1 Krønikebok 29:15
Thi vi ere fremmede for dit Ansigt og Gjæster, som alle vore Fædre; vore Dage paa Jorden ere som en Skygge, og (her er) ingen Forhaabning.
Thi vi ere fremmede for dit Ansigt og Gjæster, som alle vore Fædre; vore Dage paa Jorden ere som en Skygge, og (her er) ingen Forhaabning.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
9— thi vi (bleve til) igaar og vide Intet; thi vore Dage ere en Skygge paa Jorden —
16Herre, vor Gud! al denne Hob, som vi have beredt til at bygge dig et Huus af til dit hellige Navn, den er af din Haand, og det er altsammen dit.
13Og nu, vor Gud! vi takke dig og love din Herligheds Navn.
14Thi hvo er jeg, og hvo er mit Folk, at vi skulle formaae (med vor) Kraft at give frivilligen, som dette (gaaer)? thi det er alt af dig, og af din Haand have vi givet dig det.
2Vor Arv er vendt til Fremmede, vore Huse til Udlændinge.
3Vi ere faderløse, uden Fader, vore Mødre ere som Enker.
4Et Menneske er ligt Forfængeligheden, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi.
15men med den, som her er og staaer idag med os for Herrens vor Guds Ansigt, og med den, som her idag ikke er med os;
16thi I vide, at vi boede i Ægypti Land, og vi droge midt igjennem Hedningerne, som I droge igjennem,
12Tugter du Nogen med megen Straf for Misgjerning, da gjør du, at hans ønskelige (Skikkelse) hensmelter som et Møl; visseligen alle Mennesker ere Forfængelighed. Sela.
9Thi alle vore Dage vende sig i din Vrede; vi fortære vore Aar som en Tanke.
10(Anlangende) vore Aars Dage, de ere halvfjerdsindstyve Aar, og om (Nogen haver) megen Styrke, ere de fiirsindstyve Aar, og det Stolteste af dem er Møie og Uretfærdighed; thi det afskjæres hasteligen, og vi flyve (derfra).
4Mit Hjerte blev hedt inden i mig, i min Betænkning optændtes en Ild; jeg talede med min Tunge:
5Herre! lad mig kjende min Ende og mine Dages Maal, hvad det er, at jeg kan kjende, hvor (snart) jeg skal lade af (at leve).
1Mose, den Guds Mands, Bøn. Herre! du, du har været vor Bolig fra Slægt til Slægt.
10Der ere baade Graae og Udlevede iblandt os, som have levet længere end din Fader.
15Herre, Israels Gud! du er retfærdig, thi vi ere overblevne, (nogle) Undkomne, som det sees paa denne Dag; see, vi ere for dit Ansigt i vor Skyld, thi derfor kan Ingen bestaae for dit Ansigt.
20Hvorfor vil du glemme os evindeligen, forlade os (saa) lang en Tid?
14thi vi have her ikke en blivende Stad, men søge efter den tilkommende.
31paa det de skulle frygte dig, at vandre i dine Veie alle de Dage, som de leve i Landet, som du haver givet vore Fædre.
14Thi han, han kjender vor Skabning, han kommer ihu, at vi ere Støv.
15(Anlangende) et Menneske, hans Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa skal han blomstre.
36See, vi ere Tjenere idag; ja, i det Land, som du gav vore Fædre at æde Frugten deraf og det Gode deraf, see, derudi ere vi Tjenere.
6Thi vore Fædre have forgrebet sig og gjort det Onde for Herrens vor Guds Øine, og forladt ham og vendt deres Ansigt omkring fra Herrens Tabernakel, og vendt Ryggen (dertil).
14Thi vi døe visseligen og ere som Vandet, der bortflyder paa Jorden, som ikke monne samles; men Gud skal ikke tage Livet bort, men tænker jo (derpaa), at den Udstødte skal ikke (fremdeles) blive udstødt fra ham.
19der I vare en liden Hob Folk, ja faa og fremmede i det.
