5 Mosebok 1:9
Da talede jeg til eder paa den samme Tid og sagde: Jeg kan ikke alene bære eder.
Da talede jeg til eder paa den samme Tid og sagde: Jeg kan ikke alene bære eder.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
12Hvorledes kan jeg alene bære eders Møie og eders Byrde og eders Trætte?
13Forskaffer I (mig) vise og forstandige og forsøgte Mænd af eders Stammer, og jeg vil sætte dem til Høvedsmænd over eder.
12Mon jeg, jeg haver undfanget alt dette Folk? mon jeg haver født det? at du skulde sige til mig: Bær det i din Favn, ligesom en Fosterfader bærer et diende Barn, ind i det Land, som du haver svoret dets Fædre.
13Hvorfra skal jeg (tage) Kjød, at give alt dette Folk? thi de græde for mig og sige: Giv os Kjød, at vi kunne æde.
14Jeg, jeg kan ikke for mig alene bære alt dette Folk; thi det er mig for svart.
10Herren eders Gud haver gjort eder mangfoldige; og see, I ere idag som Stjernerne paa Himmelen i Mangfoldighed.
18Da bød jeg eder paa den samme Tid alle de Ord, som I skulle gjøre.
19Saa reiste vi fra Horeb og gik igjennem hele denne store og forfærdelige Ørk, hvilken I saae, paa Veien til det amoritiske Bjerg, saasom Herren vor Gud befoel os; og vi kom til Kades-Barnea.
20Da sagde jeg til eder: I ere komne til det amoritiske Bjerg, hvilket Herren vor Gud vil give os.
42Da sagde Herren til mig: Siig dem: I skulle ikke drage op, og I skulle ikke stride, thi jeg er ikke midt iblandt eder; at I skulle ikke blive slagne for eders Fjenders Ansigt.
43Der jeg sagde eder det, da vilde I ikke høre mig; og I vare Herrens Mund gjenstridige, og formastede eder hovmodeligen, og droge op paa Bjerget.
29Da sagde jeg til eder: Lader eder ikke forfærde, og frygter ei for dem.
18Du maa jo forsmægte derover, baade du og dette Folk, som er med dig; thi den Forretning er dig for svær, du formaaer ikke at udrette det ved dig alene.
31og i Ørken, som du haver seet, hvorledes Herren din Gud haver baaret dig, ligesom en Mand bærer sin Søn, paa al den Vei, I have vandret, indtil I ere komne til dette Sted.
32Men I troede ikke formedelst dette Ord paa Herren eders Gud,
33som gik for eders Ansigt paa Veien, at opsøge for eder Stedet, hvor I skulde leire eder, i en Ild om Natten, at vise eder Veien, som I skulde gaae paa, og i en Sky om Dagen.
34Der Herren hørte eders Ords Røst, da blev han vred, og svoer og sagde:
5Jeg stod imellem Herren og eder paa den samme Tid, at give eder Herrens Ord tilkjende; thi I frygtede for Ildens Aasyn og gik ikke op paa Bjerget, og han sagde:
2Og Herren talede til mig og sagde:
22Da kom I alle frem til mig og sagde: Lader os sende Mænd for vort Ansigt, som kunne udforske os Landet, og de skulle give os Svar igjen, ad hvilken Vei vi skulle drage op, og de Stæder, som vi skulle komme til.
23Og det Ord behagede mig; saa tog jeg tolv Mænd af eder, een Mand for (hver) Stamme.
37Herren blev endog vred paa mig for eders Skyld og sagde: Du skal ikke heller komme derind.
23Og da Herren sendte eder fra Kades-Barnea og sagde: Gaaer op og indtager Landet, som jeg haver givet eder, da vare I Herrens eders Guds Mund gjenstridige, og troede ikke paa ham, og hørte ikke paa hans Røst.
24I have været gjenstridige mod Herren, saa længe som jeg haver kjendt eder.
5Ingen Mand skal bestaae for dit Ansigt alle dit Livs Dage; ligesom jeg var med Mose, vil jeg være med dig, jeg vil ikke slippe dig og ei forlade dig.
