Salmenes bok 99:8

Original Norsk Bibel 1866

Herre, vor Gud! du bønhørte dem, du var dem en Gud, som tilgav, og (du var) en Hevner over deres Gjerninger.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • 4 Mos 20:12 : 12 Og Herren sagde til Mose og til Aron: Fordi I ikke troede paa mig, at helliggjøre mig for Israels Børns Øine, derfor skulle I ikke føre denne Menighed ind i det Land, som jeg haver givet dem.
  • Jer 46:28 : 28 Du, du skal ikke frygte, min Tjener Jakob! siger Herren, thi jeg er med dig; thi jeg vil (aldeles) gjøre en Ende med alle Hedningerne, hvorhen jeg havde fordrevet dig, men med dig vil jeg ikke gjøre (aldeles) Ende, men tugte dig med Maade, og ikke holde dig aldeles uskyldig.
  • Sal 89:33 : 33 da vil jeg hjemsøge deres Overtrædelse med Riis, og deres Misgjerning med Plager;
  • 4 Mos 20:24 : 24 Aron skal samles til sine Folk; thi han skal ikke komme ind i det Land, som jeg haver givet Israels Børn, fordi at I vare gjenstridige imod min Mund ved Meriba Vand.
  • 4 Mos 14:20-34 : 20 Og Herren sagde: Jeg haver forladt det, efter dit Ord. 21 Men sandeligen, saa sandt som jeg lever, da skal alt Landet opfyldes med Herrens Herlighed. 22 Thi alle de Mænd, som have seet min Herlighed og mine Tegn, som jeg gjorde i Ægypten og i Ørken, og have nu fristet mig ti Gange og ikke hørt paa min Røst, 23 de skulle ikke see det Land, som jeg haver svoret deres Fædre; ja Ingen af dem, som have opirret mig, skal see det. 24 Men min Tjener Caleb, fordi at der er en anden Aand med ham, og han haver fuldkommeligen efterfulgt mig, derfor vil jeg føre ham til det Land, der han var kommen hen, og hans Sæd skal eie det. 25 Men Amalekiten og Cananiten boer i Dalen; vender eder imorgen, og reiser i Ørken paa Veien til det røde Hav. 26 Og Herren talede til Mose og til Aron, og sagde: 27 Hvor længe (skal jeg see) til denne onde Menighed, dem, som knurre imod mig? jeg haver hørt Israels Børns megen Knur, som de knurre imod mig. 28 Siig til dem: Saa sandt som jeg lever, siger Herren, ligesom I have talet for mine Øren, saaledes vil jeg gjøre ved eder. 29 Eders døde Kroppe skulle falde i denne Ørk, og alle eders Talte efter alt eders Tal, fra tyve Aar gamle og derover, I, som have knurret imod mig. 30 I skulle ikke komme i det Land, om hvilket jeg haver opløftet min Haand (og svoret) at lade eder boe deri, undtagen Caleb, Jephunne Søn, og Josva, Nuns Søn. 31 Og eders smaae Børn, om hvilke I sagde, de skulle blive til Rov, ja dem vil jeg føre derind, at de skulle kjende det Land, som I have foragtet. 32 Men eders døde Kroppe, de skulle falde i denne Ørk. 33 Og eders Børn skulle være Hyrder i Ørken fyrretyve Aar, og bære eders Horeri, indtil eders døde Kroppe faae Ende i denne Ørk. 34 Efter de Dages Tal, i hvilke I have bespeidet Landet,(som vare) fyrretyve Dage, et Aar for hver Dag, skulle I bære eders Misgjerninger fyrretyve Aar, og I skulle fornemme min Afvendelse.
  • Sef 3:7 : 7 Jeg sagde: Du skal dog frygte mig, du skal annamme Tugt, saa skulde dens Bolig ikke udryddes, efter alt det, som jeg vilde besøgt den med; (men) de have sandelig aarle gjort sig rede, de have fordærvet alle deres Handeler.
  • Rom 1:21 : 21 Thi enddog de kjendte Gud, saa ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men bleve forfængelige i deres Tanker, og deres uforstandige Hjerte blev formørket.
  • 5 Mos 3:26 : 26 Men Herren blev fortørnet paa mig for eders Skyld, og vilde ikke høre mig; men Herren sagde til mig: Lad det være dig nok, bliv ikke ved at tale til mig ydermere om denne Sag.
  • 5 Mos 9:19-20 : 19 Thi jeg gruede for den Vrede og den Hastighed, med hvilken Herren var vred paa eder, til at ødelægge eder; men Herren hørte mig ogsaa denne Gang. 20 Herren blev ogsaa saare vred paa Aron, saa at han vilde ødelægge ham; men jeg bad og for Aron paa den samme Tid.
  • Fork 7:29 : 29 Alene see, dette haver jeg fundet, at Gud gjorde et Menneske oprigtigt, men de, de opsøgte mange Fornuftigheder.
  • 2 Mos 32:2 : 2 Og Aron sagde til dem: Afriver de Guldsmykker, som ere i eders Hustruers, eders Sønners og eders Døttres Øren, og bærer dem til mig.
  • 2 Mos 32:34-35 : 34 Og nu, gak, før Folket did, som jeg sagde dig; see, min Engel skal gaae for dit Ansigt; men naar min Tid (kommer) at hjemsøge, da vil jeg hjemsøge deres Synd over dem. 35 Og Herren slog Folket, fordi de havde gjort den Kalv, hvilken Aron havde gjort.
  • 4 Mos 11:33-34 : 33 Der Kjødet var endnu imellem Tænderne paa dem, før det blev aldeles fortæret, da optændtes Herrens Vrede imod Folket, og Herren slog paa Folket med en saare stor Plage. 34 Og man kaldte det samme Steds Navn Kibroth-Hattaava, fordi man begrov der Folket, dem, som havde været begjærlige.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 74%