15De, som boe (hos mig) i mit Huus, og mine Tjenestepiger agte mig som en Fremmed; jeg er (som) en Udlænding for deres Øine.
15Ere vi ikke regnede for ham som Fremmede? thi han haver solgt os, og endogsaa aldeles fortæret vor Værdi.
40paa det de skulle frygte dig alle de Dage, hvilke de leve i Landet, som du haver givet vore Fædre.
11ja see, de betale os (det), da de komme for at udstøde os af din Eiendom, som du haver ladet os indtage til Eiendom.
12Lær os saaledes at tælle vore Dage, at vi bekomme Viisdom i Hjertet.
20Herre! vi kjende vor Ugudelighed, vore Fædres Misgjerning; thi vi have syndet imod dig.
47Hvor længe, Herre! vil du skjule dig evindelig? skal din Grumhed brænde som Ild?
11for din Vredes og din Fortørnelses Skyld; thi du opløftede mig og kastede mig ned.
51Vi vare beskjæmmede, thi vi maatte høre Forhaanelse; Skjændsel skjulte vore Ansigter, thi Fremmede kom over Herrens Huses Helligdomme.
5efterdi jeg haver ikke boet i et Huus fra den Dag, da jeg opførte Israel, indtil denne Dag, men jeg haver været (med dem) fra Paulun til Paulun og fra Tabernakel (til Tabernakel).
27men det skal være et Vidne imellem os og imellem eder og imellem vore Efterkommere efter os, at vi maae betjene Herrens Tjeneste for hans Ansigt med vore Brændoffere og med vore Slagtoffere og med vore Takoffere; og eders Børn skulle ikke herefter sige til vore Børn: I have ingen Deel i Herren.
28Derfor sagde vi: Naar det skeer, at de sige (sligt) til os eller til vore Efterkommere herefter, da ville vi sige: Seer Herrens Alters Lignelse, som vore Fædre gjorde, ikke til Brændoffer og ei til Slagtoffer, men det er et Vidne imellem os og imellem eder.
9og at (vi) ikke bygge Huse for os at boe udi, og ikke have Viingaard eller Mark eller Sæd.
15Og nu, Herre vor Gud! du, som udførte dit Folk af Ægypti Land med en stærk Haand og gjorde dig et Navn, som (det er) paa denne Dag, vi have syndet, vi have handlet ugudeligen.
29De skjulte Ting ere for Herren vor Gud, men de aabenbarede ere for os, og for vore Børn evindeligen, at vi skulle gjøre alle denne Lovs Ord.
1Thi vi vide, at dersom vor Hyttes jordiske Huus nedbrydes, saa have vi en Bygning af Gud, et Huus, som ikke er gjort med Hænder, evigt i Himlene;
9Thi see, vore Fædre ere faldne ved Sværdet, tilmed ere vore Sønner og vore Døttre og vore Hustruer (bortførte) i Fængsel for denne (Sags) Skyld.
7Fra vore Fædres Dage af have vi været i stor Skyld indtil denne Dag, og for vore Misgjerningers Skyld ere vi, (ja) vi, vore Konger, vore Præster, givne i Kongernes Haand i Landene, i Sværd, i Fængsel og i Rov og i (vore) Ansigters Skam, som det sees paa denne Dag.
12En Ærens Throne, en Høihed af Begyndelsen, er vor Helligdoms Sted.
18Herre, Abrahams, Isaks og Israels, vore Fædres, Gud! bevar dette evindeligen i dit Folks Hjertes Tankers Digt, og bered deres Hjerte til dig.
25Hvorfor vil du skjule dit Ansigt (og) glemme vor Elendighed og vor Trængsel?
8Tjenere herske over os, der er Ingen, som river (os) af deres Haand.
16Du er dog vor Fader, thi Abraham veed Intet af os, og Israel kjender os ikke; (men) du, Herre, er vor Fader, vor Gjenløser er dit Navn af Evighed.
2Han gaaer op som et Blomster og afskjæres, og han flyer som en Skygge og bestaaer ikke.