4 Mosebok 11:2
Da raabte Folket til Mose; og Mose bad til Herren, saa blev Ilden dæmpet.
Da raabte Folket til Mose; og Mose bad til Herren, saa blev Ilden dæmpet.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1Og det skede, der Folket murrede, da var det mishageligt for Herrens Øren; og Herren hørte det, og hans Vrede optændtes, og Herrens Ild brændte iblandt dem og fortærede (en Deel) af det Yderste i Leiren.
3Og han kaldte det samme Steds Navn Tabeera; thi Herrens Ild brændte iblandt dem.
11Og Mose bad ydmygeligen for Herrens sin Guds Ansigt, og sagde: Herre, hvorfor skal din Vrede optændes imod dit Folk, som du udførte af Ægypti Land med stor Kraft og med en stærk Haand?
12Hvorfor skulle Ægypterne tale og sige: Han haver udført dem til det Onde, for at ihjelslaae dem paa Bjergene og ødelægge dem af Jorderige? vend om fra din grumme Vrede, og lad det Onde fortryde dig, hvormed du haver truet dit Folk.
6Da sendte Herren brændende Slanger iblandt Folket, og de bede Folket; og der døde meget Folk af Israel.
7Da kom Folket til Mose, og de sagde: Vi have syndet, thi vi have talet imod Herren og imod dig, bed til Herren, at han vil tage de Slanger fra os; og Mose bad for Folket.
34Og al Israel, som var trindt omkring dem, flyede for deres Røst; thi de sagde: Paa det at Jorden ikke opsluger os.
35Og en Ild foer ud fra Herren og fortærede de to hundrede og halvtredsindstyve Mænd, som offrede Røgelse.
36Og Herren talede til Mose og sagde:
2Og Folket kivede med Mose, og de sagde: Giver os Vand, at vi kunne drikke; og Mose sagde til dem: Hvad ville I kive med mig? hvad ville I friste Herren?
3Og Folket tørstede der efter Vand, og Folket knurrede imod Mose, og de sagde: Hvorfor førte du os op fra Ægypten, at lade mig og mine Børn og mit Fæ døe af Tørst?
4Da raabte Mose til Herren og sagde: Hvad skal jeg gjøre ved dette Folk? om et Lidet, saa stene de mig.
10Og Mose hørte Folket græde iblandt deres Slægter, hver i sit Pauluns Dør; og Herrens Vrede optændtes saare, ogsaa var det ondt for Mose Øine.
44Og Herren talede til Mose og sagde:
45Forføier eder midt ud af denne Menighed, saa vil jeg gjøre Ende med dem, som i et Øieblik; og de faldt ned paa deres Ansigter.
46Og Mose sagde til Aron: Tag Ildkarret, og læg Ild (derpaa) af Alteret, og læg Røgelse derpaa, og gak hasteligen hen til Menigheden, og gjør Forligelse for dem; thi en (hastig) Vrede er udgangen fra Herrens Ansigt, Plagen er begyndt.
10Og Herren talede til Mose og sagde:
15Og Mose talede til Herren og sagde:
38Da faldt Herrens Ild ned og fortærede Brændofferet og Veden og Stenene og Støvet, og slikkede Vandet op, som var i Graven.
24Og Ild udkom fra Herrens Ansigt og fortærede paa Alteret Brændofferet og det Fede; og alt Folket saae det, og de frydede sig, og de faldt ned paa deres Ansigter.
18Og der blev en Ild optændt iblandt deres Hob, en Lue stak Ild paa de Ugudelige.
23Og Mose rakte sin Kjep op mod Himmelen, og Herren lod tordne og hagle, og der foer Ild over Jorden; og Herren lod regne Hagel over Ægypti Land.
2Da foer en Ild ud fra Herrens Ansigt og fortærede dem; og de døde for Herrens Ansigt.
19Thi jeg gruede for den Vrede og den Hastighed, med hvilken Herren var vred paa eder, til at ødelægge eder; men Herren hørte mig ogsaa denne Gang.
20Herren blev ogsaa saare vred paa Aron, saa at han vilde ødelægge ham; men jeg bad og for Aron paa den samme Tid.
20Og Herren talede til Mose og til Aron, og sagde:
21Fraskiller eder midt udaf denne Menighed, saa vil jeg gjøre Ende med dem, som i et Øieblik.
2Og Herrens Engel aabenbaredes for ham i en Ildslue, midt af en Tornebusk; og han saae, og see, Tornebusken brændte i Ilden, dog blev Tornebusken ikke fortæret.
7Og det skede, der Israels Børn raabte til Herren for Midianiternes Skyld,
11Og Herren talede til Mose og sagde:
2Og al Israels Børns Menighed knurrede imod Mose og imod Aron i Ørken.
26Og jeg bad til Herren og sagde: Herre, Herre, fordærv ikke dit Folk og din Arv, som du igjenløste med din store (Kraft), som du udførte af Ægypten med en stærk Haand.
33Og Mose gik fra Pharao ud af Staden og udbredte sine Hænder til Herren; saa lod det af at tordne og hagle, og Regnen blev ikke (mere) udøst paa Jorden.
9Og Mose sagde til Aron: Siig til al Israels Børns Menighed: Kommer frem for Herrens Ansigt, thi han hørte eders megen Knur.
41Men om anden Dagen knurrede al Israels Børns Menighed mod Mose og mod Aron, og sagde: I, I have slaaet Herrens Folk ihjel.
42Og det skede, der Menigheden samledes mod Mose og mod Aron, da vendte de sig til Forsamlingens Paulun, og see, Skyen skjulte det, og Herrens Herlighed blev seet.
5Men Mose og Aron faldt ned paa deres Ansigter, for Israels Børns ganske Menigheds Forsamlings Ansigt.
26Og Herren talede til Mose og til Aron, og sagde:
13Da sagde Mose til Herren: Saa høre Ægypterne det; thi du haver opført dette Folk med din Kraft midt ud af dem.
21Derfor hørte Herren det og blev fortørnet, og en Ild optændtes i Jakob, og en Vrede kom ogsaa op i Israel,
17Og Mose førte Folket ud af Leiren, Gud imøde, og de bleve staaende nedenfor Bjerget.
1Da raabte al Menigheden høit, og de udgave deres Røst; og Folket græd den samme Nat.
3Og Folket kivede med Mose, og de sagde, sigende: Gid vi havde og udgivet Aanden, der vore Brødre udgave Aanden for Herrens Ansigt.
23Og Herren talede til Mose og sagde:
22Desligeste gjorde I Herren vred i Tabeera og i Massa og i Kibroth-Hattaava.
19Til dig, Herre! vil jeg raabe; thi en Ild haver fortæret Græsgangene i Ørken, og en Lue haver optændt alle Træerne paa Marken.
21Og Mose sagde til Aron: Hvad haver dette Folk gjort dig, at du haver ført en saa stor Synd over det?
24Da knurrede Folket imod Mose og sagde: Hvad skulle vi drikke?