2 Mosebok 4:14
Da blev Herrens Vrede optændt imod Mose, og han sagde: Kjender jeg ikke Aron, din Broder, den Levit, at han kan vel tale? og see, han skal ogsaa gaae ud imod dig, og naar han seer dig, da skal han glæde sig i sit Hjerte.
Da blev Herrens Vrede optændt imod Mose, og han sagde: Kjender jeg ikke Aron, din Broder, den Levit, at han kan vel tale? og see, han skal ogsaa gaae ud imod dig, og naar han seer dig, da skal han glæde sig i sit Hjerte.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
27Og Herren sagde til Aron: Gak imod Mose i Ørken; og han gik, og mødte ham hos Guds Bjerg, og kyssede ham.
28Og Mose forkyndte Aron alle Herrens Ord, som havde udsendt ham, og alle de Tegn, som han havde befalet ham.
29Saa gik Mose og Aron hen, og de samlede alle de Ældste af Israels Børn.
30Og Aron talede alle de Ord, som Herren havde talet med Mose, og gjorde Tegnene for Folkets Øine.
15Og du skal tale til ham og lægge Ordene i hans Mund; og jeg skal være med din Mund og med hans Mund, og lære eder, hvad I skulle gjøre.
21Og Mose sagde til Aron: Hvad haver dette Folk gjort dig, at du haver ført en saa stor Synd over det?
22Og Aron svarede: Min Herres Vrede forhaste sig ikke; du, du kjender Folket, at det (ligger) i det Onde.
13Og han sagde: (Hør) mig, Herre! send nu, hvem du vil sende.
26Og Herren talede til Mose og til Aron, og sagde:
1Og Herren sagde til Mose: See, jeg haver sat dig til en Gud for Pharao, og Aron, din Broder, skal være din Prophet.
2Du skal tale alt det, som jeg skal befale dig, men Aron, din Broder, skal tale til Pharao, at han skal lade Israels Børn fare af sit Land.
13Og naar du haver beseet det, da skal du, (ja) ogsaa du, samles til dine Folk, ligesom Aron, din Broder, blev samlet;
8Og Herren sagde til Mose og til Aron, sigende:
15Og Mose talede til Herren og sagde:
9Og Mose sagde til Aron: Siig til al Israels Børns Menighed: Kommer frem for Herrens Ansigt, thi han hørte eders megen Knur.
44Og Herren talede til Mose og sagde:
20Herren blev ogsaa saare vred paa Aron, saa at han vilde ødelægge ham; men jeg bad og for Aron paa den samme Tid.
11Derfor er du og alt dit Selskab, de, som ere forsamlede, imod Herren; og Aron, hvad er han, at I knurre imod ham?
1Og Herren talede til Mose og til Aron, og sagde:
3Da sagde Mose til Aron: Dette er det, som Herren haver talet og sagt: Jeg vil helliggjøres i dem, som komme nær til mig, og jeg skal herliggjøres for alt Folkets Aasyn; og Aron taug.
16Og Mose ledte flittig efter Syndofferets Buk, og see, den var opbrændt; og han blev vred paa Eleasar og paa Ithamar, Arons Sønner, de, som vare overblevne, og sagde:
11Og Mose bad ydmygeligen for Herrens sin Guds Ansigt, og sagde: Herre, hvorfor skal din Vrede optændes imod dit Folk, som du udførte af Ægypti Land med stor Kraft og med en stærk Haand?
8Jeg vil tale mundtligen med ham og synligen, og ikke i mørk Tale, og han skal beskue Herrens Lignelse; hvi frygtede I da ikke at tale imod min Tjener, imod Mose?
9Og Herrens Vrede optændtes imod dem, og han gik bort.
1Og Mose svarede og sagde: Men see, de skulle ikke troe mig og ikke lyde min Røst, men de skulle sige: Herren haver ikke aabenbaret sig for dig.
2Og Herren sagde til Mose: Siig til Aron, din Broder, at han kommer ikke til enhver Tid ind til Helligdommen, indenfor Forhænget, lige for Naadestolen, som er paa Arken, at han ikke døer; thi jeg vil sees i Skyen, over Naadestolen.
17Og Herren talede til Mose og til Aron, og sagde:
10Og Mose hørte Folket græde iblandt deres Slægter, hver i sit Pauluns Dør; og Herrens Vrede optændtes saare, ogsaa var det ondt for Mose Øine.
13Og Herren talede til Mose og sagde:
10Og Herren talede til Mose og sagde:
11Og Herren talede til Mose og sagde:
1Og Herren talede til Mose og sagde:
5Og Herren talede til Mose og sagde:
33Og Herren talede til Mose og til Aron, og sagde:
1Og Herren talede til Mose og sagde:
46Og Mose sagde til Aron: Tag Ildkarret, og læg Ild (derpaa) af Alteret, og læg Røgelse derpaa, og gak hasteligen hen til Menigheden, og gjør Forligelse for dem; thi en (hastig) Vrede er udgangen fra Herrens Ansigt, Plagen er begyndt.
13Da sagde Mose til Herren: Saa høre Ægypterne det; thi du haver opført dette Folk med din Kraft midt ud af dem.
10Da talede Herren til Mose og sagde:
11Og Herren talede til Mose og sagde:
20Og Herren talede til Mose og til Aron, og sagde:
24Og Herren sagde til ham: Gak, stig ned, og du skal (siden) stige op, du, og Aron med dig; men Præsterne og Folket skulle ikke bryde frem, at opstige til Herren, at han ikke skal gjøre et Nederlag iblandt dem.
26Han sendte Mose, sin Tjener, Aron, som han udvalgte.
4Og Herren sagde hasteligen til Mose og til Aron og til Maria: Gaaer ud, I tre, til Forsamlingens Paulun; og de tre gik ud.
7Og Herren talede til Mose og sagde:
1Og disse ere Arons og Mose Slægter, paa den Dag, Herren talede med Mose paa Sinai Bjerg.
1Og Herren talede til Mose og sagde: