Hebreerbrevet 6:15
Og saaledes, der han taalmodigen havde ventet, bekom han Forjættelsen.
Og saaledes, der han taalmodigen havde ventet, bekom han Forjættelsen.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
36 thi I have Taalmodighed behov, at, naar I have gjort Guds Villie, I da kunne faae Forjættelsen.
37 Thi der er endnu kun en saare liden Stund, indtil den kommer, der skal komme, og han skal ikke tøve.
11 Men vi ønske, at Enhver af eder maa vise den samme Nidkjærhed til fuld Befæstelse i Haabet indtil Enden,
12 saa I ikke blive seendrægtige, men efterfølge dem, som ved Tro og Taalmodighed arvede Forjættelserne.
13 Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, der han ingen Større havde at sværge ved, svoer han ved sig selv, sigende:
14 Sandelig, jeg vil visselig velsigne dig og visselig formere dig.
16 Thi Mennesker sværge jo ved en Større, og Eden er dem en Ende paa al Tvist, til Stadfestelse.
17 Hvorfor, da Gud vilde end ydermere vise Forjættelsens Arvinger sit Raads Uforanderlighed, føiede han en Ed dertil,
18 paa det vi ved to uforanderlige Grunde, efter hvilke det var umuligt, at Gud skulde lyve, kunde have en stærk Trøst, naar vi flye hen at holde fast ved det (os) foresatte Haab,
39 Og disse alle, enddog de havde godt Vidnesbyrd formedelst deres Tro, naaede ikke Forjættelsen,
18 Thi mod Haab troede han med Haab, at han skulde vorde mange Folks Fader, efter det, som sagt var: Saaledes skal din Sæd vorde;
19 og da han ikke var svag i Troen, saae han ikke hen til sit eget Legeme, som allerede var udlevet, efterdi han var nær hundrede Aar gammel, eller til Saras hendøde Moderliv;
20 men han tvivlede ikke med Vantro paa Guds Forjættelse, men blev styrket i Troen og gav Gud Ære,
21 fuldkommen vis paa, at det, som han havde lovet, var han og mægtig til at gjøre.
17 Formedelst Tro offrede Abraham Isak, der han prøvedes, ja den Eenbaarne offrede han, som havde annammet Forjættelserne,
18 (og) til hvem der var sagt: I Isak skal Afkom fremkaldes dig;
19 thi han betænkte, at Gud var mægtig endog til at opreise fra de Døde; og i en Lighed dermed fik han ham ogsaa tilbage.
5 Og han førte ham ud udenfor, og sagde: Kjære, see til Himmelen og tæl Stjernerne, om du kan tælle dem; og han sagde til ham: Saa skal din Afkom vorde.
6 Og han troede paa Herren, og det tilregnede han ham til Retfærdighed.
8 Formedelst Tro var Abraham lydig, der han blev kaldet, i at udgaae til det Sted, som han skulde tage til Arv; og han gik ud, dog han ikke vidste, hvor han kom.
9 Formedelst Tro opholdt han sig i Forjættelsens Land, som i et fremmed, boende udi Pauluner med Isak og Jakob, som vare Medarvinger til samme Forjættelse;
10 thi han forventede den Stad, som haver Grundvold, hvis Bygmester og Forarbeider er Gud.
11 Formedelst Tro fik og selv Sara Kraft til at undfange og fødte over hendes Alders Tid; thi hun agtede ham at være trofast, som havde lovet det.
16 hvilken han gjorde med Abraham, og hans Ed til Isak.
17 Og han stadfæstede den for Jakob til en Skik, for Israel til en evig Pagt.
11 See! vi prise dem salige, som taalmodigen lide. I have hørt Jobs Taalmodighed og vide Udfaldet fra Herren; thi Herren er saare miskundelig og forbarmende.
2 Ved den fik derfor de Gamle godt Vidnesbyrd.
9 som han gjorde med Abraham, og sin Ed til Isak.
3 vidende, at eders Troes Forsøgelse virker Taalmodighed.
4 Men Taalmodigheden frembringe fuldkommen Gjerning, paa det I skulle være fuldkomne og uden Mangel, saa eder fattes Intet.
4 men Taalmodigheden (virker) et prøvet Sind, men et prøvet Sind Haab,
9 Thi dette er Forjættelsens Ord: Ved denne Tid vil jeg komme, saa skal Sara have en Søn.
13 I Tro døde alle disse, uden at have opnaaet Forjættelserne, men saae dem langt borte og lode sig overbevise, og hilsede dem og bekjendte, at de vare Gjæster og Udlændinge paa Jorden.
12 Salig er den Mand, som taalmodigen lider Fristelse; thi naar han er bleven prøvet, skal han faae Livsens Krone, hvilken Herren haver lovet dem, som ham elske.
15 Brødre! jeg vil tale efter menneskelig Viis: Ingen gjør dog et Menneskes Testament, som er stadfæstet, til Intet, eller sætter Noget dertil.
8 lærte, omendskjøndt han var Søn, dog Lydighed af det, han led;
16 Og han sagde: Jeg haver svoret ved mig, siger Herren, at fordi du gjorde dette Stykke og ikke sparede din Søn, din eneste,
23 Lader os holde fast ved Haabets urokkelige Bekjendelse; thi han er trofast, som gav Forjættelsen;
6 men den, som ikke regnes i Slægt med dem, tog Tiende af Abraham og velsignede den, som havde Forjættelserne.
73 efter den Ed, som han svoer vor Fader Abraham, at han vilde give os,
2 Og Sara undfik og fødte Abraham en Søn i hans Alderdom, paa den bestemte Tid, som Gud havde sagt ham.
25 Men dersom vi haabe det, som vi ikke see, da forvente vi det med Taalmodighed.
6 Ligesom Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed.
5 fordi at Abraham adlød min Røst og bevarede det, jeg vil have bevaret, mine Bud, mine Skikke og mine Love.
4 Thi hvadsomhelst tilforn er skrevet, er tilforn skrevet os til Lærdom, paa det vi skulle have Haab formedelst Taalmodigheden og Skrifternes Trøst.
19 Og Gud sagde: Sandeligen, Sara, din Hustru, skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Isak; og jeg vil oprette min Pagt til en evig Pagt med ham, for hans Afkom efter ham.
42 Thi han kom sit hellige Ord ihu, (ja) Abraham, sin Tjener,
18 Og udi din Sæd skulle alle Folk paa Jorden velsignes, fordi du adlød min Røst.