Hebreerbrevet 3:6
men Christus (er tro) som Søn over hans Huus; og hans Huus ere vi, saafremt vi indtil Enden holde fast ved Frimodigheden og det Haab, som er vor Ros.
men Christus (er tro) som Søn over hans Huus; og hans Huus ere vi, saafremt vi indtil Enden holde fast ved Frimodigheden og det Haab, som er vor Ros.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
14 Thi vi ere blevne deelagtige i Christo, saafremt vi bevare vor første sikkre Forvisning fast indtil Enden.
15 Idet der siges: Idag, dersom I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter, som (det skede) i Forbittrelsen;
1 Derfor, I hellige Brødre, deelagtige i det himmelske Kald! betragter vor Bekjendelses Apostel og Ypperstepræst, Christum Jesum,
2 der var ham tro, som beskikkede ham, ligesom Moses (var det) i hans ganske Huus.
3 Thi saa meget større Hæder er denne værd fremfor Moses, som den haver større Ære i Huset, der beredte det.
4 Thi hvert Huus beredes af Nogen; men den, som bereder alle Ting, er Gud.
5 Og Moses var vel tro i hans ganske Huus, som en Tjener, til at vidne, hvad der skulde siges;
7 Derfor, som den Hellig-Aand siger: Idag, dersom I høre hans Røst,
17 Hvorfor, da Gud vilde end ydermere vise Forjættelsens Arvinger sit Raads Uforanderlighed, føiede han en Ed dertil,
18 paa det vi ved to uforanderlige Grunde, efter hvilke det var umuligt, at Gud skulde lyve, kunde have en stærk Trøst, naar vi flye hen at holde fast ved det (os) foresatte Haab,
19 hvilket vi have som Sjælens trygge og faste Anker, og hvilket gaaer indenfor Forhænget,
20 hvor Jesus, (vor) Forløber, gik ind for os, han, som efter Melchisedeks Viis er blev en en Ypperstepræst til evig Tid.
23 Lader os holde fast ved Haabets urokkelige Bekjendelse; thi han er trofast, som gav Forjættelsen;
11 Men vi ønske, at Enhver af eder maa vise den samme Nidkjærhed til fuld Befæstelse i Haabet indtil Enden,
12 saa I ikke blive seendrægtige, men efterfølge dem, som ved Tro og Taalmodighed arvede Forjættelserne.
21 og efterdi vi have en stor Præst over Guds Huus,
12 i hvem vi have Frimodighed og Adgang med Tillid ved Troen paa ham.
1 Thi vi vide, at dersom vor Hyttes jordiske Huus nedbrydes, saa have vi en Bygning af Gud, et Huus, som ikke er gjort med Hænder, evigt i Himlene;
2 thi og i dette sukke vi, idet vi længes efter at blive overklædte med vor himmelske Bolig;
14 Efterdi vi derfor have en stor Ypperstepræst, som er gangen igjennem Himlene, Jesum, den Guds Søn, da lader os holde fast ved Bekjendelsen.
4 Men en saadan Tillid have vi til Gud formedelst Christum;
12 Efterdi vi derfor have saadant Haab, bruge vi stor Frimodighed,
9 Dog i Henseende til eder, I Elskelige! ere vi forsikkrede om det Bedre og hvad der bringer Frelse, alligevel vi og saaledes tale.
9 Thi vi ere Guds Medarbeidere; I ere Guds Ager, Guds Bygning.
6 saa at vi kunne sige med frit Mod: Herren er min Hjælper, og jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gjøre mig?
19 Efterdi vi da, Brødre! ved Jesu Blod have Frimodighed til at indgaae i Helligdommen,
15 men dersom jeg tøver, at du da skal vide, hvorledes man bør omgaaes i Guds Huus, hvilket er den levende Guds Menighed. Sandhedens Piller og Grundvold,
10 Derfor, eftersom vi have Leilighed, lader os gjøre det Gode mod Alle, men meest mod Troens Egne.
7 Saa at du ikke længere er Træl, men Søn; men er du Søn, da er du ogsaa Guds Arving formedelst Christum.
2 I Elskelige! nu ere vi Guds Børn, og det er endnu ikke aabenbaret, hvad vi skulle vorde; men vi vide, at naar han aabenbares, vi da skulle vorde ham lige; thi vi skulle see ham, som han er.
2 hvem han haver sat til en Arving over alle Ting, ved hvem han og haver gjort Verden,
1 Saa er da Hovedsummen af det, som (her) siges: Vi have en saadan Ypperstepræst, som sidder ved høire Side af Majestætens Throne i Himlene,
2 som er Helligdommens Tjener og det sande Tabernakels, hvilket Herren haver opreist og ikke et Menneske.
7 paa det at vi, retfærdiggjorte ved hans Naade, skulle efter Haabet vorde Arvinger til det evige Liv.
2 ved hvem vi ogsaa have Adgang formedelst Troen til den Naade, hvori vi staae, og vi rose os af Haab om Herlighed hos Gud;
25 Men nu Troen er kommen, ere vi ikke mere under Tugtemesteren.
26 I ere jo alle Guds Børn formedelst Troen i Christo Jesu.
3 Thi vi indgaae til Hvilen, vi, som troe, efter hvad han haver sagt: Saa svoer jeg i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke indgaae til min Hvile; nemlig efterat Gjerningerne ved Verdens Skabelse vare fuldendte.
12 paa det at vi maatte være hans Herlighed til Priis, vi, som forud haabede paa Christum,
24 Thi vi ere frelste i Haabet. Men det Haab, som sees, er ikke Haab; thi hvorledes skulde Nogen haabe det, som han seer?
5 og vorder selv, som levende Stene, opbyggede (til) et aandeligt Huus, (til) et helligt Præstedom, for at frembære aandelige Offere, (der ere) velbehagelige for Gud ved Jesum Christum.
35 Kaster derfor ikke eders Frimodighed bort, hvilken haver en stor Belønning;
3 hvorledes skulle vi da undflye, dersom vi ikke agte saa stor en Salighed? hvilken, efterat den i Begyndelsen var forkyndt ved Herren, er bleven stadfæstet for os af dem, som havde hørt ham,
8 Thi nu leve vi, efterdi I staae fast i Herren.
5 — thi dersom Nogen ikke veed at forestaae sit eget Huus, hvorledes kan han sørge for Guds Menighed? —
16 Derfor lader os træde frem med Frimodighed for Naadens Throne, paa det vi kunne faae Barmhjertighed og finde Naade til betimelig Hjælp.
11 Men da Christus kom, en Ypperstepræst for det tilkommende Gode, gik han igjennem et større og fuldkomnere Tabernakel, hvilket ikke er gjort med Hænder, det er, som ikke er af denne Skabning,
29 Men ere I Christi, da ere I jo Abrahams Afkom og Arvinger efter Forjættelsen.
1 Derfor lader og os, efterdi vi have en saadan Skare af Vidner omkring os, aflægge al Byrde og Synden, som lettelig besnærer os, og med Taalmodighed løbe i den os foresatte Kamp;
3 Og dette ville vi gjøre, dersom Gud det tilsteder.