6Vær frimodig og vær stærk; thi du skal dele Landet til Arv iblandt dette Folk, hvilket jeg svoer deres Fædre at give dem.
23Og jeg bad Herren om Naade paa den samme Tid, og sagde:
21Og Herren blev vred paa mig for eders Handelers Skyld, og svoer, at jeg skulde ikke gaae over Jordanen, ei heller komme ind i det gode Land, som Herren din Gud giver dig til Arv.
22Thi jeg døer i dette Land, jeg gaaer ikke over Jordanen; men I skulle gaae over den, og eie dette gode Land.
19Thi jeg gruede for den Vrede og den Hastighed, med hvilken Herren var vred paa eder, til at ødelægge eder; men Herren hørte mig ogsaa denne Gang.
11Og Herren sagde til mig: Staa op, gak hen at reise for Folkets Ansigt, at de maae komme ind at eie Landet, hvilket jeg svoer deres Fædre at give dem.
18Og jeg bød eder paa samme Tid og sagde: Herren eders Gud haver givet eder dette Land, at eie det; I skulle drage bevæbnede over for eders Brødres, Israels Børns, Ansigt, alle de, som ere stærke.
8See, jeg haver givet det Land for eders Ansigt; kommer og indtager det Land (til Arv), som Herren haver svoret eders Fædre, Abraham, Isak og Jakob, at give dem og deres Sæd efter dem.
17da talede Herren til mig og sagde:
9Og jeg udfriede eder af Ægypternes Haand og af alle deres Haand, som trængte eder, og jeg uddrev dem fra eders Ansigt, og gav eder deres Land.
10Og jeg sagde til eder: Jeg er Herren eders Gud, frygter ikke de Amoriters Guder, udi hvis Land I boe; men I have ikke været min Røst lydige.
26Men Herren blev fortørnet paa mig for eders Skyld, og vilde ikke høre mig; men Herren sagde til mig: Lad det være dig nok, bliv ikke ved at tale til mig ydermere om denne Sag.
10Og jeg, jeg førte eder op af Ægypti Land, og jeg førte eder i Ørken fyrretyve Aar, for at eie Amoriternes Land.
16efter alt det, du begjærede af Herren din Gud i Horeb paa Forsamlingens Dag, og sagde: Jeg kan ikke blive ved at høre Herrens min Guds Røst, og ikke ydermere see denne store Ild, at jeg skal ikke døe.
17Og jeg vil komme ned og tale der med dig, og jeg vil tage af den Aand, som er paa dig, og lægge paa dem, at de skulle bære paa Folkets Byrde med dig, og du skal ikke for dig alene bære (den).
1Og Herren talede til Mose og sagde:
3til et Land, som flyder med Melk og Honning; men jeg vil ikke fare op med dig, thi du er et haardnakket Folk, at jeg ikke skal fortære dig paa Veien.
26Og Herren talede til Mose og til Aron, og sagde:
8Men mine Brødre, som gik op med mig, mistrøstede Folkets Hjerte; men jeg efterfulgte Herren min Gud fuldkommeligen.
9Thi Herren haver fordrevet store og stærke Folk fra eders Ansigt; og (hvad) eder (er anlangende), har Ingen bestaaet for eders Ansigt indtil denne Dag.
15Men han sagde til ham: Dersom dit Ansigt ikke gaaer (med os), da lad os ikke fare op herfra.
26Men I vilde ikke drage op, og I vare Herrens eders Guds Mund gjenstridige.
27Og I murrede i eders Pauluner og sagde: Fordi Herren hader os, haver han udført os af Ægypti Land, at give os i Amoriternes Haand til at fordærve os.
28at det Lands (Indbyggere), fra hvilket du udførte os, ikke skulle sige: Fordi Herren ikke kunde føre dem ind i det Land, som han havde tilsagt dem, og for hans Hads Skyld til dem, førte han dem ud, at slaae dem ihjel i Ørken.
13Og Herren sagde til mig, sigende: Jeg haver seet dette Folk, og see, det er et haardnakket Folk.