1 Tessalonikerbrev 5:8
Men lader os, som ere Dagens (Børn), være ædrue, iførte Troens og Kjærlighedens Pantser og som en Hjelm Saliggjørelsens Haab.
Men lader os, som ere Dagens (Børn), være ædrue, iførte Troens og Kjærlighedens Pantser og som en Hjelm Saliggjørelsens Haab.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
9Thi Gud bestemte os ikke til Vrede, men til at bekomme Saliggjørelse ved vor Herre Jesum Christum,
10som døde for os, at enten vi vaage eller sove, skulle vi leve tilligemed ham.
11Og dette (bør skee), efterdi vi vide Tiden, at Stunden allerede er der, at vi (skulle) opstaae af Søvne; thi vor Frelse er nu nærmere, end da vi bleve troende.
12Natten er fremgangen og Dagen er kommen nær. Derfor lader os aflægge Mørkets Gjerninger og iføre Lysets Vaaben.
13Lader os vandre skikkeligen, som om Dagen, ikke i Fraadseri og Drukkenskap, ikke i Løsagtighed og Uteerlighed, ikke i Kiv og Avind.
14Men ifører den Herre Jesum Christum og pleier ikke Kjødet til (at vække) Begjærligheder.
4Men I, Brødre! I ere ikke i Mørket, saa at den Dag skulde som en Tyv overraske eder.
5I ere alle Lysets Børn og Dagens Børn; vi ere ikke Nattens Børn og ei Mørkets.
6Derfor lader os ikke sove, ligesom og de Andre, men lader os vaage og være ædrue.
7Thi de, som sove, sove om Natten, og de, som ere drukne, ere drukne om Natten.
13Derfor omgjorder eders Sinds Lænder, værer ædrue og sætter eders Haab aldeles til den Naade, som bliver eder til Deel i Jesu Christi Aabenbarelse.
13Derfor tager Guds fulde Rustning paa, at I kunne gjøre Modstand paa den onde Dag og bestaae efter at have overvundet Alt.
14Saa staaer da omgjordede om Eders Lænder med Sandhed og iførte Retfærdighedens Pantser,
15Fødderne ombundne med Færdighed i Fredens Evangelium,
16saa I fremfor alle Ting gribe Troens Skjold, med hvilket I skulle kunne slukke alle den Ondes gloende Pile;
17og tager Saliggjørelsens Hjelm og Aandens Sværd, som er Guds Ord,
24Thi vi ere frelste i Haabet. Men det Haab, som sees, er ikke Haab; thi hvorledes skulde Nogen haabe det, som han seer?
25Men dersom vi haabe det, som vi ikke see, da forvente vi det med Taalmodighed.
13Men jeg vil ikke, at I skulle være uvidende, Brødre! om de Hensovede, paa det I ikke skulle sørge, som de Andre, der ikke have Haab.
3dog saa, at vi og skulle findes iklædte, ikke nøgne.
4Thi saalænge vi ere i denne Hytte, sukke vi og under Byrden, efterdi vi ikke ville afklædes, men overklædes, saa at det Dødelige kunde blive opslugt af Livet.
5Men den, som beredte os just til dette, er Gud, som og gav os Aanden til Pant.
7Men alle Tings Ende nærmer sig. Værer derfor ædrue og aarvaagne til Bønnen.
8Værer ædrue, vaager; thi eders Modstander Djævelen gaaer omkring som en brølende Løve, søgende, hvem han kan opsluge.
9Staaer ham imod, faste i Troen, efterdi I vide, at de samme Lidelser fuldbyrdes paa eders Brødre i Verden.
11Ifører Guds fulde Rustning, at I kunne være mægtige til at staae imod Djævelens snedige Anløb.
5Thi vi forvente i Aanden ved Troen den forhaabede Retfærdighed.
4til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uforvisnelig Arv, som er bevaret i Himlene til eder,
5hvilke ved Guds Magt bevares formedelst Troen til den Frelse, som er rede til at aabenbares i den sidste Tid,
14Derfor siger (Skriften): Vaagn op, du, som sover, og staa op fra de Døde, og Christus skal lyse for dig.
9Dog i Henseende til eder, I Elskelige! ere vi forsikkrede om det Bedre og hvad der bringer Frelse, alligevel vi og saaledes tale.
19Haabe vi alene paa Christum i dette Liv, da ere vi de elendigste iblandt alle Mennesker.
15Men værer altid rede til at forsvare eder med Sagtmodighed og Ærefrygt for Enhver, som begjærer Regnskab af eder om det Haab, som er i eder,
7— Thi vi vandre i Tro, ikke i Beskuelse. —
15Thi dette sige vi eder som Herrens Ord, at vi, som leve, som overblive til Herrens Tilkommelse, vi skulle ikke komme forud for de Hensovede.
21som formedelst ham troe paa Gud, der opreiste ham fra de Døde, og gav ham Herlighed, saa at eders Tro og Haab maa være til Gud.
2thi I vide selv grant, at Herrens Dag kommer som en Tyv om Natten.
13forventende det salige Haab og den store Guds og vor Frelsers Jesu Christi Herligheds Aabenbarelse,
11Men vi ønske, at Enhver af eder maa vise den samme Nidkjærhed til fuld Befæstelse i Haabet indtil Enden,
10Thi derfor baade arbeide og forhaanes vi, fordi vi have sat vort Haab til den levende Gud, som er alle Menneskers Frelser, meest deres, som troe.
5for det Haab, som eder er henlagt i Himlene, om hvilket I have allerede hørt i Evangeliets Sandheds Ord,
4men Taalmodigheden (virker) et prøvet Sind, men et prøvet Sind Haab,
5men Haabet beskjæmmer ikke, fordi Guds Kjærlighed er udøst i vore Hjerter ved den Hellig-Aand, som er os given.
34Vaagner op, som ret er, og synder ikke! thi Nogle vide Intet af Gud; det siger jeg eder til Blusel.
17Derfor værer ikke uforstandige, men indseer, hvad Herrens Villie er.
18Og drikker Eder ikke drukne af Viin, i hvilket der er Ryggesløshed, men bliver fulde af Aanden;
9opnaaende Maalet for eders Tro, Sjælenes Frelse.
13Vaager, staaer faste i Troen, værer mandige, værer stærke!
17Og han førte sig udi Retfærdighed som udi et Pantser, og Saligheds Hjelm var paa hans Hoved, og han klædte sig i Hevns Klæder (som i) en Klædning, og iførte sig med Nidkjærhed som med en Kappe.
19hvilket vi have som Sjælens trygge og faste Anker, og hvilket gaaer indenfor Forhænget,