og Mose sagde til Aron: Tag Ildkarret, og læg Ild (derpaa) af Alteret, og læg Røgelse derpaa, og gak hasteligen hen til Menigheden, og gjør Forligelse for dem; thi en (hastig) Vrede er udgangen fra Herrens Ansigt, Plagen er begyndt.
47Og Aron tog det, saasom Mose havde sagt, og løb hen midt iblandt Forsamlingen, og see, Plagen var begyndt iblandt Folket; saa gav han Røgelse (derpaa) og gjorde Forligelse for Folket.
30Og det skede om anden Dagen, da sagde Mose til Folket: I, I have syndet en stor Synd; dog nu vil jeg stige op til Herren, om jeg maaskee kan gjøre Forligelse for eders Synd.
31Der Mose kom igjen til Herren, sagde han: Ak! dette Folk haver syndet en stor Synd, og de have gjort sig Guder af Guld.
7Og Mose sagde til Aron: Gak nær til Alteret, og gjør dit Syndoffer og dit Brændoffer, og gjør en Forligelse for dig og for Folket; og gjør (siden) Folkets Offer, og gjør en Forligelse for dem, saasom Herren haver befalet.
40Gjør os Guder, som kunne gaae foran os; thi vi vide ikke, hvad der er vederfaret denne Moses, som udførte os af Ægypti Land.
10Og Mose hørte Folket græde iblandt deres Slægter, hver i sit Pauluns Dør; og Herrens Vrede optændtes saare, ogsaa var det ondt for Mose Øine.
26Og Herren talede til Mose og til Aron, og sagde:
32De fortørnede ham ogsaa ved Trættevandet, og det gik Mose ilde for deres Skyld.
11Derfor er du og alt dit Selskab, de, som ere forsamlede, imod Herren; og Aron, hvad er han, at I knurre imod ham?
3Da sagde Mose til Aron: Dette er det, som Herren haver talet og sagt: Jeg vil helliggjøres i dem, som komme nær til mig, og jeg skal herliggjøres for alt Folkets Aasyn; og Aron taug.
41Men om anden Dagen knurrede al Israels Børns Menighed mod Mose og mod Aron, og sagde: I, I have slaaet Herrens Folk ihjel.
22Desligeste gjorde I Herren vred i Tabeera og i Massa og i Kibroth-Hattaava.
24Og Herren sagde til ham: Gak, stig ned, og du skal (siden) stige op, du, og Aron med dig; men Præsterne og Folket skulle ikke bryde frem, at opstige til Herren, at han ikke skal gjøre et Nederlag iblandt dem.
10Og Herren sagde til Mose: Bær Arons Kjep ind igjen lige for Vidnesbyrdet, i Forvaring, til et Tegn imod de gjenstridige Børn; og du skal gjøre en Ende paa deres megen Knur imod mig, at de skulle ikke døe.
30Og Aron talede alle de Ord, som Herren havde talet med Mose, og gjorde Tegnene for Folkets Øine.
20Og Herrens Vrede optændtes over Israel, og han sagde: Efterdi dette Folk har overtraadt min Pagt, som jeg har budet deres Fædre, og de løde ikke min Røst,
10Og Herrens Vrede optændtes den samme Dag, og han svoer og sagde:
14Saa fortrød det Onde Herren, som han havde truet at gjøre sit Folk.
14Og see, I ere opstandne i eders Fædres Sted, en Mængde af syndige Mennesker, at gjøre Herrens grumme Vrede endnu større imod Israel.
19Og det skede, der han kom nær til Leiren og saae Kalven og Dands, da optændtes Mose Vrede, og han kastede Tavlerne af sine Hænder, og sønderbrød dem neden ved Bjerget.
12Og Herren sagde til mig: Gjør dig rede, gak snart ned herfra, thi dit Folk, som du udførte af Ægypten, haver fordærvet sig; de ere snart afvegne fra den Vei, som jeg bød dem, de have gjort sig et støbt Billede.
18enddog de gjorde sig en støbt Kalv og sagde: Det er din Gud, som opførte dig af Ægypten, og de gjorde store Bespottelser.
19Men Aron sagde til Mose: See, idag have de offret deres Syndoffer og deres Brændoffer for Herrens Ansigt, og mig er Sligt vederfaret; skulde jeg da æde Syndofferet idag, skulde det være godt for Herrens Øine?
22Og Mose vendte sig til Herren igjen og sagde: Herre, hvi gjør du ilde imod dette Folk? hvi sendte du mig?
6Da sagde Mose til Aron, og til Eleasar og til Ithamar, hans Sønner: I skulle ikke blotte eders Hoveder og ei sønderrive eders Klæder, at I ikke skulle døe, og (Herren) skulde blive vred paa al Menigheden; men lader eders Brødre af alt Israels Huus græde over denne Brand, som Herren haver optændt.
9Og Mose sagde til Aron: Siig til al Israels Børns Menighed: Kommer frem for Herrens Ansigt, thi han hørte eders megen Knur.
4Da raabte Mose til Herren og sagde: Hvad skal jeg gjøre ved dette Folk? om et Lidet, saa stene de mig.
16Og Mose ledte flittig efter Syndofferets Buk, og see, den var opbrændt; og han blev vred paa Eleasar og paa Ithamar, Arons Sønner, de, som vare overblevne, og sagde:
8Men Herren talede til Aron og sagde:
10Og Herren talede til Mose og sagde:
5Der Aron det saae, byggede han et Alter for dem; og Aron raabte og sagde: Imorgen er det Herrens Høitid.