Salmenes bok 78:34
Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle.
Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
35Og de kom ihu, at Gud var deres Klippe, og den høieste Gud deres Gjenløser.
4Men (naar) de omvende sig i deres Nød til Herren, Israels Gud, og søge ham, da lader han sig finde af dem.
38Dog han, (som er) barmhjertig, forsonede Misgjerning og fordærvede ikke, men vendte sin Vrede mangfoldige Gange af fra dem, og vilde ikke opvække al sin Hastighed.
39Og han kom ihu, at de vare Kjød, et Veir, som bortfarer og kommer ikke tilbage.
40Hvor tidt forbittrede de ham i Ørken, de bedrøvede ham i de øde Stæder.
41Thi de kom igjen og fristede Gud, og mestrede den Hellige i Israel.
42De kom ikke hans Haand ihu paa den Dag, da han forløste dem af Nød,
29Og de aade og bleve saare mætte, og han tilførte dem det, som de havde Lyst til.
30De havde ikke endnu styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund,
31da opkom Guds Vrede paa dem og ihjelslog Nogle iblandt de Fedeste af dem, og han nedslog de Udvalgte i Israel.
32Med alt dette syndede de endnu, og troede ikke paa hans underlige Gjerninger.
33Derfor fortærede han deres Dage med Forfængelighed, og deres Aar med Forskrækkelse.
27fordi de vege bort bag fra ham, og de forstode ikke (nogen) af alle hans Veie,
17Dog bleve de endnu ved at synde imod ham, at forbittre den Høieste i Ørken.
18Og de fristede Gud i deres Hjerte, da de begjærede Mad for deres Sjæle.
43Han friede dem mange Gange; men de, de forbittrede (ham) med deres Raad, og de bleve nedtrykte for deres Misgjerningers Skyld.
44Dog saae han (til dem), da de vare, i Angest, idet han hørte deres Raab.
28Men der de havde Rolighed, vendte de tilbage til at gjøre Ondt for dit Ansigt; saa forlod du dem i deres Fjenders Haand, at de regjerede over dem; og naar de omvendte sig og raabte til dig, da hørte du af Himmelen og reddede dem efter dine Barmhjertigheder mange Tider.
37Og han skal sige: Hvor ere deres Guder, den Klippe, som de forlode sig paa?
19Men det skede, naar den Dommer døde, da vendte de tilbage og fordærvede sig mere end deres Fædre ved at vandre efter andre Guder, at tjene dem og at tilbede for dem; de lode Intet falde af deres Gjerninger eller af deres haarde Vei.
28Da skulle de paakalde mig, men jeg skal ikke svare, de skulle aarle søge mig, men ikke finde mig.
17Ja de vægrede sig for at høre dem og kom ikke dine underlige Ting ihu, som du gjorde med dem, men forhærdede deres Nakke og satte en Høvedsmand for at vende tilbage til deres Trældomstjeneste i deres Gjenstridighed; men du er Forladelsers Gud, naadig og barmhjertig, langmodig og af megen Miskundhed, og forlod dem ikke;
18enddog de gjorde sig en støbt Kalv og sagde: Det er din Gud, som opførte dig af Ægypten, og de gjorde store Bespottelser.
30Naar du faaer Angest, og alle disse Ting ramme dig, i de sidste Dage, da skal du omvende dig til Herren din Gud og høre paa hans Røst.
29Og de opirrede ham med deres Idrætter, saa at en Plage gjorde et Rift iblandt dem.
6Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han friede dem af deres Trængsler.
2En Daare siger i sit Hjerte: Der er ingen Gud; de fordærve og gjøre (deres) uretfærdige (Gjerning) vederstyggelig; der er Ingen, som gjør Godt.
40Lader os randsage vore Veie og opspore (dem) og vende om til Herren.
2endskjøndt de søge mig dagligen og have Lyst til at vide mine Veie; ligesom et Folk, der haver gjort Retfærdighed og ikke forladt sin Guds Ret, spørge de mig om retfærdige Domme, de have Lyst at komme nær til Gud:
56Men de fristede og forbittrede den høieste Gud, og holdt ikke hans Vidnesbyrd.
34Og Israels Børn kom ikke Herren deres Gud ihu, som havde friet dem af alle deres Fjenders Haand trindt omkring.
27Og Israels Børn adspurgte Herren; men Guds Pagtes Ark var der i de Dage.
47og de tage det igjen til Hjerte i Landet, hvorudi de ere fangne, og omvende sig og bede til dig om Naade i deres Land, som have taget dem fangne, og sige: Vi have syndet og handlet ilde, vi have været ugudelige,
6og dem, som vende sig tilbage fra (at vandre) efter Herren, og som ikke søge Herren, og ikke spørge efter ham.
15Jeg vil gaae, jeg vil vende tilbage til mit Sted, indtil de kjende deres Skyld og søge mit Ansigt; naar de ere i Angest, skulle de aarle søge mig.
8Herre, vor Gud! du bønhørte dem, du var dem en Gud, som tilgav, og (du var) en Hevner over deres Gjerninger.
11Og de glemte hans Gjerninger og hans underlige Ting, som han havde ladet dem see.
26Men de bleve gjenstridige og vare opsætsige imod dig, og kastede din Lov bag deres Ryg og ihjelsloge dine Propheter, som vidnede for dem for at omvende dem til dig, og de gjorde store Bespottelser.
14Men de fik stor Begjærlighed i Ørken, og fristede Gud paa det øde (Sted).
8Til dig sagde mit Hjerte: — (der du sagde:) søger mit Ansigt! — Herre! jeg søger dit Ansigt.
28Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler.
13Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han frelste dem af deres Trængsler.
33Naar dit Folk Israel bliver slaget for Fjendens Ansigt, fordi de have syndet imod dig, og de omvende sig til dig og bekjende dit Navn og bede, og bede om Naade til dig i dette Huus,
19Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han frelste dem af deres Trængsler.
4Dersom dine Sønner have syndet for ham, da haver han henkastet dem formedelst deres Overtrædelser.
5(Men) om du aarle søger hen til Gud og beder om Naade til den Almægtige,
16Herre! i Angesten besøgte de dig, de udøste deres stille Bøn, der du tugtede dem.
3da havde de opslugt os levende, der deres Vrede var optændt imod os;
10Da raabte de til Herren og sagde: Vi have syndet, fordi vi forlode Herren, og tjente de Baalim og Astharoth; men fri os nu fra vore Fjenders Haand, saa ville vi tjene dig.