Romerne 8:24
Thi vi ere frelste i Haabet. Men det Haab, som sees, er ikke Haab; thi hvorledes skulde Nogen haabe det, som han seer?
Thi vi ere frelste i Haabet. Men det Haab, som sees, er ikke Haab; thi hvorledes skulde Nogen haabe det, som han seer?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
25 Men dersom vi haabe det, som vi ikke see, da forvente vi det med Taalmodighed.
5 Thi vi forvente i Aanden ved Troen den forhaabede Retfærdighed.
18 Thi mod Haab troede han med Haab, at han skulde vorde mange Folks Fader, efter det, som sagt var: Saaledes skal din Sæd vorde;
22 Thi vi vide, at hele Skabningen tilsammen sukker og er tilsammen i Smerte indtil nu.
23 Ja ikke det alene, men ogsaa selv de, som have Aandens Førstegrøde, ogsaa vi selv sukke i os selv, idet vi forvente en sønlig Udkaarelse, vort Legemes Forløsning.
19 Haabe vi alene paa Christum i dette Liv, da ere vi de elendigste iblandt alle Mennesker.
18 paa det vi ved to uforanderlige Grunde, efter hvilke det var umuligt, at Gud skulde lyve, kunde have en stærk Trøst, naar vi flye hen at holde fast ved det (os) foresatte Haab,
19 hvilket vi have som Sjælens trygge og faste Anker, og hvilket gaaer indenfor Forhænget,
4 men Taalmodigheden (virker) et prøvet Sind, men et prøvet Sind Haab,
5 men Haabet beskjæmmer ikke, fordi Guds Kjærlighed er udøst i vore Hjerter ved den Hellig-Aand, som er os given.
18 idet vi ikke have de synlige Ting for Øie, men de usynlige; thi de synlige ere timelige, men de usynlige evige.
8 Men lader os, som ere Dagens (Børn), være ædrue, iførte Troens og Kjærlighedens Pantser og som en Hjelm Saliggjørelsens Haab.
9 Thi Gud bestemte os ikke til Vrede, men til at bekomme Saliggjørelse ved vor Herre Jesum Christum,
1 Men Troen er en Bestandighed i det, som haabes, en fast Overbeviisning om, det, som ikke sees.
7 paa det at vi, retfærdiggjorte ved hans Naade, skulle efter Haabet vorde Arvinger til det evige Liv.
12 Efterdi vi derfor have saadant Haab, bruge vi stor Frimodighed,
13 Men Haabets Gud fylde eder med al Glæde og Fred, idet I troe, at I kunne vorde rige i Haabet ved den Hellig-Aands Kraft.
7 — Thi vi vandre i Tro, ikke i Beskuelse. —
18 Thi jeg slutter, at den nærværende Tids Lidelser ikke ere at agte mod den Herlighed, som skal aabenbares paa os.
19 Thi Skabningens Længsel venter paa Guds Børns Aabenbarelse;
20 thi Skabningen er Forfængeligheden underlagt, — ikke med sin Villie, men ved ham, som lagde den derunder; —
4 Thi hvadsomhelst tilforn er skrevet, er tilforn skrevet os til Lærdom, paa det vi skulle have Haab formedelst Taalmodigheden og Skrifternes Trøst.
5 for det Haab, som eder er henlagt i Himlene, om hvilket I have allerede hørt i Evangeliets Sandheds Ord,
13 forventende det salige Haab og den store Guds og vor Frelsers Jesu Christi Herligheds Aabenbarelse,
2 ved hvem vi ogsaa have Adgang formedelst Troen til den Naade, hvori vi staae, og vi rose os af Haab om Herlighed hos Gud;
7 Visselig, Mennesket gaaer frem (som) i et Billede, visselig, de gjøre sig (megen) Uro forgjæves; man samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det.
21 som formedelst ham troe paa Gud, der opreiste ham fra de Døde, og gav ham Herlighed, saa at eders Tro og Haab maa være til Gud.
15 Hvor skulde da min Forventelse være? og hvo skulde beskue min Forventelse?
8 hvem I ikke have kjendt og dog elske, hvem I nu ikke see, men dog troe paa og fryde eder med uudsigelig og forherliget Glæde,
20 Men der hverken Sol eller Stjerner lode sig see i mange Dage, og en ikke liden Storm hængte over os, da betoges omsider alt Haab os om at frelses.
11 Men vi ønske, at Enhver af eder maa vise den samme Nidkjærhed til fuld Befæstelse i Haabet indtil Enden,
9 Dog i Henseende til eder, I Elskelige! ere vi forsikkrede om det Bedre og hvad der bringer Frelse, alligevel vi og saaledes tale.
10 eller siger han det sikkerligen for vor Skyld? thi for vor Skyld er der skrevet, at den, som pløier, bør pløie med Haab, og den, som tærsker, (bør tærske) for at blive deelagtig i sit Haab.
26 Det er godt, at man haaber og er stille til Herrens Frelse.
11 Men vi troe at blive salige ved den Herres Jesu Christi Naade paa samme Maade, som og de.
24 men og for vor Skyld, hvilke det skal tilregnes, naar vi troe paa den, der opreiste vor Herre Jesum fra de Døde,
10 Thi derfor baade arbeide og forhaanes vi, fordi vi have sat vort Haab til den levende Gud, som er alle Menneskers Frelser, meest deres, som troe.
17 Endnu fortæres vore Øine, (naar de see) hen til vor forfængelige Hjælp, idet vi see (saa) flitteligen hen til et Folk, som ikke kunde frelse.
4 til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uforvisnelig Arv, som er bevaret i Himlene til eder,
21 Dette vil jeg tage mig til Hjerte igjen, derfor vil jeg haabe.
10 som (og) befriede os fra saa stor en Døds(-Fare) og befrier (endnu); til hvem vi have det Haab, at han ogsaa fremdeles skal frie os,
6 Og nu staaer jeg og dømmes for Haabet til den Forjættelse, som er given af Gud til Fædrene,
20 Thi vort Borgerskab er i Himlene, hvorfra vi og forvente Frelseren, den Herre Jesum Christum,
8 Thi af Naade ere I frelste formedelst Troen, og det ikke af Eder; det er en Guds Gave;
13 Derfor omgjorder eders Sinds Lænder, værer ædrue og sætter eders Haab aldeles til den Naade, som bliver eder til Deel i Jesu Christi Aabenbarelse.
3 Og hver, som haver dette Haab til ham, renser sig selv, ligesom han er reen.
81 Min Sjæl længes efter din Salighed; jeg haaber paa dit Ord.
2 i Haab om det evige Liv, hvilket Gud, som ikke lyver, havde lovet fra evige Tider,
28 De Retfærdiges Forventelse er Glæde, men de Ugudeliges Haab skal forgaae.
7 og vort Haab er fast om eder, efterdi vi vide, at ligesom I ere deelagtige i Lidelserne, saa skulle I og være det i Trøsten.