Hebreerbrevet 4:6
Efterdi det altsaa er tilbage, at Nogle skulle indgaae til den, og de, hvem Forjættelsen først var forkyndt, ikke kom ind formedelst Vantro,
Efterdi det altsaa er tilbage, at Nogle skulle indgaae til den, og de, hvem Forjættelsen først var forkyndt, ikke kom ind formedelst Vantro,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
15Idet der siges: Idag, dersom I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter, som (det skede) i Forbittrelsen;
16hvo vare da vel de, som hørte den, og dog forbittrede ham? Mon ikke Alle, som udgik af Ægypten ved Moses?
17Men paa hvilke harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis Legemer faldt i Ørkenen?
18Og om hvilke svoer han, at de ikke skulde indgaae til hans Hvile, uden om dem, som vare blevne vantroe?
19Vi see altsaa, at de ikke kunde indgaae formedelst Vantro.
1Lader os derfor, da Forjættelse om at indgaae til hans Hvile endnu staaer os aaben, vogte os, at ikke Nogen af eder skulde synes at blive tilbage.
2Thi ogsaa for os er Forjættelsen forkyndt, ligesom for hine; men Ordet, som de hørte, hjalp dem ikke, fordi det ikke forenedes med Troen i dem, som hørte det.
3Thi vi indgaae til Hvilen, vi, som troe, efter hvad han haver sagt: Saa svoer jeg i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke indgaae til min Hvile; nemlig efterat Gjerningerne ved Verdens Skabelse vare fuldendte.
4Thi saaledes haver han et Sted sagt om den syvende Dag: Og Gud hvilede paa den syvende Dag fra alle sine Gjerninger.
5Og paa dette Sted atter: Sandelig, de skulle ikke indgaae til min Hvile.
7saa bestemmer han atter en Dag, (nemlig) idag, da han siger ved David efter saa lang en Tid — som forhen er sagt: — Idag, dersom I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter,
8Thi dersom Josva havde skaffet dem Hvile, da havde (Gud) ikke sidenefter talet om den anden Dag.
9Altsaa er der en Sabbatshvile tilbage for Guds Folk.
10Thi hvo, som er indgaaet til hans Hvile, ogsaa han hviler fra sine Gjerninger, ligesom Gud fra sine.
11Lader os derfor beflitte os paa at komme ind til hiin Hvile, paa det ikke Nogen skal falde efter samme Vantroes Exempel.
10Derfor harmedes jeg paa hiin Slægt og sagde: De fare altid vild i Hjertet, og selv kjende de ikke mine Veie.
11Saa svoer jeg i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke indgaae til min Hvile.
12Seer til, Brødre! at der ikke nogensinde i Nogen af eder skal være et ondt, vantro Hjerte, saa at han affalder fra den levende Gud.
7Derfor, som den Hellig-Aand siger: Idag, dersom I høre hans Røst,
8da forhærder ikke eders Hjerter, som (det skede) i Forbittrelsen paa Fristelsens Dag i Ørkenen,
11saa at jeg haver svoret i min Vrede, at de skulle ikke komme til min Hvile.
39Og disse alle, enddog de havde godt Vidnesbyrd formedelst deres Tro, naaede ikke Forjættelsen,
40efterdi Gud forud havde udseet noget Bedre for os, at de ikke skulde fuldkommes uden os.
4Thi det er umuligt, at de, som een gang ere blevne oplyste, og som have smagt den himmelske Gave og ere blevne deelagtige i den Hellig-Aand,
5og have smagt Guds gode Ord og den tilkommende Verdens Kræfter, og falde fra, atter kunne fornyes til Omvendelse,
6da de korsfæste sig selv Guds Søn og gjøre ham til Spot.
1Derfor bør det os desmere at holde fast ved det, vi have hørt, at vi ikke skulle bortrives.
2Thi blev det Ord, som var talet ved Engle, haandhævet, og fik hver Overtrædelse og Ulydighed sin tilbørlige Løn,
3hvorledes skulle vi da undflye, dersom vi ikke agte saa stor en Salighed? hvilken, efterat den i Begyndelsen var forkyndt ved Herren, er bleven stadfæstet for os af dem, som havde hørt ham,
16Men de adløde ikke alle det gode Budskab; thi Esaias siger: Herre! hvo haver troet det, han hørte af os?
12saa I ikke blive seendrægtige, men efterfølge dem, som ved Tro og Taalmodighed arvede Forjættelserne.
22Thi alle de Mænd, som have seet min Herlighed og mine Tegn, som jeg gjorde i Ægypten og i Ørken, og have nu fristet mig ti Gange og ikke hørt paa min Røst,
23de skulle ikke see det Land, som jeg haver svoret deres Fædre; ja Ingen af dem, som have opirret mig, skal see det.
36thi I have Taalmodighed behov, at, naar I have gjort Guds Villie, I da kunne faae Forjættelsen.
8hvorved den Hellig-Aand gav dette tilkjende, at Veien til Helligdommen endnu ikke var aabenbaret, saalænge det første Tabernakel endnu havde (sit) Stade;
25Vogter eder, at I ikke forskyde den, som taler. Thi undflyede de ikke, som forskjøde ham, der talede Guds Ord paa Jorden, da skulle vi meget mindre (undflye), dersom vi ere gjenstridige mod ham fra Himlene,
7Thi dersom hiin første havde været upaaklagelig, da var der ikke blevet søgt Sted for en anden.
3Thi hvad? om Nogle vare vantroe, mon deres Vantro skulde gjøre Guds Trofasthed til Intet? Det være langt fra!
21men, som skrevet staaer: De, for hvilke Intet var kundgjort om ham, skulle see, og de, som ikke havde hørt, skulle forstaae.
26Thi synde vi med Villie, efter at have annammet Sandhedens Erkjendelse, er der ikke Offer mere tilbage for Synden,
5Men jeg vil paaminde eder, skjøndt I fuldt vel vide det, at Herren, der han havde frelst Folket af Ægypti Land, dog sidenefter ødelagde dem, som ikke troede.
30Thi ligesom I fordum vare vantroe mod Gud, men have nu faaet Barmhjertighed formedelst deres Vantro,
11Herom have vi meget at sige, og som er svart at udlægge, efterdi I ere blevne seendrægtige til at fatte.
12til hvilke han sagde: Denne er Roligheden, lader den Trætte hvile, og denne er Vederqvægelsen; men de vilde ikke høre.
17Hvorfor, da Gud vilde end ydermere vise Forjættelsens Arvinger sit Raads Uforanderlighed, føiede han en Ed dertil,
17Thi I vide, at han og derefter, der han vilde arve Velsignelsen, blev forskudt. Thi han erholdt ingen Forandring i Beslutningen, alligevel han søgte efter den med Graad.
6Men uden Tro er det umuligt at behage ham; thi det bør den, som kommer frem for Gud, at troe, at han er til, og at han bliver deres Belønner, som søge ham.
11Disse Mænd, som ere opgangne af Ægypten, fra tyve Aar gamle og derover, skulle ikke see det Land, som jeg haver svoret Abraham, Isak og Jakob; thi de have ikke fuldkommeligen efterfulgt mig;
24De foragtede og det ønskelige Land, de troede ikke paa hans Ord.
13I Tro døde alle disse, uden at have opnaaet Forjættelserne, men saae dem langt borte og lode sig overbevise, og hilsede dem og bekjendte, at de vare Gjæster og Udlændinge paa Jorden.