    15Og du gav dem Brød af Himmelen til deres Hunger, og udførte dem Vand af en Klippe til deres Tørst, og du sagde til dem, at de skulde gaae ind at indtage Landet til Eiendom, over hvilket du opløftede din Haand til at give dem det.

    16Men de og vore Fædre handlede hovmodeligen, og de forhærdede deres Nakke og hørte ikke dine Bud.

    17Ja de vægrede sig for at høre dem og kom ikke dine underlige Ting ihu, som du gjorde med dem, men forhærdede deres Nakke og satte en Høvedsmand for at vende tilbage til deres Trældomstjeneste i deres Gjenstridighed; men du er Forladelsers Gud, naadig og barmhjertig, langmodig og af megen Miskundhed, og forlod dem ikke;

    18enddog de gjorde sig en støbt Kalv og sagde: Det er din Gud, som opførte dig af Ægypten, og de gjorde store Bespottelser.

    19Og du, du forlod dem ikke i Ørken efter dine mange Barmhjertigheder; den Skystøtte veg ikke fra dem om Dagen at lede dem paa Veien, eller Ildstøtten om Natten at lyse for dem paa Veien, som de skulde gaae paa.

    20Og du gav din den gode Aand til at undervise dem, og negtede ikke dit Man for deres Munde, og gav dem Vand til deres Tørst.

  • 73%

    2Herre! du havde Behagelighed, til dit Land, du omvendte Jakobs Fængsel.

    3Du borttog dit Folks Misgjerning, du skjulte al deres Synd. Sela.

  • 38Dog han, (som er) barmhjertig, forsonede Misgjerning og fordærvede ikke, men vendte sin Vrede mangfoldige Gange af fra dem, og vilde ikke opvække al sin Hastighed.

  • 72%

    50og forlade dit Folk det, som de have syndet imod dig, og alle deres Overtrædelser, med hvilke de have overtraadt imod dig, og give dem Barmhjertigheder for deres Ansigt, som holde dem fangne, at de skulle forbarme sig over dem;

    51thi de ere dit Folk og din Arv, som du udførte af Ægypten, midt udaf den Jernovn;

  • 72%

    18Herren er langmodig og af megen Miskundhed, som forlader Misgjerning og Overtrædelse, og som aldeles ikke skal holde (den Skyldige) for uskyldig at være, som hjemsøger Fædrenes Misgjerninger paa Børnene, paa dem i tredie og paa dem i fjerde (Led).

    19Kjære, forlad dette Folks Misgjerning efter din store Miskundhed, og ligesom du haver tilgivet dette Folk, fra Ægypten og hidindtil.

    20Og Herren sagde: Jeg haver forladt det, efter dit Ord.

  • 72%

    30Og du forhalede mange Aar over dem og lod vidne for dem ved din Aand formedelst dine Propheter, men de vendte ikke Ørene dertil; derfor gav du dem i Folkenes Haand i Landene.

    31Men efter dine mange Barmhjertigheder gjorde du ikke (aldeles) en Ende med dem og forlod dem ikke; thi du er en naadig og barmhjertig Gud.

  • 71%

    27Derfor gav du dem i deres Fjenders Haand, og de trengte dem; men der de raabte til dig i deres Trængsels Tid, da hørte du af Himmelen, og efter dine mange Barmhjertigheder gav du dem Frelsere, og de frelste dem af deres Fjenders Haand.

    28Men der de havde Rolighed, vendte de tilbage til at gjøre Ondt for dit Ansigt; saa forlod du dem i deres Fjenders Haand, at de regjerede over dem; og naar de omvendte sig og raabte til dig, da hørte du af Himmelen og reddede dem efter dine Barmhjertigheder mange Tider.

  • 9Hos Herren vor Gud ere Barmhjertigheder og Forladelser, endskjøndt vi have været gjenstridige imod ham,

  • 71%

    14Derfor haver Herren været aarvaagen med det Onde, og ladet det komme over os; thi Herren vor Gud er retfærdig i alle sine Gjerninger, som han gjorde, efterdi vi ikke hørte hans Røst.

    15Og nu, Herre vor Gud! du, som udførte dit Folk af Ægypti Land med en stærk Haand og gjorde dig et Navn, som (det er) paa denne Dag, vi have syndet, vi have handlet ugudeligen.

  • 7Han talede til dem udi en Skystøtte; de holdt hans Vidnesbyrd og den Skik, som han gav dem.

  • 18Hvo er en Gud som du, som borttager Misgjerning, og som gaaer Overtrædelse forbi, for det Overblevne af hans Arv? som ikke holder fast ved sin Vrede evindeligen, fordi han haver Lyst til Miskundhed.

  • 70%

    42Vi, vi have overtraadt og været gjenstridige, du, du tilgav ikke.

    43Men du skjulte (os) med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke.

  • 4Men hos dig er Forladelse, paa det du maa frygtes.

  • 1Herre! du Gud, hvem Hevnen hører til, du Gud, hvem Hevnen hører til, aabenbar dig herligen.

  • 34da ville du høre i Himmelen og forlade dit Folks Israels Synd, og føre dem tilbage i det Land, som du haver givet deres Fædre!

  • 23Og du, Herre! du veed alt deres Raad imod mig til Døden; tag ikke Forsoning for deres Misgjerning, og udslet ikke deres Synd for dit Ansigt; lad dem blive nedstyrtede for dit Ansigt, handle med dem i din Vredes Tid.

  • 8Forson dit Folk Israel, som du, Herre, haver forløst, og læg ikke uskyldigt Blod midt iblandt dit Folk Israel; saa bliver Blodet forsonet for dem.

  • 8Og I fortørnede Herren ved Horeb, og Herren blev vred paa eder, at han vilde ødelagt eder,

  • 5Thi du, Herre! er god og forlader, og (haver) megen Miskundhed imod Alle, som kalde paa dig.

  • 9Ophøier Herren vor Gud, og tilbeder for hans hellige Bjerg, thi Herren vor Gud er hellig.

  • 34Der Herren hørte eders Ords Røst, da blev han vred, og svoer og sagde:

  • 68%

    34Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle.

    35Og de kom ihu, at Gud var deres Klippe, og den høieste Gud deres Gjenløser.

  • 68%

    9Og du saae vore Fædres Elendighed i Ægypten, og hørte deres Raab ved det røde Hav.

    10Og du gjorde Tegn og underfulde Gjerninger paa Pharao og paa alle hans Tjenere og paa alt Folket i hans Land, thi du vidste, at de havde handlet hovmodeligen mod dem, og du gjorde dig et Navn, som (det er) paa denne Dag.

  • 18du, som gjør Miskundhed imod Tusinder, og som betaler Fædrenes Misgjerning i deres Børns Barm efter dem; du store, du vældige Gud, hvis Navn er Herren Zebaoth!

  • 15Men du, Herre! er en barmhjertig og naadig Gud, langmodig og af megen Miskundhed og Sandhed.

  • 25da ville du høre af Himmelen og forlade dit Folks Israels Synd, og føre dem igjen i det Land, som du haver givet dem og deres Fædre!

  • 39da ville du høre af Himmelen, af den Bolig, som du boer udi, deres Bøn og deres ydmyge Begjæringer, og udføre deres Ret, og forlade dit Folk det, som de have syndet imod dig!

  • 22Og du satte dit Folk Israel dig til et Folk evindeligen, og du, Herre! du er bleven dem til en Gud.

  • 8Herren er barmhjertig og naadig, langmodig og af megen Miskundhed.

  • 8Herren er naadig og barmhjertig, langmodig og af stor Miskundhed.

  • 14O Gud! din Vei er i Helligdommen; hvo er saa stor en Gud som Gud?

  • 9Hjælp os, vor Saligheds Gud! for dit Navns Æres Skyld, og frie os og forlad os vore Synder for dit Navns Skyld.

  • 45Og han kom sin Pagt ihu, dem (til Bedste), og det angrede ham efter hans store Miskundhed.

  • 33Og du er retfærdig i alt det, som er kommet over os; thi du handlede troligen, men vi, vi handlede ugudeligen.